Hvor mange løse hunde løber der rundt i Danmark, og har det betydning for den danske fauna? Er der virkelig hunde, der kan finde på at nedlægge vildt for føde? Og findes der beviser/dokumentation?
Disse spørgsmål er måske blevet endnu mere relevante efter den ny hundelov trådte i kraft 1. juli 2014.
Ifølge bestemmelser i denne lov er det blevet forbudt at skyde strejfende hunde. I stedet bliver hundeejeren pålagt en bøde på 2.000 kroner, hvis hunden gentagne gange er blevet taget i at strejfe på andres jorder.
Hos både jægere, fåreavlere og kvægavlere rundt om i landet findes sikkert erfaring med, at hunde nedlægger både råvildt, får, lam og kalve.
Men der findes ikke nogen dokumentation, da der ikke er foretaget registreringer. Og hvordan skulle det også kunne gøres, da hundene jo gør det uset?
Nyt fokus på dødfundne husdyr
Der er ingen hundeejer, der vil tillade sin hund at nedlægge vildt eller får/lam, mens vedkommende står og ser på, og der er heller ingen jægere eller husdyravlere, der vil tillade det.
Så det har kun været i forbindelse med dødfundne dyr på marken eller dødfundet vildt i skoven, hvor man måske har studset over dødsårsagen, at der er opstået mistanke om, at hunde kunne have været på spil.
I forbindelse med ulvens genkomst i det jyske, er der nu kommet meget fokus på netop dødfundne husdyr i marken og vildt i skoven. Den øgede opmærksomhed skyldes blandt andet, at ulven kan tage husdyr. Godt nok ikke som det foretrukne fødeemne, men når et hegn på marken hovedsagelig er sat for at holde husdyrene inde og ikke holde andre dyr ude, kan det være let for en tilfældigt strejfende ulv at komme ind i en indhegning og nedlægge et bytte.
Når der findes dødfundne husdyr i en indhegning, giver den af Miljøministeriet udarbejdede ulveforvaltningsplan mulighed for at søge kompensation for det dødfundne husdyr, såfremt der er tale om, at en ulv har været på spil.
Det er ikke altid let at vurdere på selve kadaveret, om det er en ulv, der har dræbt det pågældende dyr, men der er visse karakteristika i form af bidmærker - og hvilke dele af dyret, der er spist - der giver en indikation af, om det ér en ulv, der har dræbt dyret.
Spytprøver kan opklare sagen
Vil man imidlertid være sikker, kan der tages en spytprøve fra bidmærker i det nedlagte dyr, som efterfølgende bliver analyseret ved hjælp af DNA for at undersøge, om der er spyt fra ulv i bidmærket.
Disse undersøgelser udføres for Naturstyrelsen på indsamlede spyt-prøver fra dødfundne husdyr.
DNA-analyserne af disse spytprøver kan ligeledes afsløre, hvilket køn der er tale om, og i nogle tilfælde også hvilket individ der har været på spil. Naturligvis under forudsætning af, at prøvens kvalitet er god.
Dette er interessant viden, fordi analysen kan give information om, hvor mange ulve der er eller har været i det pågældende område, og om ulvene har etableret sig.
Som led i 'Projekt Nye Arter', støttet af 15. Juni Fonden, udføres DNA-analyser også på dødfundet vildt, som formodes nedlagt af ulv med det formål at opbygge et DNA-register med DNA-profiler over ulvene i Danmark.
Nye spytprøver: Hunde står bag mange angreb
Et af 'biprodukterne' fra DNA-analyserne er information om, hvor mange gange der findes DNA fra hunde i forbindelse med et dødfundet dyr. Og det gør der til vores store overraskelse faktisk rigtig mange gange.
I forbindelse med analyser af spytprøverne taget på vildt, det være sig både rådyr og krondyr, er der i halvdelen af spytprøverne fundet DNA fra hunde (Tabel 1). Andelen af positive prøver for hunde er lidt færre, når man ser på husdyr. Her er der fundet DNA fra hunde i lidt over en tredjedel af de undersøgte får og i mere end halvdelen af prøver taget fra kalve. Endelig har DNA-prøverne påvist, at der var en hund, der havde taget en kat (Tabel 1).
Dette er den første dokumentation af, at der tilsyneladende er en del løsgående hunde i landskabet, og at disse har været i kontakt med både husdyr og vildt.
At vi finder DNA efter hunde på så mange stykker vildt eller på en tredjedel af de indleverede prøver fra får, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det også er hunde, der har nedlagt vildtet eller husdyrene. Men det er en indikation på, at der har været hunde tilstede.
Det samme kan siges om ulv. Naturstyrelsen har på den baggrund besluttet, at såfremt der findes spyt fra ulv, kan det ikke afvises, at det også er ulven, som har nedlagt husdyret, og derfor gives der økonomisk kompensation til husdyrejeren.
Hundeangreb er intet nyt fænomen
Før ulvens genkomst i Danmark har der været flere tilfælde af hunde, der har jaget og også nedlagt får rundt om i landet.
En forholdsvis hurtig gennemgang af indberetninger om hundeangreb på husdyr indrapporteret til en enkelt dyrlæge med speciale i får, viser tre tilfælde i 2011, hvor hunde er blevet set eller pågrebet i angrebet, og i 2012 var der tre mistænkelige tilfælde, hvor der kunne være hunde, der stod bag angreb på får.
I de verificerede tilfælde viser angrebene, at det er meget forskellige hunderacer, der står bag - lige fra en jagthund (gravhund og labrador) over selskabshund (Cavalier King Charles spaniel) til vagthund (St Bernhardshund).
Der er sikkert flere fåreavlere, der kan nikke genkendende til dette. Problemet er, at det ikke tidligere er dokumenteret. Dvs. der findes ikke tal på, i hvor stort omfang det har fundet sted.
Ulven findes i dag kun i Jylland, så det kunne være interessant at undersøge, hvor hyppigt angreb på husdyr og vildt forekommer på øerne, hvor ulven ikke er.
Ovenstående viser, at man skal være varsom med at råbe ulv, hver gang man møder et dødfundnet husdyr eller vildt. Det kan lige såvel være menneskets bedste firbenede ven, hunden.
Og det kan vel kun opfordre husdyrholdere samt hundeejere i landet til at være meget opmærksomme på, hvad deres hunde foretager sig. De har en større effekt på den danske fauna, end vi måske først har antaget.
