Ny forskning: Fanø, Rømø og Langli var næsten forsvundet i 1.500 år

Når bronze- og jernalderens vestjyder spejdede ud over Vadehavet, blev de langt fra mødt af det samme syn, som vi gør i dag.

De populære sandstrande og klitlandskaber på Fanø, Rømø og Langli var ikke til at få øje på. Øerne var nemlig stort set forsvundet i 1.500 år, afslører ny forskning.

»Vores forskning viser, at hele Vadehavet var under en voldsom erosion i en periode for omkring 3.500-2.000 år siden. Det betød, at Fanø, Rømø og Langli nærmest forsvandt,« fortæller Mikkel Fruergaard, som er adjunkt ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Han har stået i spidsen for det nye studie, som viser, at de tre øer først dukkede op over havets overflade igen for cirka 2.000 år siden - i tiden omkring Jesu fødsel ifølge den kristne kalender.

.

Opgør med øernes historie

Hidtil har geologisk forskning ellers peget på, at Vadehavsøerne har eksisteret i omkring 8.000 år. Men det nye studie gør op med den gængse fortælling om Fanø, Rømø og Langli.

»Det er helt ny viden, at øerne eroderede og næsten forsvandt i en periode. Men forskningen ser meget overbevisende ud,« siger Ole Bennike, som er forsker og geolog ved GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Man har ingen sikker dokumentation for beboelse på hverken Fanø, Rømø eller Langli før engang i middelalderen. Et af de første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231 – altså cirka 1.200 år efter, at Fanø var ’genopstået’ fra havet.

Fanø, Rømø og Langlis ’genopståen’ er imidlertid ikke kun vigtig, for alle de mennesker som bor og har boet på øerne gennem tiden. Øerne er af afgørende betydning for eksistensen af hele Vadehavsområdet – et fredet naturområde med et unikt dyre- og planteliv, der i dag er klassificeret som verdensarv af FN (UNESCO).

»Øerne ligger som en barriere, der beskytter hele Vadehavet. Uden øerne ville man ikke have de specielle forhold, hvor tidevandet hele tiden påvirker landskabet og naturen. Så Vadehavets eksistens er fuldstændig afhængig af, at øerne er tilstede,« forklarer Mikkel Fruergaard.

Indblik i fremtiden

Han mener, at vi kan udnytte historien om de tre øers forsvindingsnummer til at bliver klogere på, hvordan fremtidens landskab vil arte sig omkring de danske kyster.

»Det interessante er, at Vadehavsøerne ikke forsvandt på grund af havspejlsstigninger. De forsvandt, fordi tilførslen af sand til øerne pludselig stoppede eller i hvert fald blev voldsomt reduceret,« siger Mikkel Fruergaard.

Han forklarer, at sand og andre sedimenter konstant flytter sig rundt i kystlandskaber på naturlig vis. Det sker, fordi det bliver ført rundt med havstrømme, storme og bølger.

Og det nye studie sætter netop »en tyk streg under,« at denne naturlige flytning af sedimenter kan have stor betydning for, om landområder nær kysten vil forblive eller forsvinde i fremtiden, påpeger Mikkel Fruergaard.

»Vi viser med al tydelighed, at tilførslen af sedimenter spiller en stor rolle for udformningen af kystlandskaber. Det er en vigtig pointe, som desværre ofte bliver overset, når man taler om, hvordan fremtidens havspejlsstigninger vil påvirke os i Danmark,« siger Mikkel Fruergaard.

Ole Bennike, som ikke har været involveret i det nye studie, er enig:

»Tilførslen af sedimenter spiller måske ikke den store en rolle i de indre danske farvande. Men langs kysten af Nordsøen og Vesterhavet er det rigtig vigtigt, fordi der er en høj bølgeenergi, som kan flytte sedimenterne rundt. Men det er et ret overset aspekt i hele diskussionen om, hvad der vil ske med kystområder i fremtiden,« siger han.

.

_{Klik på billedet for at få forklaret, hvordan det gik til, at Fanø, Rømø og Langli nærmest forsvandt. (Infografik: Videnskab.dk / Brix)}

Sandkorn afslører øernes historie

Men hvordan i alverden kan forskerne egentlig vide, at de tre Vadehavsøer blev eroderet og næsten forsvandt for flere tusinde år siden?

Først og fremmest har afsløringen krævet hårdt fysisk arbejde. Mikkel Fruergaard og hans kolleger har boret og gravet dybt ned i jordlag og sand på Vadehavsøerne og det nærliggende område.

Her har de fået adgang til sandkorn, som gemmer på fortællinger om fortidens Danmark – de har boret sig ned gennem lag af jord og sand, som er blevet aflejret de seneste 10.000 år.

Som vi tidligere har beskrevet på Videnskab.dk, vidner sandkorn fra de mange boreprøver eksempelvis om danmarkshistoriens værste storm i 1634 og om en tsunami, som ramte Vadehavet for 8.200 år siden.

Datering af sandkorn

Det smarte ved sandkornene er nemlig, at forskere kan datere dem. Ikke med kulstof 14-metoden, som du måske har hørt om, og som kan bruges til at afsløre, hvor gamle træstumper, knogler og andet organisk materiale er.

Kulstof 14-metoden kan ikke bruges til at datere lag af sand, men forskerne har i stedet brugt en anden daterings-metode; såkaldt optisk stimuleret luminescens.

»Metoden bygger på, at vi kan undersøge, hvor lang tid der er gået, siden et sandkorn blev udsat for sollys. Vi kan ikke se, hvor gammelt selve sandkornet er, men vi kan fortælle, hvor længe det har ligget begravet og været væk fra sollyset,« forklarer Mikkel Fruergaard.

