Der findes et væld af forskellige måder at blive til på. Det har fået vores læser Anna til at undre sig:
»Hos mennesker er graviditeten som bekendt ni måneder, hos elefanten er den næsten to år. Men hos blåhvalen, som er langt større end en elefant, er den 'kun' et år. Hvordan kan det hænge sammen? Hvad er det, der afgør, hvor længe et pattedyr er gravid?« skriver hun i en e-mail.
Spørg Videnskaben tager udfordringen op! Vi ringer til to kloge hoveder.
Store brød bager længere
Først og fremmest tager det længere tid at skabe en større unge.
»Der er en overordnet god sammenhæng mellem, hvor stort et dyr er, og hvor lang tid det er drægtigt,« siger Jesper Givskov Sørensen.
Han er professor i evolutionær biologi ved Aarhus Universitet. Egentlig forsker han i, hvordan insekter tilpasser sig til temperaturer, men han kaster sig alligevel ud i spørgsmålet om pattedyrs drægtighed.
»Æg og sædcelle mødes i alle dyr. Og antallet af celledelinger, der skal til, er sammenhængende med størrelsen på den unge, der skal ud af ovnen. Hvor meget de skal bage og hæve, så og sige,« siger han med et smil i stemmen.
Det er Mads Frost Bertelsen enig i. I år tiltrådte han som videnskabelig direktør for Københavns Zoo. Derudover er han også adjungeret professor.
»Groft sagt er det størrelsen på dyret og især størrelsen på hjernen, der afgør længden på et dyrs drægtighed,« siger han.
»Der er en tendens til, at jo større et dyr er, des mere kompliceret er det at lave. Og så er det kompliceret og tidskrævende at fremstille hjernevæv.«
Dyr har forskellige livsstrategier
Alle dyr har forskellige pladser i fødenettet og i den verden, de fødes ind i. Måske er vinteren utrolig kold, og føden sparsom. Eller der findes glubske rovdyr i skoven, som er på jagt efter let bytte, såsom en forsvarsløs unge.
»Der findes forskellige evolutionære strategier til at løse de miljømæssige udfordringer, et dyr står i,« siger Jesper Givskov Sørensen.
»Det er evolutionen, der former, hvordan dyrenes drægtighed tager sig ud. Og om det er en fordel af få flere, mindre unger eller færre, større unger,« siger Jesper Givskov Sørensen.
Mange planteædende pattedyr, såsom køer, zebraer og antiloper, føder ofte en enkelt eller få unger, som kan løbe afsted med det samme.
»Nogle af løvens byttedyr på savannen er afhængige af at være ret udviklede ved fødslen, og så kræver det en længere drægtighed. Ellers bliver de til løvemad eller kan ikke følge med, når flokken går videre.«
»Men nogle gange sker ting også bare, og så arbejder evolutionen videre med de forudsætninger,« siger Jesper Givskov Sørensen. Det ses tydeligt med menneskets graviditet.
»Mennesket vil beskrive sig selv som relativt intelligent, men babyen har en noget mindre hjerne, end man vil forvente. Det er, fordi den skal ud gennem bækkenet.«
Da mennesket rejste sig op, var bækkenet ikke bygget til det. Hovedet på babyen kan altså kun have en vis størrelse, hvis det skal kunne klemmes ud af det smalle bækken. Derfor har mennesket også nogle af dyrerigets mest smertefulde fødsler.
»Rent fysisk er babyen relativt ubehjælpelig, den ligger bare der og bygger hjerne, efter den er blevet født. På den måde har evolutionen løst menneskets behov for en stor hjerne og lang drægtighed,« siger Jesper Givskov.
\ Læs mere
Pungdyr føder fostre
På grafen, Spørg Videnskaben har udarbejdet med hjælp fra Mads Frost Bertelsen, ligger de små dyr længst til venstre, mens størrelsen på dyret og længden på drægtighedsperioden stiger, når man kommer længere mod højre. Blåhvalen er ikke taget med, fordi den er så meget større end de andre dyr, at meningen ville gå tabt.
Men noget ser lidt mærkeligt ud i bunden.
Dyrene med de korteste drægtighedsperioder er ikke de mindste. Den tasmanske djævel og kænguruen er begge dyr, der er flere gange større end egern og katte. Alligevel tager det blot omkring en måned at skabe en kænguru-unge eller en tasmansk djævel:
»Ungen, der fødes, er nærmest et foster. Det er meget lidt udviklet,« siger Jesper Givskov Sørensen.
