Når elefanter og bøfler tramper med deres mange kilo henover jorden, ødelægger de planter på deres vej. Det gør de også, når de fylder deres gigantiske maver med dem - og heldigvis er de ikke kræsne.
For skulle en indisk elefant møde en sydamerikansk eller afrikansk plante på sin vej, så ryger den også med i kosten. Store planteædere i naturen kan ifølge et nyt dansk studie være en mulig løsning på det, som FN har udpeget til en af de vigtigste trusler mod den globale biodiversitet:
Invasionen af fremmede planter.
»Vores studie viser, at steder, hvor man har bevaret de store planteædere, har man succes med at holde de invasive planter i ave. Det virker at bruge naturens egne mekanismer,« fortæller professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet, der leder Danmarks Grundforskningscenter for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere.
Jens-Christian Svenning forsker blandt andet i såkaldt invasive arter og er seniorforfatter til studiet.
\ Om studiet
Det nye studie er lavet af forskere fra Aarhus Universitet i samarbejde med Wildlife Institute of India. Det bygger på data fra:
- 26.838 kamerafælder sat op i den indiske natur
- Feltarbejde, hvor titusinder af mennesker til fods har gennemgået et naturareal på sammenlagt 121.330 km2
Det store feltarbejde er egentlig sat i værk for at optælle tigerbestanden.
Blandt de knap 35 millioner fotos er der billeder af tusindvis af elefanter, næsehorn, vilde vandbøfler og gaurer, som er verdens største okseart. De enorme datamængder omfatter også store mængder af vegetations- og gødningsprøver. Den indiske undersøgelse er faktisk så stor, at den har fået plads i Guiness World Records.
Studiet tager udgangspunkt i det, forskerne kalder megaplanteædere, som er dyr, der vejer over et ton. Fordi de er så store, at de er nødt til spise meget, og derfor er de tilbøjelige til også inddrage fremmede planter i deres kost.
Invasive arter ødelægger biodiversiteten
Det danske studie kommer akkurat samtidig med en længeventet rapport fra den globale natur- og miljøorganisation IPBES.
I rapporten vurderes det, at ’invasive arter’ spiller en hovedrolle i 60 procent af de tilfælde, hvor en plante- eller dyreart bliver udryddet på Jorden, ved at sprede sig så voldsomt, at det fortrænger andre dyr eller planter og skaber ubalance i økosystemerne.
Hans Henrik Bruun er lektor i økologi og evolution på Københavns Universitet og har ikke haft med det nye dansk-indiske studie at gøre. Men han er glad for, at det giver en mulig løsning på problemet, for der bliver brugt enorme summer globalt på, at mennesker forsøger at bekæmpe invasive planter.
»Så det er super fint at se, at et forskerhold har arbejdet med, om der kunne være en anden og mindre omstændelig måde at begrænse invasive arter på. For det meste af det, vi gør nu, er sisyfosarbejde. Det nytter ikke,« lyder det fra Hans Henrik Bruun.
Forskerne har opsat 26.000 kamerafælder
Invasive arter spredes til nye områder på Jorden og skader samtidig den oprindelige biodiversitet dér, hvor de slår sig ned. Invasive arter tæller både landdyr, havdyr og planter, men planter udgør størstedelen af problemet.
Det er netop plantedelen, som det nye danske studie har kigget på. Forskerne har man brugt indiske data fra intet mindre end verdens største undersøgelse af dyreliv baseret på fotofælder, det vil sige overvågningskameraer skjult i naturen.
Hele 26.838 kamerafælder kombineret med feltarbejde, hvor titusinder af deltagere til fods har gennemgået et naturareal i Indien på sammenlagt 121.330 km2, udgør datagrundlaget for det danske studie, som altså kommer frem til, at store planteædere kan beskytte den lokale natur ved at æde og nedtrampe de invasive plantearter.
