Is muliggjorde liv på Jorden – hvad sker der, når den forsvinder?

Det er ingen overdrivelse at sige, at uden en stor komet af is ville mennesker ikke eksistere.

Jorden var så varm i løbet af den første halve milliard år efter dens skabelse, at den mistede alt det vand, den havde haft fra begyndelsen. Derfor forvandlede den sig til en gold og stenet kugle.

Men så kom ’iskometer’ forbi.

Ude i verdensrummets yderste hjørner flyver himmellegemer af is nemlig rundt og opsamler materiale fra rummet. Det er et slags fartøj ikke bare for vand, men også for metan, nitrogen, ammoniak, carbondioxid og carbonmonoxid.

Disse kometer blev ved med at bombardere Jorden og gjorde, at den til sidst blev afkølet nok til at binde vand. Det er som bekendt selve fundamentet for liv her på Jorden.

På den måde er du og jeg – og alt andet liv på Jorden – faktisk smeltede iskrystaller. Lyder det en kende spøjst? Lad os forklare.

Hvad er is?

Is er frossen vand. Så simpelt kan det siges. Men alt efter, hvor den findes, hvad den er sammensat af, og hvilken temperatur den har, har den forskellige egenskaber.

Isen har sågar evner og kan tage antage mange forskellige krystalformer. Hvis du lægger et snefnug under et mikroskop, vil kombinationsmulighederne af de hexagonale strukturer være nærmest uendelige.

Det er atmosfærens forhold som temperatur og fugtighed, der gør, at snefnuggene sjældent er identiske.

Is kan forme og skære i materialer, og det kan modstå temperaturer under nul grader, hvor det egentlig burde fryse. Det kan flyde, fordi det har en lavere massefylde end vand. Is har desuden en evne til at reflektere solenergi på grund af dens fortrinsvise lyse overflade. Det giver is en væsentlig indflydelse på selve Jordens energibalance og således på temperaturen.

I konstant forandring

Is er også et plastisk materiale. Det glemmer aldrig, at det har været vand, og kan – under de rette forhold – skifte mellem fast og flydende form. En vandpyt kan en vintermorgen være bundfrossen, og når solens stråler rammer den, bliver den straks til vand igen.

Det kan føles trivielt, men det er vildt. Is er en hamskifter.

På samme måde er is ikke et statisk element, og det er jo egentlig vores problem. I tidligere tider kom isskjoldene væltende ned over Nordeuropa og det nordligste Nordamerika, gletsjerne bevægede sig ned fra bjergområder og tog kampesten, grus, sand, bygninger, lig og døde dyr med sig.

I isen ligger fortiden begravet, der nu dukker op igen, hvor isen er på vej den anden vej, mens gletsjerne år efter år blotlægger glemte menneskekroppe, der er årtusinder gamle.

Isens verden er kolossal

Antarktis, Arktis, bjergrige regioner og alle andre steder i verden, hvor vand permanent eller sæsonvis fryser til, kaldes for kryosfæren. Det er et gammelt græsk ord, der er sammensat af de to ord for is og verden – kryos og sfære.

Cirka 10 procent af Jordens overflade er permanent dækket af is, og rundt omkring på kloden falder nedbør som sne flere steder, end man måske lige tror. I 2021 faldt der sne i Brasiliens tropiske områder, hvilket er nærmest uhørt.

Ud over de helt oplagte typer af is, som gletsjere og isskjolde, findes isen både på søer, floder og havet, men også i grotter, i jorden, som isbjerge og i kold luft som krystaller, vi indånder.

95 procent af verdens landis findes i Grønland og Antarktis. I Grønland alene er 80 procent dækket af is, mens Antarktis er svimlende 14 millioner kvadratkilometer. Det er en smule større end verdens næststørste land, Canada.

Den smeltende is giver… vandmangel?

Det er altså ikke helt mærkeligt, at det kommer til at have store konsekvenser, når Antarktis’ is smelter.

Mere overvældende er det også at tænke på, at hverken Grønland eller Antarktis har en særlig lang historie set i et geologisk perspektiv. Antarktis’ isskjolde begyndte at danne sig for 34 millioner år siden, da et ellers relativt stabilt og varmt klima drastisk skiftede og fik klimaet ved polerne til at blive koldere.

Der skulle dog gå mere end 30 millioner år, før den nordlige halvkugle fik sin is ved Arktis.

Man glemmer også ofte, hvor meget is der findes på den sydlige halvkugle i form af gletsjere i Andesbjergene og i New Zealand, og hvor vigtige disse er for indbyggernes drikkevand.

Det er et meget akut problem, da både mennesker og dyr kort tid ude i fremtiden kan stå med en udfordring, når det kommer til tilgængeligt vand.