Et sandkorn bliver typisk udsat for sollys, når det ligger øverst på en strand eller transporteres rundt af vind, strøm og bølger. Men så snart det bliver begravet af andre sandkorn, jord eller lignende, vil det begynde at optage energi fra den naturlige radioaktive stråling i jorden.

»Sandkornet lagrer energi ligesom et slags genopladeligt batteri. Og det bliver ved med at optage energien, indtil det igen bliver udsat for sollys. Så bliver batteriet nulstillet,« siger Mikkel Fruergaard.

Sand afslører forsvinden

På den måde kan forskerne altså udnytte et sandkorns energiindhold til at afsløre, hvor længe sandkornet har ligget begravet.

»Det er rygraden i vores studier, at vi har en lang række prøver fra Vadehavsområdet, og samtidig kender vi alderen på aflejringerne. Så vi har en super høj kronologi for alle vores aflejringer, og det gør os i stand til at opdage nye ting om området,« fortæller Mikkel Fruergaard.

I det nye studie kunne forskerne netop se, at der i perioden for 3.500-2.000 år siden pludselig er et fravær af aflejringer af sand på Fanø, Rømø og Langli. Og dermed konkluderer forskerne, at øerne næsten må have været dækket af havet.

»Det er fraværet af aflejringer, som gør, at vi kan sige, at øerne forsvinder. I stedet kan vi se, at der kommer en masse aflejringer ved Blåvandshuk,« fortæller Mikkel Fruergaard.

Blåvandshuk stjal fra øerne

Blåvandshuk er den ’krogede næse’ på Jyllands vestkyst, nord for Vadehavet. I studiet foreslår forskerne netop, at tilførslen af sand og andre sedimenter til Fanø, Rømø og Langli stoppede, fordi Blåvandshuk ’stjal’ sedimenterne fra øerne.

Forskerne kan nemlig se på deres sedimentprøver, at Blåvandshuk-området begyndte at blive opbygget, netop i perioden hvor øerne begyndte at forsvinde.

»Der findes en strøm af sedimenter, som bevæger sig langs Jyllands vestkyst. Den kommer fra Nymindegab, og en stor del af sedimenterne ender i dag med at blive aflejret ved Blåvandshuk og Horns Rev,« fortæller Mikkel Fruergaard med henvisning til det store, lavvandede havområde, Horns Rev, hvor der i dag er opført havvindmøller.

»Før Blåvandshuk blev dannet, blev sedimentstrømmen fra Nymindegab transporteret ned til Vadehavet, hvor sedimenterne var med til at vedligeholde og danne Vadehavsøerne. Men da Blåvandshuk begynder at blive dannet – af en årsag som vi endnu ikke præcis forstår – så standser strømmen af sedimenter pludselig, inden den når ned til øerne.«

Forsker: God forklaring

Med andre ord har Blåvandshuk spærret for strømmen af sedimenter fra nord, så Fanø, Rømø og Langli ikke længere modtog nye forsyninger, lyder hypotesen.

»Strømmen af nye sedimenter er skåret væk, og det sker i en periode, hvor havspejlet stiger med to millimeter om året. Det er ikke en særlig stor stigning, men over mange år betyder det alligevel, at der skal tilføres nye sedimenter, hvis ikke øerne skal forsvinde. Det er derfor, øerne langsomt bliver nedbrudt,« forklarer Mikkel Fruergaard, som får opbakning til hypotesen fra Ole Bennike.

»Det er en rigtig god forklaring, og den passer godt med deres data. Så jeg kan ikke selv komme på andre forklaringer, som passer lige så godt,« siger han.

Spørgsmålet er så, hvorfor øerne blev genopbygget, når nu Blåvandshuk stod i vejen for tilførslen af nye sedimenter fra nord?

Derfor kom øerne tilbage

Her har forskerne flere forskellige forklaringer og teorier:

Den ene teori lyder, at øerne får tilført nye sedimenter med en strøm, som kommer fra vest – fra den dybereliggende havbund. Frem for at få sedimenter fra nord (langs kysten) kommer den nye sedimentstrøm altså fra vest – på tværs af kysten.

»En anden mekanisme kan være, at man under store storme, som rammer vestkysten, får mobiliseret nogle af sedimenterne ved den indre del af Horns Rev. Sedimenterne bliver altså flyttet forbi Horns Rev og transporteres ned og bidrager til opbygning af øerne,« forklarer Mikkel Fruergaard.

Han tilføjer, at det også har hjulpet på genopbygningen af øerne, at havstigningen var gradvis aftagende for omkring 2.000 år siden, hvor øerne genopstod.

Take home message

Mikkel Fruergaard håber på, at det nye studie kan være med til at få politikere, forskere og andre menneskers øjne op for, at sedimentstrømme har stor betydning for vores kystlandskaber – og sidste ende kan være med til at afgøre, om lavtliggende øer eller kystområder overlever eller ej.

Det gælder også, når mennesker bygger nye havne, høfder (bølgebrydere) og anden kystbeskyttelse, som kan ende med at spærre for sedimentstrømme og få negative konsekvenser for andre kystområder, fortæller han.

»Den vigtigste take home message er, at vi bliver nødt til at forholde os til naturlige sedimentstrømme, for det er langt fra kun havspejlsstigninger, som har betydning. Globalt set er det naturligvis havspejlsstigninger, som er vigtigst, men lokalt set kan sedimentstrømme have lige så stor eller større betydning for et områdes fremtid,« slutter Mikkel Fruergaard.