Hvis vi beslutter os for det, kan vi have mammutlignende elefanter i Danmark inden for de næste ti år. Men bør vi? Tre professorer mødtes i Videnskabernes Selskab for at diskutere netop det spørgsmål.
Hvis vi beslutter os for det, kan vi have mammutlignende elefanter i Danmark inden for de næste ti år. Men bør vi? Tre professorer mødtes i Videnskabernes Selskab for at diskutere netop det spørgsmål.
En langhåret mammut trækker blade ned fra træerne i en dansk egeskov. Urokser græsser og dumper deres gødning på den jyske hede. Og nær Langelands kyster leder et uldhåret næsehorn efter et vandhul til at slukke sin tørst.
Det lyder som science fiction - men i takt med, at genredigering bliver bedre, og ‘rewilding’ vinder frem, er ideen om at genoplive uddøde dyr ikke bare blevet tænkelig, men også teknisk mulig.
Tanken blev kun mere aktuel, da et amerikansk firma tidligere i år kunne præsentere, hvad de kaldte en ‘genoplivet kæmpeulv’.
Selvom flere forskere har sat store spørgsmålstegn ved, om der reelt er tale om en ægte kæmpeulv - eller snarere bare en stor, pelsrig ulv - satte nyheden gang i diskussioner verden over.
Også i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i København, hvor tre danske forskere for nylig mødtes for at diskutere fremtidens natur i Danmark samt spørgsmålet:
Skal vi genoplive mammutten eller andre af fortidens store, uddøde pattedyr og lade dem vende tilbage til den danske natur?
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, i daglig tale Videnskabernes Selskab, er et selskab, der har til formål at styrke videnskabens stilling i Danmark, herunder at fremme grundvidenskabelig forskning og tværvidenskabelig forståelse gennem forskellige aktiviteter.
Eksempelvis virker Videnskabernes Selskab ved interne og offentlige møder og foredrag, udgivelse af videnskabelige og forskningsformidlende publikationer, forskningsrådgivning, udskrivelse af prisopgaver og uddeling af priser samt internationalt samarbejde.
Selskabet blev etableret i 1742 og har i dag omkring 500 medlemmer, hvoraf knap tre fjerdedele er ordinære medlemmer (med tilknytning til Danmark eller dansk forskning) og de øvrige er korresponderende medlemmer (bosat i udlandet).
Medlemmerne er organiseret i to klasser: den Naturvidenskabelige Klasse og den Humanistiske Klasse.
Kilde: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Lex - Danmarks Nationalleksikon
For Jens-Christian Svenning, professor i makroøkologi og biogeografi på Aarhus Universitet, var svaret entydigt ‘ja’ - af helt praktiske årsager:
Danmarks natur lider under fraværet af store pattedyr - og genindførelsen af dem kunne gøre vidundere for biodiversiteten, lød det fra professoren:
»Det er et bredt anerkendt problem, at der er mangel på store dyr i de europæiske økosystemer,« fortalte han til den udsolgte sal.
»De store dyr er nemlig vigtige: De græsser, flytter rundt på næringsstoffer og frø, og deres levende og døde kroppe bruges af andre arter. De skaber variation, både i vegetationen og i jordbunden, og det er helt centralt for artsrigdommen.«
Tom Gilbert, professor i paleogenomik på Københavns Universitet, talte også for, at et stort pattedyr som en mammut kunne spille en positiv rolle - men med et andet fokus: formidling og interesse.
»Hvis der er dyr som en mammut i Danmark, så ville flere måske interessere sig for naturen, og så kan det være, at flere ville tænke sig om, inden de smed deres McDonald’s-skrald ud af vinduet, og måske tænke mere på planeten generelt,« tilføjede han.
Den pointe købte Eline Lorenzen, professor i molekylær naturhistorie på Københavns Universitet, dog ikke.
Hun var med på, at genindførelsen af store pattedyr kunne have et funktionelt formål for økosystemet.
»Men i forhold til underholdningsværdi er jeg ikke enig,« svarede naturhistorikeren.
»Vi har faktisk allerede i Danmark en fantastisk natur, som - hvis man bare kommer ud og oplever den - begejstrer og engagerer. Vi kan godt skabe interesse for naturen uden at hente store dyr udefra.«
Eline Lorenzen fortalte videre, at hun var skeptisk overfor idéen om at hente mammutter tilbage fra de døde til Danmark.
Og her er det måske et godt tidspunkt at slå fast, at det næppe ville være en ‘ægte’ mammut, vi ville få tilbage.
Forskerne understregede, at en af teknologierne bag genoplivning - de såkaldte præcisionsbaserede genredigeringsteknikker såsom CRISPR - endnu kun kan ændre ganske få gener ad gangen.
I praksis betyder det, at man for eksempel kan tage en asiatisk elefant og gøre den mere kuldetolerant og behåret - men altså ikke genskabe mammutten, præcis som den var.
»Spørgsmålet er jo, hvad en mammut egentlig er,« sagde Tom Gilbert.
»Hvis det er en elefant med lidt længere hår, så kan det godt lade sig gøre inden for de næste ti år.«
Men uanset hvad man teknisk set kan - eller hvad man i fremtiden måske vil kunne - mente Eline Lorenzen, at ideen om en mammut i Danmark i sig selv er problematisk.