Verdens ældste is

Siden 1960’erne har man boret iskerner op af isen, hvor man derigennem har kunnet studere fortidens klima. Det er fra disse kerner, vi ved, at den ældste is på Jorden findes på bunden af Antarktis’ isskjold og er cirka 2,7 millioner år gammel.

Isen kan altså føre os tilbage til den pleistocæne epoke, hvilket svarer næsten præcist til hele det moderne menneskes udviklingsperiode.

I dag er de fleste menneskers forhold til is nok enten defineret af den is, der findes i fryseren, eller når søer fryser over om vinteren. Men det er permafrosten, der har den største konkrete indflydelse på vores livsverden, selvom vi ofte ikke lægger mærke til den.

22,8 millioner kvadratkilometer af Jorden er permanent frossen en til to meter ned, og uden permafrosten ville store dele af verdens kolde zoner være umulige at bebo. Det skyldes, at den øverste del af permafrosten smelter om sommeren, og derved er en livgivende vandkilde i områder, hvor der falder meget lidt nedbør.

Forandringen af permafrosten truer

Permafrosten indeholder noget af verdens ældste is, men den repræsenterer også et akut problem for os i dag, hvor den smelter.

Da byerne i Sibirien i det arktiske Rusland blev udbygget i et hastigt tempo i 1960’erne og 1970’erne, tog arkitekterne og ingeniørerne ikke bestik af, at temperaturen i permafrosten ikke ville være permanent de efterfølgende årtier.

Det har skabt en region, hvor bygninger vælter og tipper over samt nærmest forsvinder ned i mudder, og hvor indbyggerne ikke kan gøre meget andet end at se til, mens jorden synker med op til 12 centimeter om året.

Også globalt skaber den forsvindende is problemer.

Som nævnt reflekterer isen Solens lys og bremser opvarmningen af Jorden – men isen bliver mørkere og mørkere år for år. Det er partikler fra forurening, der bliver fanget i snefnuggene og lægger sig som et mørkt skjold over isen. Men det skyldes også en stigning i alger, der trives bedre og bedre.

Når isen smelter, har det både store og små konsekvenser for dyr og mennesker, fordi det er isen, der har gjort vores relativt varme planet beboelig for os mennesker de seneste tusinder af år.

Så hvad sker der, hvis isen en dag er helt væk?

Den skræmmende is

Hvis alle verdens cirka 200.000 gletsjere om nogle hundrede år er væk, vil havniveauet i gennemsnit stige med omkring 44 centimeter.

Når indlandsisen er smeltet, vil vi stå med en stigning af havniveauet på cirka 7,4 meter.

Når isen på Antarktis engang er helt forsvundet, vil havene være steget med yderligere cirka 57 meter.

Sådan er de katastrofale scenarier, der godt nok ligger langt ude i fremtiden. Men i historiens lange løb har is ikke altid været positiv. Tværtimod.

Is er noget, som vi i Europa har kæmpet med i århundreder, hvis ikke årtusinder.

Den forheksede og ondskabsfulde is

I den klassiske periode og i middelalderen blev gletsjere og alpine landskaber anset for at være dødsensfarlige.

Bjergenes toppe var uudforskede områder for de fleste indtil 1500- og 1600-tallet og lige så fjerne for folk som Månen.

I det fjerde århundrede frygtede den helgenkårede biskop Ambrosius fra Milano, at gletsjerne ville sprede sig og dække hele verden – ikke en helt ubegrundet frygt, selvom han ikke vidste, at verden tidligere havde været som en kummefryser.

Folk var så bange, at kilder fortæller, at visse rejsende blev båret over snefyldte pas med bind for øjnene, fordi de troede, at gletsjerne var beboede af hekse, dæmoner og ikke mindst drager. Nogle troede endda, at landsbyer, der blev opslugt af gletsjere, blev straffet af Gud for deres synder.

Hvordan gøre det ubegribelige begribeligt?

Synet på isen ændrede sig med den europæiske romantiks indtog som en litterær og filosofisk bevægelse i begyndelsen af 1800-tallet. Her blev isen til et billede på skønhed, godtgørende selvforglemmelse og sublim natur. Indtil da var isens hvide verden i Europa et sted for sort magi og nok ikke et samfund, hvor man ville begræde, at gletsjerne smeltede bort.

Det var der umiddelbart heller ingen fare for hverken i den klassiske periode, i middelalderen eller i romantikken – i modsætning til i dag.

Så hvad gør vi? Først og fremmest må vi forstå isen og dens betydning for os og for livet på Jorden.

Det er en stor udfordring, for hvordan får man folk til at forstå, at det, vi ikke kan se i vores hverdag, har en værdi i sig selv?

Artiklen er et redigeret uddrag af ’Isbogen – Hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt’ (2023), der er skrevet af Victor Boy Lindholm og Sebastian Mernild.