Fortidens voldsomme hvalfangst truer grønlandshvalen tusinder af år ud i fremtiden

For en hvalfanger er grønlandshvalen (Balaena mysticetus) noget nær det perfekte bytte.

Den op til 100 tons tunge hval er en langsom svømmer, og når den dør, synker den ikke til bunds som de fleste andre hvaler. I stedet virker grønlandshvalens tykke spæklag som en redningsvest, der holder kæmpen flydende i overfladen.

Netop spæklaget var den primære årsag til fortidens intense fangst af grønlandshvaler. Fedtet blev kogt til olie, der var en yderst kostbar og efterspurgt handelsvare i store dele af verden, hvor det især blev brugt i lamper.

Af samme årsag blev grønlandshvalen over en periode på godt 400 år jaget så massivt, at der i 1920’erne næsten ikke var flere tilbage.

Ikke længe efter blev arten fredet, og i dag er bestanden i fremgang, men den drabelige fortid har sat sig dybe spor, der kan true hvalens fremtid. Det viser et nyt omfattende studie, der netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Cell.

»Vi beskriver, hvordan grønlandshvalen som art har mistet en stor del af sin genetiske diversitet, og hvordan den negative udvikling kun vil fortsætte,« siger Eline Lorenzen, professor i molekylær naturhistorie ved Globe Institute på Københavns Universitet og hovedforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk.

»Det betyder kort fortalt, at grønlandshvalen kan blive langt mere sårbar over for klimaforandringer, sygdomme og andre trusler fremover.«

Unikke tidsserier

Selvom de er store, er hvalknogler svære at finde. Skelettet af døde hvaler ender typisk på havets bund, hvor de fortæres af fisk og mikroorganismer.

I det nye studie har forskerne imidlertid haft adgang til en helt unik samling af forhistoriske knogler fra grønlandshvaler, der aldersmæssigt strækker sig over de seneste godt 11.000 år.

Knoglerne sladrer ikke bare om grønlandshvalens fortid, men kan også fortælle en hel del om giganternes nutid og fremtid.

De mange knogler er indsamlet af geologer i 1980’erne og 1990’erne og havnede hos Eline Lorenzen og de øvrige forfattere ved et tilfælde.

»Jeg kom på afbud med på en videnskabelig konference i 2017, hvor jeg totalt tilfældigt faldt i snak med en kollega, der nævnte den her tidsserie af hundredvis af knogler fra grønlandshvaler indsamlet i det højarktiske Canada,« siger Eline Lorenzen.

»Jeg tabte kæben og måtte straks have fat i dem!«

Kort efter fik hun nys om en lignende serie af knogler – også fra grønlandshvaler – indsamlet på Svalbard i det nordligste Norge.

»Pludselig stod vi med to uafhængige og sammenlignelige tidsserier over grønlandshvalens historie fra det østlige til det vestlige Atlanterhav. Altså, hvad er chancen? Det er jo helt vildt!« siger professoren. 

I det nye studie har forskerne undersøgt knoglerne efter alle kunstens regler.

De er hver især dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden, mens moderne isotopanalyser afslører, hvor de enkelte hvaler har levet, hvad de har spist, og hvordan økosystemet har set ud dengang. 

Endelig har forskerne kortlagt de enkelte hvalers genom ud fra fossilt DNA i knoglerne og sammenlignet resultaterne med arvemassen fra nulevende grønlandshvaler.

Samlet set fortæller studiet to overordnede historier:

• Grønlandshvalen har gennem tiden været en ekstremt robust art, der har overlevet dramatiske klimaændringer over de sidste mange tusinde år. 
• Nutidens grønlandshvaler har stærkt forringet genetisk diversitet sammenlignet med hvaler, der levede før kommerciel hvalfangst.

Farlig flaskehals

Og hvad betyder det så?

»Det betyder, at menneskets rovdrift på de her hvaler har haft enorme konsekvenser, som vil fortsætte tusinder af år frem,« siger Eline Lorenzen.

Inden menneskets massive påvirkning kunne grønlandshvalen ellers modstå det meste.

