Slangearters gift er unikke cocktails af dræberproteiner

De fleste foretrækker dem på behørig afstand – altså slanger – og med god grund!

Et enkelt bid fra de lange benløse dyr kan blive starten på et livs lidelser.

Hvis ikke det ligefrem bliver livets lidelsesfulde afslutning.

Med evnen til at glide nærmest ubemærket gennem græsset dræber slanger flere hundredetusinde mennesker årligt. Så det er næppe tilfældigt, at slanger ofte optræder som den listige og morderiske slyngel i børnefilm.

\ Læs mere

Forskerens favorit: Ny teknik kan redde tusindvis af slangebidsofre

Hver slangeart har sin egen type gift

Giftslanger er som hovedregel temmelig træls – især de mest giftige af slagsen som med få mikrogram gift, det vil sige under en dråbe, kan nedlægge byttet.

Hvis man dykker lidt dybere ned i de forskellige giftslangers egenskaber, vil man finde nogle ganske respektindgydende jagtmekanismer, som understøtter forestillingen om slangen som et snu og frygtet rovdyr.

Det er vigtigt at slå fast, at alle giftslanger ikke kan sættes i samme bås. Størstedelen af gift fra en slange består af forskellige proteiner, kaldet ’toksiner’, med hver sin ubehagelige effekt, som, hvis man er i sit lidt rå hjørne, faktisk kan virke ret fascinerende

Dertil kommer, at hver slangeart har sin helt egen sammensætning af toksiner, og det bringer antallet af forskellige slangetoksiner, der findes i verden, langt op over 10.000.

Hvis man påstår, at alle slangers gift er ens, ville det være det samme som at sammenholde alle verdens forskellige typer narkotika og påstå, at virkningen af dem var den samme. Faktisk er effekten af forskellige typer slangebid endnu mere varierende.

Opløftende er det dog, at ikke alle slangebid er såkaldte ‘våde’ bid, hvor slangen sprøjter gift ind. Giftproduktion er nemlig forbundet med store energimæssige omkostninger, og det er derfor umiddelbart smartere at gemme sin gift til byttedyr frem for at ’spilde’ den på selvforsvar, hvor man kan nøjes med blot at skræmme fjenden væk.

Men er der gift i biddet, venter der som regel offeret en grel skæbne.

\ Læs mere

Danske forskere forbedrer slangemodgift

Dødelig gift har sikret arternes overlevelse

Forklaringen på slangegifts vilde kompleksitet skyldes blandt andet et enormt selektionspres, der gennem historien har tvunget de forskellige slangearter til at udvikle deres gift.

Gennem DNA-sekventering af giftgenerne fra kongekobraen har vores forskerkollegaer vist, at de gener, som koder for toksiner, er mangedoblet gennem tiden.

Samtidig er flere af toksinerne blevet videreudviklet til endnu mere potente versioner gennem positiv selektion. Dette har sikret kongekobraen et dødeligt bid og artens overlevelse.

På trods af slangegiftes forskellighed er der flere toksiner af samme slags, som findes på tværs af slangearter.

Det vil sige, at selvom en enkelt slange har mange forskellige toksiner i sin gift, kan man i mange tilfælde finde toksiner fra relativt ubeslægtede slangearter, som har stor lighed – endda selvom giften (hele blandingen af alle toksinerne) samlet set er meget forskellig.

Et eksempel på dette er, at man kan finde neurotoksiner, der minder om hinanden, i giften fra den afrikanske sorte mamba og fra australske havslanger. Denne tendens er naturligvis mere udpræget, jo tættere beslægtede to slanger er.

\ Læs mere

Viden om giftigt slangeprotein skal give bedre lægemidler

Slangernes farlige familieforhold

Om end der findes fire familier af giftslanger, er de bedst kendte elapider (giftsnoge) og vipers (hugorme), fordi størstedelen af de farligste giftslanger netop tilhører disse to familier.

Elapiderne er en familie af slanger, der som regel er kendetegnet ved deres korte hugtænder. Både mambaer og kobraer er slanger fra elapidfamilien.

Selvom giften fra medlemmer af disse slangeslægter indeholder mange komponenter, som for eksempel vævsødelæggende fosfolipaser, er deres gifte hovedsageligt neurotoksiske.

