De første ord er en stor bedrift i næsten alle menneskers liv.
Men hvad så med dengang hele menneskeheden var 'spæd'? Hvornår sagde vi vores første ord?
En ny forskningsgennemgang forsøger nu at komme nærmere et videnskabeligt svar på det spørgsmål, skriver The Independent.
Estimatet lyder på, at mennesker har haft anlægget for sprog i – mindst – 135.000 år. Det fortæller forskere fra blandt andet Massachusetts Institute of Technology i USA i et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Frontiers in Psychology.
Det er længe siden, at ekkoet fra vores forfædres stemmer klingede ud. Så hvordan anslår man i dag, hvornår lyde blev til sprog?
I det nye studie har et internationalt forskerhold gennemgået mere end 12 genetiske studier fra de sidste 18 år. De finder beviser på en genetisk opsplitning blandt vores forfædre for 135.000 år siden.
En genetisk opsplitning opstår, når nogle dele af en population ikke længere får børn med andre dele af populationen.
Dermed kan evolutionen dreje de to gruppers udvikling i forskellige retninger hen over årtusinderne – uanset om det så sker i større eller mindre grad.
I dette tilfælde opstod opsplitningen, fordi nogle mennesker bevægede sig østpå efter udvandringen fra Afrika, imens andre drog mod vest.
Men sprog begyndte at blomstre op i alle menneskegrupper efter opsplitningen, påpeger forskerne.
Derfor må den genetisk betingede evne til at bruge sprog være opstået, inden den genetiske opsplitning fandt sted, argumenterer forskerne.
»Hvis sprogevner havde udviklet sig senere, ville vi forvente at finde nogle moderne menneskepopulationer uden sprog eller med fundamentalt anderledes måder at kommunikere. Ingen af delene er tilfældet,« skriver forskerne i deres studie.



































