For nylig publicerede FN's Klimapanel IPCC en rapport, der indikerer, at vi med det nuværende CO2-udslip er på vej mod en global opvarmning på mindst 3 grader inden udgangen af dette århundrede.
Hvis vi skal begrænse opvarmningen til 1,5 grader, skal vi ifølge rapporten have halveret de globale udslip i 2030 i forhold til 2017.
Tiden er knap - og meget skal ske.
Industriprocesser, energiproduktion og distributionssystemer skal ændres. Udledning fra transport på land, til vands og i luften skal reduceres. Forbrugsmønstre og adfærd skal ændres.
Sidst, men ikke mindst, er der behov for nye forretningsmodeller og organisationsformer, som underbygger den bæredygtige omstilling.
Alt i alt handler det om samfundsændringer af hidtil uset skala og omfang.
\ Historien kort
For at opfylde Paris-aftalens målsætninger og afværge de værste klimaforandringer står omstillingen til vedvarende energikilder overfor tre store udfordringer:
- Omstillingen skal gå dybere
- Omstillingen skal være bredere
- Omstillingen skal gå hurtigere
Her forklarer forskere fra FME CenSES, hvilke politiske og samfundmæssige tiltag, der skal til.
Organiseringen af samfundet skal nytænkes
Her ved FME CenSES, et nationalt forskningscenter for studier af bæredygtig energiomstilling, har vi i de seneste år arbejdet for at forstå betingelserne for og effekterne af en sådan ændring.
Vi har gransket en række forhold:
- Politikudformning og effekterne af politiske virkemidler
- Ændringer i tendenser og fremtidsudsigter indenfor energisystemer og markeder
- Økonomiske incitamentmekanismer til stimulering af grøn omstilling
- Innovation og omstilling i gamle og nye sektorer
Fokus har gerne koncentreret sig om enkeltstående teknologier, som faktisk kan have komplekse værdikæder.
Hvad skal der til for at skabe en ny industri omkring for eksempel havvind? Og hvilke konsekvenser kan denne udvikling få for økonomien, samfundet og energisystemet?
Andre gange har vi arbejdet med dele af en enkelt sektor, eksempelvis samfærdsel. Vi har blandt andet gransket Norges elbilpolitik og dens konsekvenser.
Det har leveret en afgørende indsigt i betingelserne for fremvækst af nye bæredygtige teknologier og dertilhørende forbrugsmønstre.
Men hvis vi skal have det mindste håb om at opfylde 1,5-gradersmålet, skal vi nytænke måden, vi organiserer vores samfund, samt hvordan vi producerer, distribuerer og bruger energi.
Vi skal ikke blot realisere lav-udslip-samfundet. Vi skal også opfylde FN's 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling og sikre, at mennesker verden over kan leve et værdigt og trygt liv.
Alt dette stiller os overfor tre overordnede udfordringer:
Udfordring nummer 1: Omstillingen skal gå dybere
I stedet for at fokusere på indfasning af nye enkeltteknologier, processer og systemer, skal omstillingen over i en fase, hvor brede samfundsændringer er målet.
I andre lande har implementeringen af store mængder vedvarende energi ændret energisystemerne fundamentalt.
Takket være vandkraft har Norges udfordringer associeret med omstillingen af energisektoren indtil videre været forholdvis små.
Men når omstillingen går langt ud over dele af slutbrugermarkedet - for eksempel fra elbiler til andre områder - er Norge for alvor udfordret.
Mennesker og teknologi skal interagere på nye, smarte måder, og innovation skal handle lige så meget om samfund som om teknologi.
Vi har brug for ny viden om, hvordan vi udfaser eksisterende teknologier og infrastruktur, så vi ikke bliver låst fast i gamle løsninger.
De forandringer, som hele samfundet har brug for, kræver dybere indsigt i, hvordan man opnår bred støtte i befolkningen - og dermed opnår en inkluderende og demokratisk omstilling.
Udfordring nummer 2: Omstillingen skal være bredere
Mange af de nuværende omstillingsudfordringer handler ikke blot om udviklingen af nye teknologier, men i større grad om at få eksisterende løsninger til kommunikere på tværs af sektorer, samfund og teknologier. Det er især tydeligt ved elektrificering af nye sektorer som industri og transport.