Det vil sige, at giften typisk kan blokere muskelsignaler og derved føre til total paralysering.

α-neurotoksiner er et godt eksempel på fascinerende, omend ubehagelige, neurotoksiner, som virker systemisk, det vil sige i hele kroppen og ikke kun lokalt. De hæmmer de nervesignaler, som vi bruger til at bevæge vores muskler.

Disse toksiner er rettet mod acetylcholinreceptoren, som er essentiel for, at vi kan bevæge vores muskler. Når α-neurotoksinerne binder til denne receptor og dermed blokerer den, kan musklerne således ikke længere bevæges.

Udfaldet minder i en vis udstrækning i begyndelsen om en lidt for heftig druktur: man bliver ude af stand til at holde øjnene åbne og kan ikke bevæge hverken arme og ben.

Ved en slem forgiftning vil paralysen være så ekstrem, at man efter et stykke tid ikke kan trække vejret (respiratorisk svigt), fordi lungemuskulaturen er sat ud af spil, og man dør af kvælning.

\ Læs mere

Dansk forsker fanger giftige havslanger med de bare næver

Mambaernes gift er en dødelig cocktail

En anden gruppe neurotoksiner, som kun findes hos mambaer, er dendrotoksinerne. Dendrotoksiner findes i store mængder i den sorte mambas gift og har den modsatte effekt af de paralyserende toksiner.

Disse toksiner går ind og blokerer en anden type receptor (kaldet en kaliumkanal), hvilket medfører voldsomt forøget frigivelse af neurotransmitteren, acetylcholin, som får dine nerver og muskler til at overreagere.

Med en dosis dendrotoksin i kroppen kommer musklerne på overarbejde, og alle lemmer spjætter fuldstændig ukontrolleret – en tilstand, der giver stærke associationer til epileptiske anfald.

Hos den sorte mamba giver samspillet mellem de muskelhæmmende α-neurotoksiner og de hyperaktiverende dendrotoksiner et udfald, der svarer til at sætte en speedbådsmotor på fuld gas og kaste anker samtidig – en skæbnesvanger idé for bådens motor og tilsvarende kritisk for en menneskekrop.

Generelt er alle neurotoksiner i slangegifte derfor kritiske at neutralisere for at behandle et slangebidsoffer, der er blevet bidt af en elapid.

\ Læs mere

Danske forskere finder nøglen til modgift mod slangebid

Hugormefamiliens bid giver åbne kødsår

Viperfamilien (hugormefamilien) er den anden vigtige familie inden for giftslanger. I denne gruppe finder man blandt andet klapperslangerne og Danmarks måske farligste dyr, den danske/europæiske hugorm, Vipera berus.

Vipergift er ofte cytotoksisk (giftigt for kroppens celler) og indeholder ofte enzymatiske fosfolipaser, som ødelægger vævet ved at nedbryde vores cellemembraner. Hæmotoksiner er også typiske vipertoksiner, og de er generelt giftige for blodet.

De virker på to måder:

1. Nogle hæmotoksiner tvinger blodet til at koagulere (størkne)
2. Andre hæmotoksiner forhindrer koagulering.

Begge dele fører dog til indre blødninger – enten ved at opbruge alle blodets koagulationsfaktorer, så blodet ikke har mulighed for at koagulere, eller mere simpelt ved blot at forhindre koagulationsfaktorerne i at virke.

Verdens giftigste slange

Alle slangebid har smertefulde konsekvenser

Den hårdtslående sandhed er desværre, at gift fra et enkelt slangebid, uanset slange, som regel har ubehagelige følger.

De mange tusinde forskellige slangetoksiner repræsenterer i sandhed en udfordring i forhold til modgiftsforskning, som er næsten lige så uoverskuelig, som det er at finde en lejebolig i København.

På Danmarks Tekniske Universitet i gruppen Tropical Pharmacology Lab har vi dog godt med ’gift på tanden’ og forsøger derfor at tage denne udfordring op. Altså det med modgiften, ikke

lejeboligsituationen.

Det gør vi ved at benytte os af moderne antistofteknikker og bioteknologi til at udvikle moderne modgifte, der vil kunne komme slangebidsofre i den tredje verden til undsætning.