»Vores analyser viser, at hvalerne over de seneste 11.000 år har oplevet dramatiske klimaændringer med gennemsnitstemperaturer, der lå to-tre grader højere end i dag,« siger professoren.

»Det har de tilsyneladende klaret uden de store problemer, for vi ser ingen nævneværdig tilbagegang i antal, udbredelse eller genetisk diversitet.«

Den kom til gengæld med den kommercielle hvalfangst, der tog fart fra omkring år 1540.

Historiske optegnelser baseret på logbøger fra hvalfangerskibe vidner om svimlende tal.

Populationen omkring Svalbard – der officielt kendes som Østgrønland-Svalbard-Barentshavet – svandt fra cirka 52.000 individer til blot et par hundrede.

»Nedgangen passer som fod i hose med, hvad vi kan aflæse i de genetiske data. Det er jo helt vanvittigt,« siger Eline Lorenzen.

Længere mod vest gik population Canada-Vestgrønland tilbage fra cirka 18.500 til 6.000 individer.

Udviklingen har skabt en genetisk flaskehals, der kan få stor negativ betydning for grønlandshvalen.

»Når antallet af individer i en population falder så drastisk, skrumper den genetiske diversitet også markant på få generationer,« siger Eline Lorenzen.

»Men den proces tager mange, mange generationer og er ikke kommet fuldt til udtryk endnu, fordi det kun er fire-fem generationer siden, at hvalfangsten ophørte.«

Genetisk diversitet er den samlede pulje af gener og anden dna i arvemassen, som en art har at trække på, når den løbende skal forsøge at tilpasse sig ændrede miljøforhold, sygdomme eller klimaændringer.

I grønlandshvalens tilfælde er den pulje altså blevet meget mindre.

»Du kan sammenligne det med en schweizerkniv: Jo større den genetiske variation er, jo flere værktøjer er der i schweizerkniven,« siger Eline Lorenzen.

»Grønlandshvalen har i dag langt færre værktøjer i sin schweizerkniv end tidligere.«

Du kan læse mere om flaskehalse og genetisk diversitet i denne artikel:

Flaskehalse – når genetisk variation går tabt.

»State of the art«

»Det er et utrolig interessant studie,« siger Michael Møller Hansen, professor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet. Her forsker han i genetisk variation og dets betydning for bestandes og arters tilpasning og overlevelse. Han er ikke involveret i det nye studie, men har læst det for Videnskab.dk.

»Forsknings- og metodemæssigt er det state of the art (det højeste niveau, red.),« siger professoren.

»De kombinerer de bedste og mest moderne metoder og viser meget overbevisende, at grønlandshvalen ikke har været sårbar over for klimaændringer og andre miljøfaktorer de seneste 11.000 år. Det eneste, der for alvor har betydet noget, er hvalfangst.«

Her bliver konsekvenserne til gengæld langvarige.

»Grønlandshvalen vil tabe mere og mere genetisk variation over de kommende generationer, simpelthen fordi der er langt færre hvaler end tidligere. For hver generation vil der variation tabt indtil det stabiliserer sig på et lavere niveau,« siger Michael Møller Hansen.

Fremskrivningerne i det nye studie løber frem til år 3500. Her er den genetiske tilbagegang langt fra ophørt endnu.

»Det tager titusindvis af år at genopbygge genetisk variation,« siger Eline Lorenzen og peger på en stor mulig udfordring for grønlandshvalen.

»Historisk har arten omstillet sig til stigende temperaturer, men det kan blive sværere i de kommende årtier,« siger hun.

Størstedelen af de hvaler, der blev nedlagt af hvalfangere, kom nemlig fra de mere sydlige dele af hvalernes leveområder.

»Det er formentlig de mere sydligt gående hvaler i en given population, der har omstillet sig til højere temperaturer, mens dem længst mod nord ikke har haft samme behov,« siger Eline Lorenzen.

»I dag er arvematerialet fra de mere sydlige hvaler i høj grad gået tabt, og det kan svække artens muligheder for at omstille sig.«