Det smarte er, at de store dyr ikke undertrykker de hjemmehørende planter også, for hvad skulle det så alt sammen hjælpe? De hjemmehørende planter har udviklet sig til at kunne tåle behandlingen fra de planteædere, som de har levet sammen med i årtusinder. Det samme har de invasive planter typisk ikke.
»Imponerende« datasæt
Det danske studie viser en positiv sammenhæng mellem antallet af store planteædere og balancen mellem såkaldte hjemmehørende og ikke-hjemmehørende plantearter.
»De steder, hvor man har bevaret de store planteædere i naturen, bliver dominansen af ikke-hjemhørende plantearter betydeligt reduceret, og samtidig klarer de hjemmehørende planter sig bedre,« fortæller Jens-Christian Svenning og forklarer omvendt, at de steder, hvor invasive arter dominerer, er der kun få eller ingen store planteædere.
For Hans Henrik Bruun bidrager studiet med ny og kærkommen evidens, men sammenhængen er ikke overraskende for ham.
»Det er ny evidens, men resultaterne er ikke anderledes end forventet. Vi har som forskere haft en forhåndsforventning om, at der er sådan, det hænger sammen, ud fra viden vi i forvejen har om økologi og evolution,« siger han.
Til gengæld er han dybt imponeret over størrelsen af det datasæt, der ligger til grund for den nye evidens.
»Det er et sindssygt stort datasæt. Imponerende stort,« understreger han.
Bjørneklo invaderer os
Den nylige rapport fra IPBES vurderer, at udgifterne til bekæmpelse af invasive arter koster knap 3.000 milliarder kroner om året på verdensplan - penge, som Jens-Christian Svenning og Hans Henrik Bruun begge mener for en stor dels vedkommende er det rene spild.
I Danmark er der flere invasive arter, der er stærkt problematiske, blandt andet kæmpe-bjørneklo, japansk pileurt, rynket rose og på dyresiden stillehavsøsters og mårhund.
Alle er de arter, der fortrænger, eller som man frygter fortrænger, de hjemmehørende arter.

Om invasive arter
Når vildtlevende plante- og dyrearter findes naturligt indenfor bestemte, afgrænsede geografiske områder, kalder man dem naturligt ’hjemmehørende’.
Men vi mennesker har igennem historien flyttet rundt på planter og dyr på tværs af kloden. Nogle gange med vilje, fordi en prydplante var pæn, og vi gerne ville have den med hjem. Andre gange ved et ’uheld’, fordi arten er blive flyttet i for eksempel skibes ballast-tanke, der fyldes op i én verdensdel og tømmes i en anden.
Arter, der ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, kaldes ’ikke-hjemmehørende’. En del af de ikke-hjemmehørende arter klarer sig så godt i deres nye omgivelser, at de får en skadelig virkning på biodiversiteten og på de økosystemer, de nu indgår i. Det er de arter, der kaldes invasive arter.
Invasive arter er per definition flyttet af mennesker fra deres naturlige udbredelsesområde og har en negativ påvirkning det nye sted.
Kilde: Miljøministeriet
Illustration: AprintStore / Shutterstock
En af de mest udbredte er japansk pileurt, der skygger for vores egne ’danske’ planter, så de dør. Den er samtidig svær at bekæmpe, fordi den har et stort rodnet og vokser kraftigt. Den er i dag så udbredt i Danmark, at alle landets kommuner kæmper med at slå den ned.
Typisk for de invasive arter er nemlig, at vi mennesker konstant skal være over dem. En umulig og alt for dyr opgave, som Hans Henrik Bruun kalder for ’sisyfos-arbejde’ efter den græske sagnfigur som måtte skubbe en kæmpesten op ad en skråning, blot for at stenen rullede ned igen fra toppen.
»Kommunerne bruger ressourcer på at bekæmpe eksempelvis kæmpe-bjørneklo og japansk pileurt i Danmark, men det batter slet ingenting. Det samme gælder for stillehavsøsters og mårhunde, som jægere jager om natten. Men det er helt urealistisk. Det er håbløst,« slår Jens-Christian Svenning fast.
\ Red Verden med Videnskab.dk
I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.
Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.
- Bør vi sætte alt ind på at begrænse overbefolkning?
- Virker det at købe CO2-aflad?
- Er cirkulær økonomi en løsning?
- Hvordan kan jeg handle anderledes i hverdagen?
- Og har verden overhovedet brug for at blive reddet?
Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?
Du kan få mange gode tips og råd i vores Red Verden-nyhedsbrev og i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.
Vi har fjernet de store dyr
I Danmark bør vi lade os inspirere af resultaterne fra Indien, anbefaler forskerne. For selvom deres studie er lavet på indiske arealer, vurderer forskerne, at resultaterne også er relevante for Europa – ja, sågar Danmark.
For det kræver ikke de såkaldte ’megaplanteædere’ som elefanter og bøfler at holde invasive plantearter nede. Mindre store planteædere kan noget af det samme.
Ungarn har for eksempel haft succes med at sætte vandbøfler ud mod den invasive plante sildig gyldenris, en art som vi også har problemer med herhjemme. Og her i Danmark bruger vi allerede skotsk højlandskvæg til at holde rynket rose – en asiatisk planteart – nede.

Så i Danmark kan vi gøre det somme som i Indien – bare med bøfler, kvæg, heste og geder.
»Studiet bestyrker os i, at de invasionsproblemer, vi har, også her i Danmark, skyldes, at vi har ændret på økosystemet ved at fjerne de store pattedyr fra naturen. De er der ikke længere til at forstyrre de plantearter, som ikke er hjemmehørende her. Det er det, der giver os problemer,« lyder det fra Hans Henrik Bruun.
Han forklarer, at de store pattedyr er fjernet fra den danske natur særligt i løbet af de seneste 50-100 år, fordi folk syntes, de var for besværlige at have gående rundt vildt.
Der var engang, hvor uroksen, vildhesten og vildsvin levede i Danmark – deres rolle blev overtaget af tamdyr. De sidste 75 år er de store pattedyr nærmest helt forsvundet.
»Det var besværligt for alt fra trafikken til skovbrug. Så nu har vi kun cirka fem procent af de store planteædere tilbage i den danske natur, såsom krondyr,” forklarer Hans Henrik Bruun, som mener, at vi har grund til at bekymre os om konsekvenserne af dét.
»Det er dybest set et kæmpe eksperiment, vi har gang i,« mener han.
Store planteædere er gode for klimaet
En løsning er ifølge både Jens-Christian Svenning og Hans Henrik Bruun flere og større natur-nationalparker med fokus på rewilding.
Rewilding betyder, at man genopretter økosystemer ved i højere grad at sætte dem i stand til at passe sig selv og blive vilde igen. Samtidig udsætter man store planteædende dyr, der oprindeligt var til stede i naturen.
Det er der faktisk også andre fordele ved end at nedbringe udbredelsen af invasive arter: Når store naturarealer brænder af i Californien og Sydeuropa, som vi har set det denne sommer, skyldes det blandt andet, at områderne er overtaget af tætte bevoksninger af let antændelige planter, fordi der ikke er store planteædende dyr til at holde dem nede, forklarer professor Jens-Christian Svenning.
En anden fordel ved at sætte store dyr ud er, at mere vild natur med større biodiversitet vil opsuge noget af den CO2 fra atmosfæren, som er med til at varme Jorden op og forårsage klimakrisen. De store dyr kan medvirke til at sikre, at det heller ikke bare futter af igen og dermed frigiver CO2 tilbage til atmosfæren.
Professor Jens-Christian Svenning kalder det en ’spildt mulighed’, hvis vi ikke genopretter de naturlige økosystemer og udlægger større arealer til fri natur. For det giver os mulighed for at komme en række kriser til livs.
»Det er godt for både biodiversiteten og klimaet. Og det har vedvarende effekt. Det er noget, der virker året rundt og på lang sigt,« påpeger Jens-Christian Svenning.


































