Haps!
Forestil dig, at du går gennem det høje gule græs på den afrikanske savanne og pludselig mærker et bid i læggen. Du kigger ned og ser til din rædsel en grå slange sno sig væk.
Giften fra den sorte mamba er allerede på vej gennem dine blodbaner til dine nerveceller, og hvis giften når dertil, før du får modgift, dør du en pinefuld død.
Mange steder i verden er slangebid en alvorlig trussel, men nu har danske forskere fundet en akilleshæl i slangegiften, som muligvis kan bruges til at lave bedre modgift.
»Målet er på den lange bane at lave modgift, som virker mod en lang række slangegifte. I den sammenhæng har vi nu fundet det svage punkt for en lang række nervegiftstoffer, som er de farlige komponenter i giften fra mamba- og kobraslanger, hvor vi har mulighed for at ramme med en modgift,« siger førsteforfatter til studiet, ph.d.-studerende Mikael Engmark fra Institut for Bio- og Sundhedsinformatik ved Danmarks Tekniske Universitet.
Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Scientific Report.
LÆS OGSÅ: Den grønne mambas gift: Synergieffekten slår dig ihjel
Kan potentielt forbedre behandling af slangebid
Hans M. Maric er adjunkt ved Medicinal Chemistry Research på Københavns Universitet og arbejder med protein-protein-interaktioner, hvilket er netop, hvad det nye studie drejer sig om.
Hans M. Maric har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det og synes, at det er interessant, at forskerne har fundet ud af, hvorfor specifikke modgifte kun virker mod helt specifikke gifte.
»Det er interessant, at de har fundet indikationer på, hvordan modgift genkender forskellige gifte uden at give store bivirkninger. Forskernes meget innovative tilgang sætter nye teknologiske standarder inden for toksikologi, og resultatet peger mod en bedre forståelse af forgiftning, som muligvis i fremtiden kan forbedre behandlinger,« siger Hans M. Maric.
LÆS OGSÅ: Hvordan laver man modgift?
Slangegift stopper kroppens interne kommunikation
For at forstå det nye forskningsresultat er det nødvendigt med lidt baggrundsviden om slangegift.
Slangegift består af en cocktail af giftstoffer, som kan have vidt forskellige biologiske funktioner, der afhænger af den pågældende slange.
Mange slanger af giftsnogfamilien (Elapidae), inklusiv mamba- og kobraslanger, benytter sig hovedsageligt af nervegift, som stopper kommunikationen mellem nerver og muskler. Sker det, kan resultatet være, at musklerne går i krampe, og at offeret mister evnen til at bevæge sig eller at trække vejret.
Pointen i den sammenhæng er, at der findes nogle aktive områder på giftstofferne, som binder til nervecellerne, uden at kroppen kan nå at gøre noget ved dem.
»For menneskekroppen er giftstofferne i slangebid fremmede molekyler, og ligesom andre fremmedlegemer i kroppen vil immunforsvaret reagere på dem ved at lave antistoffer, der kan neutralisere dem. Problemet er blot, at det tager omkring en uge for kroppen at lave tilstrækkelige mængder antistoffer, mens offeret kan være død inden for en time,« forklarer Mikael Engmark.
LÆS OGSÅ: Dødelig slangegift kan rumme effektiv smertemedicin
Giftstoffer er 'stealth'-molekyler
Det nye forskningsresultat viser, at der også kan være andre grunde til, at kroppen har svært ved at gøre noget ved slangegift. Studiet kan også være med til at forklare, hvorfor det tager mere end et år at gøre et dyr immunt over for en slanges gift gennem vaccinationer.
Forestil dig, at giftstofferne kommer ind i kroppen og binder til alle mulige forskellige molekyler, og ikke bare til receptorer på nervecellerne.
Hvis giftstofferne binder til forskellige molekyler, vil de miste deres funktion, da de i så fald aldrig vil finde frem til nervecellerne. De vil i praksis blive holdt fast, inden de kunne nå at komme så langt.
Men her viser det nye forskningsresultat, at giftstofferne er ekstremt selektive i, hvad de binder til – eller hvad de lader binde til sig. Faktisk binder de kun til lige netop receptorerne på nervecellerne og intet andet.
»Hvis de bandt til andet, ville vi aldrig blive syge af giften. Derfor har giftstofferne udviklet sig til ikke at interagere med noget som helst andet end deres mål – nervecellerne. De er en slags 'stealth'-molekyler, som endda er i stand til at holde sig under immunforsvarets radar, indtil de når deres mål. Derfor er det også så svært at lave modgifte mod dem,« siger Mikael Engmark.
LÆS OGSÅ: Når immunforsvaret bliver kroppes værste fjende
Giftstoffer har en akilleshæl
Nervegiftstofferne har dog en akilleshæl, viser det nye forskningsresultat, og det er netop det område på giftstofferne, hvor de binder sig til nervecellerne.
Her kan de ikke undgå at være i stand til at binde sig til noget, da de ellers heller ikke ville kunne binde til nervecellerne, og det er ifølge Mikael Engmark her, at man skal fokusere i udviklingen af modgift.
»Når vi udvikler nye modgifte mod slangegift, er vi nødt til at vide, hvad naturen selv ville vælge at lave antistoffer imod. Her viser vi, at der kun findes et afgrænset sted på hvert af giftstofferne, hvor antistoffer kan binde til giftstofferne og holde dem fast, så de ikke senere hen kan binde sig til nervecellerne, siger han.
LÆS OGSÅ: Antistof fastholdt i 16 minutter
Én modgift til flere forskellige slangegifte
I sin forskning har Mikael Engmark studeret de modgifte, som i dag bliver lavet ved at sprøjte små mængder gift ind i heste.
Ved at lave forskellige avancerede analyser af de forskellige modgifte og finde ud af, hvordan de binder til slangegiftene, kunne han konkludere, at de alle sammen bandt til det samme sted – netop det område på giftstofferne, som også binder til nervecellerne.
Han kunne desuden se, at ingen af modgiftene bandt til andre områder på giftstofferne.
»Det her er en aha-oplevelse. Selv om de forskellige giftstoffer rent faktisk binder til forskellige receptorer i nervecellerne – nogle binder til forskellige molekylepumper, mens andre binder til andre receptorer eller enzymer på overfladen af nervecellerne – binder alle modgiftene til det aktive sted på giftstofferne,« fortæller Mikael Engmark.
»Det vidste vi ikke i forvejen, og det giver en indsigt i slangegifts evolution, hvor de gennem millioner af år har udviklet sig til at gemme sig, indtil de når frem til deres respektive mål,« fortsætter han.
Ifølge Mikael Engmark giver det nye forskningsresultat også en indsigt, som på den lange bane kan bruges til at lave bedre modgifte.
»Vi vil gerne derhen, hvor vi har én modgift, som virker på alle slanger i et givent område, eksempelvis Afrika syd for Sahara. Nu ved vi, hvad de eneste mulige mål er,« siger han.
LÆS OGSÅ: Hvilke urter bekæmper slangegift?