De passer nemlig ikke ind i den danske natur, som den har udviklet sig, siden mammutterne levede her i den seneste istid, der sluttede for omkring 12.000 år siden, fortalte hun.
»Jeg er meget optaget af biogeografi,« sagde professoren og uddybede:
»De arter, der lever et bestemt sted, er formet af millioner af års udvikling netop dér. Hvis man tager dyr, som hører hjemme et helt andet sted - som en mammut - og sætter dem ud i Danmark, så passer de bare ikke ind med resten af økosystemet. Det har jeg det svært ved,« sagde hun.
Men Jens-Christian Svenning var uenig. Han bemærkede, at store dyr som elefanter og mammutter har været en naturlig del af Europas fauna i millioner af år - og at det derfor ikke er unaturligt at få dem tilbage.
»Vi har haft elefanter i Europa i 18 millioner år, og de har kun været væk i de seneste 0,01 millioner år,« fortalte han og pointerede, at store pattedyr generelt er ret tilpasningsdygtige.
»Der har endda været mange forskellige slags elefanter i Europa: Den uldhårede mammut kom for to millioner år siden og overtog pladsen fra nogle andre elefanter, der kom herop fra Afrika. Og for 800.000 år siden kom skovelefanten fra Asien. Det har hele tiden ændret sig, men store elefanter har været her gennem meget lang tid,« sagde han.
Under debatten blev forskerne udfordret af spørgsmål fra salen: Hvad nu hvis de dyr, vi genudsætter, ender med at gøre mere skade end gavn?
Men ifølge Jens-Christian Svenning er store dyr som mammutter og urokser faktisk blandt de mindst risikable at arbejde med.
»Store dyr er rimelig sikre. Hvis man ikke gider have dem, kan man udrydde dem igen. Det er ikke sådan, at en mammutbestand går ud af kontrol,« sagde han med et glimt i øjet.
Et andet spørgsmål gik på, om det hele ikke bare er en form for Jurassic Park - og om vi i stedet burde fokusere på at sikre plads til den natur, vi allerede har.
Her pegede Jens-Christian Svenning på den grønne trepartsaftale, hvor der blandt andet er sat et mål om, at 20 procent af Danmarks samlede areal skal være beskyttet natur inden år 2030 – og advarede mod at glemme de store dyr i den proces.
»Hvis man etablerer områderne uden store dyr, kommer det til at virke rigtig skuffende. Så får vi bare en masse 'metervare-natur' - ensartede områder uden den dynamik, der skal til for at skabe artsrigdom.«
I juni 2024 indgik regeringen, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer og en række andre organisationer en aftale, som hedder Aftale om et Grønt Danmark, men som regel kaldes for den grønne trepartsaftale.
Aftalen blev i november fulgt op af en politisk aftale indgået mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance, som skal implementere aftalen. Det betyder, at der er et bredt politisk flertal bag trepartsaftalen.
Den grønne trepartsaftale sætter en ny retning for, hvordan vi bruger arealet i Danmark, og det er en af de største grønne aftaler i nyere danmarkshistorie.
Den grønne trepartsaftale betyder blandt andet, at vi får en afgift på landbrugets drivhusgasudledning, en plan for at reducere kvælstof fra marker til åer og fjorde, og en arealfond på 43 mia. kroner.
Samtidig indeholder aftalen et mål om at landbrugsarealet skal reduceres med mindst 400.000 hektar, hvoraf meget af det bliver til natur. Det svarer til et areal på størrelse med Fyn og Bornholm.
Aftalen vil føre til en grundlæggende forandring af det danske landskab. Omkring hver sjette mark vil blive omdannet til skov, lysåben natur eller vådområder til gavn for dyrelivet, vandmiljøet og klimaet.
Det vil samtidig betyde en reduktion i antallet af landbrugets husdyr, der dermed vil udlede færre drivhusgasser.
Samtidig slog han fast, at det måske ikke er pladsen i landskabet, der er den største barriere - men noget andet.
»Vi har pladsen. Spørgsmålet er, om vi har plads herinde,« sagde han og pegede mod sin tinding.
»Det virkelige spørgsmål er, om vi har lyst.«
Og så mindede han om, at det ikke nødvendigvis er mere besværligt at leve med store dyr i Europa end i andre dele af verden:
»Vi skal også passe på med at være dobbeltmoralske,« sagde Jens-Christian Svenning.
»Det er jo svært at leve med elefanter i Afrika og Indien, men det er jo det, vi forventer, at folk dér skal. Europa er faktisk ikke mere tætbefolket end Østafrika - måske tværtimod. Så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det samme her?«
Debatten rundede af med et centralt spørgsmål: Har vi overhovedet råd til at bruge tid og penge på at genoplive uddøde arter, mens arter, vi stadig har, forsvinder omkring os?
»De her (forskere fra virksomheden Colossal Sciences, red.), der har lavet det med den såkaldte kæmpeulv, har brugt 400 millioner kroner på at udvikle deres teknologi,« bemærkede Tom Gilbert.
»Kunne man ikke have brugt dem på at beskytte det, vi allerede har?«
Her var der enighed blandt alle tre forskere:
Uanset hvad fremtiden bringer, må vi ikke glemme at passe på den natur, vi har i dag.
