Dyrenes evne til navigere over meget store afstande har længe været indhyllet i mystik.
Lige fra brevduernes evne til at finde vej, til pukkelhvalens færden frem og tilbage mellem iskolde og varme tropiske fourageringsområder i havet; en lang række skabninger er i stand til at navigere på en præcis og effektiv måde.
Videnskaben har været længe om helt at identificere og forstå de processer og signaler, der er involveret i dyrenes spektakulære navigationsevne.
Men nu tyder forskningen på, at en lang række arter – lige fra biller til hunde – har en fantastisk evne til at rejse over meget store afstande uden brug af GPS, som vi mennesker måske er blevet alt for afhængige af.
Historier går ofte verden rundt
I april gik historien om Pero, den eventyrlystne 4 årige hyrdehund, verden rundt (se videoen lidt længere nede i artiklen). Det lykkedes Pero at finde vej hele vejen fra Cockermouth i Cumbria til sit tidligere hjem i nærheden af Aberystwyth ved kysten i det nordlige Wales.
Denne historie fra det virkelige liv er som taget ud af en Lassie-film. På en eller anden måde lykkedes det Pero at navigere de knap 390 kilometer hjem på to uger.
Og da han nåede frem, bekræftede Peros mikrochip, at han havde fundet den helt rigtige adresse.
Lignende historier tiltrækker ofte mediernes interesse, og som læsere bliver vi forundrede over, hvordan et dyr kan rejse så langt.
Uden at ødelægge det hele ved at spekulere i hvorvidt, hunden simpelthen blev sat af på gården af én, der kendte ham, beviser denne slags historier tilsyneladende dyrenes bemærkelsesværdige instinkter.
I videoen får du hele historien om hyrdehunden Pero, der tilsyneladende navigerede knap 390 kilometer hjem på to uger, helt uden hjælp fra GPS eller mennesker. (Video: Go123)
Særlig tilknytning eller bagvedliggende biologi?
Den dybe forbindelse mellem mennesker og deres hunde synes også at drive ønsket om, at der er noget magisk over denne evne.
Skyldes navigationevnen en særlig tilknytning mellem ejer og hund, eller gemmer der sig en videnskabelig forklaring i den bagvedliggende biologi?
Mange vidt forskellige dyr bruger en række forskellige sensoriske metoder til at bevæge sig over store afstande.
Myrer bruger lugtsignaler og duftmolekyler
Ørkenmyrerne – cataglyphis fortis – bruger olfaktoriske signaler og duftmolekyler sat i bevægelse af vinden som pejlemærker, når de bevæger sig rundt i landskabet på vej mod føde og sikkerhed i deres reder.
Honningbier lader til at genkende ruten til forskellige fodringsteder, når de bliver eksponeret for dufte fra det givne sted.
Andre arter, som havskildpadder, visse amfibie-arter, langustere og fugle, er i stand til at benytte magnetisk information om deres position, når de tager på træk, eller skal orientere sig mod en særlig lokation.
Fugle navigerer efter solen og stjernerne
Evnen til at bruge geomagnetisk information er af stor betydning. Den bliver ikke påvirket af vejr- eller vindforhold, lys eller mørke, årstiderne, eller hvor på kloden dyret befinder sig, på samme måde som andre signaler.
Udover det magnestiske kompas lader det også til, at fuglene navigerer efter solen og stjernerne. Rundorme, Nematoda, en række af orme med både fritlevende og parasitiske arter, kan bevæge sig mod en ny ‘vært’ ved hjælp af seismiske vibrationer.
Andre arter benytter vibrationer under jagten efter bytte.
Flagermus, fugle og havpattedyr kan identificere deres lokation, og bevæger sig ved hjælp af lyd eller ultralyd til at kortlægge de fysiske forhold under vand, for eksempel havbundens beskaffenhed på samme måde, som en undervandsbåd bruger sonar, mens visuelle landmærker har stor betydning for os mennesker og lignende arter.
Muligt, at hunde bruger en blanding af interne systemer og eksterne signaler
Så hvordan fandt Pero egentlig hele vejen hjem?
Det er muligt, at mange dyr, heriblandt hunde, navigerer ved hjælp af en blanding af mange af de interne systemer og eksterne signaler, der er nævnt ovenfor.
Hunde er også meget belønningsdrevne – så det er forventeligt, at positive associationer med bestemte steder eller mennesker resulterer i ønsket om at vende tilbage.
Hundenes intense olfaktoriske evne hjælper dem sandsynligvis også med at finde ud af, hvor de befinder sig. Mine egne hunde synes at kunne ‘dufte’ stranden flere kilometer, før vi rent faktisk kan se den.
Hunde og visse primater har et særligt molekyle
Ny evidens har afsløret, at hunde og visse primater besidder et molekyle associeret med magnetisk signalmodtagelse – evnen til at fornemme et magnetfelt – som måske tildels kan forklare hvordan Pero fandt vej hjem igen.
Cryptochrome 1 (CRY 1) er et molekyle, der kan fornemme og registrere lys, og som regulerer døgnrytmen i arter så forskellige som planter og fisk.
Det ser ud til, at dette molekyle også er til stede i øjets tapceller blandt andre arter som hunde, ræve, ulve, bjørne og grævlinger. Det er også blevet identificeret i nogle primater herunder Borneos orangutanger. (Tapcellerne er sanseceller i øjets nethinde. Tappene er i stand til at genkende farve. Der findes tre typer tappe, der hver er i stand til at genkende en farve: blå, rød og grøn. Tappene er ikke så lysfølsomme som stavcellerne. Derfor er det svært at se farver hvis der ikke er ret meget lys, red.)
Vi ved ikke, hvorfor dyrene har Cryptochrome 1-molekylet, og forskerne vedkender, at det måske slet ikke har noget med magnetisk signalmodtagelse at gøre.
CRY1-molekyle er placeret i fotoreceotorerne
Men Cryptochrome 1 – molekylet har sammen beliggenhed i fotoreceptorerne (de nethindesensorer der sanser lys, red.) i forskellige pattedyrs øjne, som det tilsvarende molekyle har i fuglenes øjne.
Måske antyder det, at fugle og visse pattedyr er udstyret med evnen til at reagere på magnetfeltets signaler.
Reaktion på magnetfeltets signaler er blevet dokumenteret blandt andre pattedyrs arter, og det er endda blevet foreslået, at hunde har afføring som respons på Jordens magnetfelt.
Det er interessant, at forskerne endnu ikke har identificeret dette molekyle i arter som flagermus, som vi allerede ved, er i stand til at navigere ved hjælp af Jordens magnetfelt.
Måske har nogle arter udviklet andre måder at udnytte Jordens magnetfelt til at identificere, hvor de befinder sig, eller måske er en række interagerende biologiske processer på spil.
Undtagelserne, der bekræfter reglen
Det er vigtigt at huske på, at Pero og andre dyr, som har fundet hjem over utrolige distancer, nok er undtagelserne, der bekræfter reglen. For hver fantastisk historie om et kæledyr, der har fundet hjem igen, er der sikkert et utal om andre, der simpelthen er faret vild.
For disse dyr er det stærke bånd til den menneskelige ‘ejer’ ikke nok til at muliggøre en hjemkomst over så store afstande.
Så selv om det lader til, at der er fundamentale biologiske faktorer, der gør, at selv domesticerede dyr kan navigere over store afstande, er det stadig meget svært at fastslå videnskaben bag Peros ekstraordinære navigationsevne.
Jacqueline Boyd hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