Elektriske køretøjer kan eksempelvis bidrage til at løse udfordringer i elnettet.
Gennem effektive styringssystemer kan bilen oplades, når nettet har lav belastning, og prisen for strøm er lav. Men bilens ejer kan også blive betalt for at levere strøm fra bilens batteri til elnettet, når strømforbruget er højt.
Når koblingen mellem forskellige sektorer ændres, fører det ofte til spændinger mellem forskellige tankemåder, forskellig regulering og markedsdesign og forskellige former for sektororganisering.
Disse spændinger kan bremse det nødvendige samspil mellem sektorer.
Vi har brug for mere viden om, hvordan politik, regulering og markedsdesign kan lette en vellykket sektorinteraktion, samt om hvilken effekt det vil have på værdiskabelsen.
Udfordring nummer 3: Omstillingen skal gå hurtigere
Vi har ikke meget tid. Historien viser, at store omstillingsprocesser i samfundet tager mange årtier eller århundreder.
Vi kan imidlertid ane en afgørende forandring i, hvordan behovet for omstilling bliver sat på dagsordenen i denne omgang - og hvem der gør det.
Tidligere var disse processer drevet af opdagelsen af nye ressourcer eller teknologier. Nu er klimaudfordringen drivkraften.
Men der er store huller i vores viden. Verden ved fortsat for lidt om, hvordan man sætter farten op på innovation og brugen af ny teknologi, og om hvordan politik og virkemidler kan bidrage i denne henseende.
Elefanten i rummet: Politisk vilje
Mellem disse udfordringer finder vi så en kæmpe elefant i rummet: Politisk vilje - eller snarere manglen på samme.
Solide, troværdige anbefalinger fra IPCC og andre aktører om klimapolitiske virkemidler er kun meget lidt værd, hvis de ikke bliver ført ud i livet.
Den politiske vilje afspejler to forhold:
- Politikernes handligsmuligheder og råderum er begrænset af manglende støtte i befolkningen og erhvervslivet
- Forskellige aktører har ofte modstridende interesser.
Der er begyndende forståelse for, at den nuværende måde at føre og udforme politik skal ændres, hvis en bæredygtig omstilling skal lykkes.
Men der er behov for yderligere forskning i, hvordan det skal gøres, og hvilken konsekvenser det vil få særligt for politik og forvaltning.
Flere mulige 'omstillingsstier' ('transition pathways' på engelsk) kan bruges på vej mod et bæredygtigt lav-udslip-samfund; blandt andet forskellige teknologiløsninger, ændringer i organiseringen mellem sektorer, samt behov for ændringer i adfærd og praksis.
Forskellige tilgange vil desuden have forskellig effekt på både det lokale og det globale miljø.
Derfor foretrækker og støtter forskellige interessegrupper ofte forskellige - og nogle gange modstridende - omstillingsstier.
Det er afgørende, at vi får indsigt i hvor let eller vanskeligt, det er at realisere forskellige tilgange.
Analyserne kræver tværfaglig forskning:
- På den ene side tekno-økonomiske analyser og miljøanalyser for at få indkredset de teknologiske omstilllingsstier, som vil indfri emissionsmålene for 2030 og 2050.
- På den anden side er der behov for analyser, der gransker politik, aktørstrategier og innovationsprocesser for at klarlægge, hvilke samfundsmæssige omstilliger de forskellige stier vil kræve.
Hvis vi sammenholder dette, kan det hjælpe os med at vurdere, hvor realistiske forskellige overgangsstier er.
Valg af stier skal være baseret på viden
I stedet for kun at have ambitioner om at bekæmpe klimaændringerne, skal vi nu gå til handling!
Men vores valg skal være baseret på viden. Derfor er forskning i bæredygtig omstillige nødvendig. Denne vidensudvikling skal ikke blot ske gennem tæt samarbejde mellem forskellige discipliner.
Den skal også involvere erhvervslivet, regeringen og de mennesker, der skal deltage i omstillingen.
Og integrationen skal skabe forståelse for og støtte til en ambitiøs politik for bæredygtig omstilling
Allan Dahl Andersen (UiO), Øyvind Bjørgum (NTNU), Kari Espegren (IFE), Erling Holden (HVL), Tomas Moe Skjølsvold (NTNU), Markus Steen (SINTEF) er alle tilknyttet FME CENSES.©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
