»Et eneste skrig - byen er sunket,
og hundredetusinde druknet!«
Sådan lyder to vers i tyske Detlev von Liliencrons digt om den danske by Rungholt, også kaldet ‘Nordens Atlantis’.
Selvom der ikke ligefrem døde hundredtusinder, var Rungholts undergang og stormfloden i 1362 en katastrofal hændelse. En blomstrende handelsby med alle dens indbyggere blev på én nat udslettet.
For nylig har arkæologer formået at kortlægge hele Rungholt, der nu ligger under et tykt lag mudder i Vadehavet på den nordtyske kyst. Det har Videnskab.dk skrevet en artikel om, som du kan læse her.
Men hvad var ‘Nordens Atlantis’ egentlig for en by, og hvordan kunne katastrofen blive så total dengang i januar 1362?
Det har vi spurgt Bjørn Poulsen om. Han er professor på Historisk Institut ved Aarhus Universitet og har beskæftiget sig med Rungholt i sit arbejde.
Et velhavende handelscentrum
Rungholt var ikke stor i europæisk sammenhæng. I Danmark, som byen dengang hørte under, var den til gengæld en markant by og et vigtigt handelscentrum med flere tusinde indbyggere.
Især søfart fik byen til at trives.
»De sejlede mod nord til Ribe og syd til Flandern, Bremen og Hamborg med forskellige varer. Og så har man taget en masse importvarer hjem, som arkæologer har fundet nede i området,« siger Bjørn Poulsen.
Et af de erhverv, som var med til at gøre Rungholt til en særdeles velhavende by, var dens saltproduktion fra tørv.
Eksport af salt via søfarten nord- og sydpå gav byen en gevaldig indkomst, men skulle også vise sig at bære en høj pris. Det vender vi tilbage til senere i artiklen.
En by i Vadehavet
Området nede omkring Nordfrisland er et marskområde og i dag en del af Vadehavet. Det er vådt og fladt, og det var Rungholt netop indrettet efter.
»Man var nødt til at bygge på værfter, sådan nogle forhøjninger, der blev organiseret i rækker. Huse og bygninger blev bygget ovenpå dem, så de var hævet over vandet,« siger Bjørn Poulsen.
Arkæologer har også fundet et slusesystem, rester af et drænsystem, der har dirigeret vand rundt i byen mellem værfterne og til marker og afgrøder, og tre kirker.
Byen var desuden omkranset af diger, der skulle holde det voldsomme Vesterhav væk. Man var dengang bevidst om havets kræfter, så digebygning havde en høj prioritet.
Det vidner en basal lov blandt friserne om:
»De nich will dieken, mutt wieken!« Den der ikke vil grave dige, må vige.
Digernes ve og vel var altafgørende og for alles bedste, og det krævede, at alle indbyggere hjalp til med at opretholde dem.
Arkæologer har været i stand til at måle Rungholts diger og kan se, at de har været mellem 1,6 og 2 meter høje.
Det skulle senere vise sig ikke at være tilstrækkeligt.
Et par øl og en udklædt gris
Sagnet om Rungholts undergang er en historie om hybris, hovmod og ugudeligheder.
Rungholt var en stenrig by. Den nærede sig godt af handel med andre store byer og især Hamborg, der var europæisk hovedstad, når det kom til god øl.
»Øl var en af de store importvarer i Rungholt. Det kan man blandt andet se på keramikken, der er fundet i området. Man har fundet særlige drikkekar, der var beregnet til tysk øl,« siger Bjørn Poulsen.
Øl og fuldskab spiller også en rolle i sagnet om Rungholt.
Hvis man skal tro myten, flød bægret over, da en flok fulde mænd forsøgte at få en præst til at fodre en udklædt gris med nadverbrød.
Præsten tog direkte op til den lokale kirke og bad Gud om at straffe de unge mænd. Ifølge myten lyttede Gud til præsten og lod Rungholt straffe for sine ugudeligheder dagen derpå.
\ Læs også
Digerne blev brudt
Omkring den 16. januar 1362 ramte en voldsom storm fra nordvest Vestkysten.
Det fortæller Ib Gram-Jensen. Han er historiker og har blandt andet skrevet bøger om stormfloder i Danmark.
»Flere end 30 kirker og landsbyer bliver ødelagt. 43 sogne går tabt. Selv Ribe bliver oversvømmet. Og Rungholt går tabt,« siger Ib Gram-Jensen.
Digerne i Rungholt var, som beskrevet tidligere, ikke højere end to meter. Vandet og bølgerne kan til sammenligning have været to eller tre gange højere end det.
Digerne blev altså formentlig hurtigt brudt, vandet har væltet ind, og på kort tid har byen stået under vand.
»Indbyggerne har nok søgt op på hustage for at undslippe vandet, men det skete midt i januar under et stormvejr. Hvis ikke de druknede, har der jo været en stor risiko for, at de frøs ihjel,« siger Ib Gram-Jensen.
Stormfloden bliver døbt ‘Den Store Manddrukning’. Et passende navn.
Selvom det er svært at finde ud af, præcist hvor mange mennesker der egentlig døde som følge af katastrofen, gik mange tusinde liv tabt.
»Nogle kilder gisner om, at omkring 200.000 mennesker døde, men det er en absurd overdrivelse. Det er formentlig tættere på 10.000, men man ved det ikke med sikkerhed,« siger Ib Gram-Jensen.
Hvorfor gik det så galt?
Årsagen til katastrofens omfang har flere forklaringer.
»Først og fremmest har Rungholts udgravning af salttørv sænket jordoverfladen inden for digerne. Man er blevet ved med at ekspandere, og det har i kombination med andre ting været katastrofalt,« siger Bjørn Poulsen.
Indbyggerne har ganske enkelt gravet dybere og dybere ned under havoverfladen bag digerne, hvilket naturligvis er gunstigt for en oversvømmelse.
Bjørn Poulsen peger også på det faktum, at pesten i 1350, Den Sorte Død, hærgede i Europa og også i Rungholt, kort før katastrofen ramte.
»Hvis en tredjedel af byens indbyggere forsvinder, kan det give problemer, fordi der er færre mennesker til at passe på digerne,« siger Bjørn Poulsen.
Det var altså en række tilfælde, der gjorde katastrofen i Rungholt til en grum virkelighed.
Den Anden Store Manddrukning
Stormfloder på størrelse med Den Store Manddrukning er en sjældenhed.
Cirka 300 år efter Rungholts udslettelse blev Vestkysten i 1634 ramt af Den Anden Manddrukning, der ligeledes var en voldsom katastrofe.
Der er flere kilder fra den periode, og blandt andet viser de, at vandstanden nåede op på 6,3 meter over normalen.
»Med 10.000 til 15.000 døde regner man det som en af de værste katastrofer nogensinde på Slesvig-Holstens vestkyst,« siger Ib Gram-Jensen.
Noget af det tætteste, vi kommer på en katastrofe i nyere tid med samme kaliber som de to manddrukninger, er stormen i 1999.
Her stod vandet i Ribe 5,1 meter over normalen, inden måleren brød sammen, men ved et heldigt sammentræf ramte stormen ved lavvande.
Hvis den havde ramt seks timer tidligere eller senere, havde vandstanden været 1 til 1,5 meter højere, og så ville diget i Ribe med katastrofale følger være blevet overskyllet.
Det ville dog trods alt ikke have været lige så katastrofalt, som da Rungholt forsvandt fra landkortet på en enkelt nat.
