Neandertalernes stemmer lød ikke som vores

Hvad talte vores forfædre om over bålet? Det ved vi af gode grunde ikke, men til gengæld ved vi med sikkerhed, at de ikke lød ligesom os.

Forskningen viser nemlig, at vores anatomi og hjerne er fuldstændig afgørende for, hvilke lyde vi kan fremstamme, og hvordan den menneskelige evolution har udviklet vores stemmer til talens brug.

Tan kunne ikke tale

Monsieur Louis Leborgne blev indlagt på et hospital i Paris 12. marts 1861. Han var 51 år gammel og havde gradvist, siden sin 30-årsfødselsdag, mistet evnen til at tale.

Selvom han tydeligvis stadig forstod det meste af, hvad sygeplejerskerne og lægerne sagde til ham, kunne han ved sin indlæggelse kun sige ’Tan’, hvilket plejepersonalet så også kaldte ham.

En måned efter Tans ankomst til hospitalet fattede den unge neurolog Pierre Broca interesse for den usædvanlige patient. Fem dage senere måtte Broca dog indstille behandlingen, da Tan fik koldbrand og døde.

Broca udførte straks en obduktion af Tans hjerne og håbede at finde frem til årsagen til den mystiske lidelse.

Obduktionen viste, at syfilisbakterier havde forvoldt en skade på størrelse med et dueæg i venstre hjernehalvdel. Allerede dagen efter kunne Broca fremføre for Det Franske Antropologiske Selskab, at han primært i Tans tredje hjernehvælving havde lokaliseret et center af formentlig stor betydning for evnen til at kunne artikulere ord.

I dag kalder neurologer dette område på størrelse med en tyvekrone i diameter for ’Brocas område’ og Tans lidelse for ekspressiv afasi: Patienten kan forstå tale, men har en nedsat evne til selv at tale. Specifikt synes Brocas område at gøre os i stand til at kunne tale med en vis rytme og grammatisk korrekt.

Hvorfor har aber ingen stemme?

Et par år efter Brocas fund studerede den unge tyske psykiater Carl Wernicke en hjerneskadet patient med det modsatte problem: Han kunne tale flydende, men ikke forstå, hvad han selv sagde.

Efter patientens død i 1873 kunne Wernicke påvise, at et område i hjernens temporallap, som neurologer i dag kalder ’Wernickes område’, har betydning for, at vi kan forstå, hvad vi selv og andre mennesker siger.

Broca og Wernicke var pionerer inden for hjerneforskning og den afledte sprogforskning. For uden sprog kan vi jo ikke have en stemme.

Men hvorfor har vores nærmeste nulevende slægtninge, aberne, ikke nogen stemme? Er det, fordi de mangler de neurologiske forudsætninger i hjernen, eller mangler de organerne nede i halsen?

Rockys grynt

Antropologer fra Durham Universitet i USA har studeret orangutangen Rocky i Indianopolis Zoo og konkluderet, at han kan lære nogle få nye lyde.

På YouTube lyder han lidt ligesom Chewbacca fra Star Wars-filmene, som med ikoniske Wookie-lyde kommunikerer med Han Solo i skikkelse af Harrison Ford.

Men Rockys og alle de andre menneskeabers strubehoveder ligger højere end vores. Det gør det sværere for dem at skubbe strubehovedet nedad i svælget og dermed skabe varierede lyde, også selv om de skulle have hjernen til det.

Den engelske naturforsker Charles Darwin mente i 1800-tallet ikke, at aberne havde de fornødne mekanismer i hjernen til at producere nogen form for tale. Hans hypotese er siden blevet sandsynliggjort af flere videnskabelige forsøg.

Blandt andet har et internationalt forskerhold bestående af både biologer og hjerneforskere opdaget, at de japanske makak-aber synes at besidde de anatomisk rigtige stemme- og åndeorganer til at sige ord.

Men de gør det bare ikke. For de mangler ligesom alle andre nulevende aber, undtagen mennesket, de neurologiske forudsætninger i hjernen, herunder Brocas og Wernickes områder, som har udviklet sig i løbet af den menneskelige evolution.

Stemmens vugge findes måske 700.000 år tilbage

Antropologer ved, med i hvert fald med nogen sikkerhed, at homo heidelbergensis, den fælles stamfar for både vi nulevende homo sapiens og de uddøde neandertalere, kan have hævet stemmen så tidligt som for 700.000 år siden.

Homo heidelbergensis var lidt mindre, end vi er i dag, og deres hjerner var 10 procent mindre end vores. De havde lave pander, aflange hoveder og store øjenbryn lidt ligesom chimpanser.

Arkæologerne mener på baggrund af en række fund, at de boede i grupper, jagede dyr med spyd, stegte byttet over ild og begravede deres døde.

Om de har snakket eller gryntet sammen hen over bålstedet, ved vi naturligvis ikke, men artens kranier peger i retning af, at vores stamslægtning både har haft et udviklet øre til at adskille lyde fra hinanden og et skelet omkring åndedræt og struben, som i princippet kan have understøttet tale.

Højrehåndede homo habilis kan have haft sprogcenter

De samme kranier viser også slid, især i venstre side af tandsættet, hvilket tyder på, at de brugte højre hånd til at føre maden ind i munden. Altså synes menneskets tidlige slægtninge at have en såkaldt højre-lateralisering af hjernen.

Begrebet betegner en opdeling af neuropsykologiske funktioner, hvor én hjernehalvdel dominerer den anden. Eksempelvis befinder sprogcenteret hos højrehåndede mennesker sig i venstre hjernehalvdel, mens venstrehåndedes ofte er i højre.

Arkæologer har fundet næsten 2.000.000 år gamle fossiler af menneskearterne homo habilis og den lidt yngre homo erectus, som tyder på, at begge arter var højrehåndede.

Det kunne tyde på, at sprogcenteret i hjernen var lateraliseret til venstre side, hvis de havde sprog.

Og Brocas område er netop forstørret i den venstre side af hjernen hos højrehåndede homo sapiens, mens det er forstørret i højre side hos venstrehåndede.

Tungebenet er en afgørende forskel

Spanske arkæologer har også undersøgt 530.000 år gamle knogler, som formentlig er af homo heidelbergensis, måske i en overgangsform på vej til at blive neandertalere.

Arkæologerne kom frem til, at denne udgave af homo heidelbergensis har så mange anatomiske ligheder med moderne mennesker, at de har været i stand til at høre lyde i samme frekvensområde som os.

Specielt synes denne menneskeart at have forudsætningerne for at høre området omkring 4 kilohertz, hvilket chimpanser, menneskets nærmeste nulevende slægtning, for eksempel ikke kan.

Chimpanserne mangler også hyoid-knoglen, også kaldet tungebenet. Hos os mennesker understøtter tungebenet roden af tungen og er den eneste knogle i vores skelet, der ikke hænger sammen med andre knogler.

Mange pattedyr har en lignende knogle, men det lader til, at det kun er hos homo heidelbergensis, homo sapiens og neandertalere, at tungebenet kan arbejde sammen med strubehovedet og tungen om at producere tale.

Men uanset hvornår og hos hvilken menneskeart det først blev udviklet, så er tungebenet endnu en afgørende forudsætning for vores stemme.

Neandertalerne havde stemmer

Scanninger af kraniet af en 60.000 år gammel neandertaler viser også, at arten formentlig har haft veludviklede sprogcentre i hjernen, herunder Brocas og Wernickes områder, selvom det selvfølgelig er behæftet med stor usikkerhed at fortolke sådanne fund.

De peger dog alle sammen i retning af, at neandertalerne har haft hjerner, der har været i stand til at kommunikere på et rigt sprog – altså har de sandsynligvis også haft stemmer. Det betyder dog næppe, at de har lydt ligesom os.

Arkæologer har for eksempel udgravet en neandertalers strubehoved, der må have ligget højt i halsen, og som også er formet lidt anderledes end hos os homo sapiens.

Formen tyder på, at lyden fra struben var høj, ikke mindst på grund af deres enorme brystkasse og muskulatur, men de kunne sikkert ikke hviske at dømme efter formen på struben, der formentlig heller ikke har kunnet forme lige så mange lyde og dermed ord.

Vi ved altså i dag en del om gener og stemmeorganer, som gør det muligt at have en stemme. Men vi ved stadig ikke, hvorfor nogle af os bliver født med en smuk stemme, og andre må slås med en bævende stemme eller pludselige overgange fra et dybt toneleje til et højt og skingert niveau.