Kænguruer og andre pungdyr føder bittesmå unger, der kravler gennem pelsen og ned i pungen, hvor de ligger og dier i mange måneder.
Men selvom ungerne fødes lyserøde og forsvarsløse, må de fra start kæmpe for livet.
»Vi har tasmanske pungdjævle her i zoo. De har kun tre ugers drægtighed,« siger Mads Frost Bertelsen.
»Den tasmanske djævel føder 24 unger, men har kun fire dievorter, hvor ungerne skal sidde og vokse sig færdige over de næste fire til seks måneder. Derfor går langt de fleste til lige efter fødslen.«
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Pattedyrs tre veje ind i livet
Der er tre forskellige måder at blive til på hos pattedyrene. Via en livmoder med en moderkage, fra livmoderen ud i pungen eller ved at blive lagt som et æg.
De fire myrepindsvin-arter og næbdyret lægger æg. De udspringer fra en oldgammel form for pattedyr, der opstod for mere end hundrede millioner år siden. Dengang var det almindeligt at lægge æg.
»Næbdyrene har også mælkekirtler, som ungerne drikker af. De har ingen dievorter, men områder i huden, hvor mælken bliver adskilt, så ungerne kan slikke det op,« fortæller Jesper Givskov.
Pungdyrene er også en gammel løsning, som er bevaret i dag i særligt Australien og Tasmanien.
»Pungdyret er et andet alternativ til at lægge æg end de placentale pattedyr. Men hvorfor fik de pungen? Det kan komme an på en masse tilfældigheder og strukturer. Måske en lille fold, der hvor mælkekirtlerne var, der blev større med tiden, fordi det var en fordel for kænguruerne at have,« siger Jesper Givskov Sørensen.
»Det er fascinerende, hvordan evolutionen har fundet forskellige veje til at sikre den næste generation. Forskellige veje med forskellige fordele og ulemper, men som alle har virket i millioner af år,« tilføjer Jesper Givskov Sørensen.
Og hvorfor er der så stor forskel på elefanter og blåhvaler?
En elefantunge er ikke særlig stor i forhold til dens mor. Den vejer omkring 80 kilo, når den kommer til verden, mens blåhvalens unge vejer 30-40 gange mere, 2,5 ton.
Alligevel tager det næsten et år mere at skabe en elefantunge sammenlignet med en blåhval.
»Men hjernen er ikke så stor i en hval i forhold til størrelsen på dyret. Det er en af de ting, der er løjerlige. Elefanten har blandt andet brug for en meget stor lillehjerne, som kan styre deres motorik, ikke mindst i snablen,« siger Mads Frost Bertelsen.
»Elefanten og blåhvalen har næsten samme størrelse hjerne. Så det er nok snarere hjernen, der tager tid at lave i livmoderen end resten af kroppen,« siger Mads Frost Bertelsen.
Der er ikke nogen andre pattedyr, der kommer i nærheden af elefantens lange drægtighedsperiode.
Mads Frost Bertelsen fortæller, at elefanten har udviklet en helt særlig måde at få ægløsning på, der forsinker fødslen.
Når elefanter såvel som mennesker har ægløsning, dannes der et såkaldt gult legeme i æggestokken. Den står for at producere hormonet progesteron, som holder graviditeten kørende. Senere i drægtigheden overtages denne funktion hos de fleste dyr af livmoderen. Når babyen er klar, udløser den hormonet kortisol, som stopper progesteron-produktionen.
Og så kommer ungen til verden.
»Hos elefanten er der to ægløsninger. Den første skaber en sværm af gule legemer, men æggene bruges ikke til noget. En uges tid efter kommer den egentlige ægløsning og et nyt gult legeme. Det æg bliver måske befrugtet. De mange gule legemer er tilsyneladende afgørende for, at elefanten kan have denne lange drægtighed,« fortæller Mads Frost Bertelsen.
Tak til Anna
Og tilbage til dig, Anna.
Svaret på dit spørgsmål er altså, at længden på dyrs drægtighed har noget at gøre med kroppens og hjernens størrelse og på den evolutionære tilpasning til miljøet.
Som tak for hjælpen får du en T-shirt med Videnskab.dk's rum-abe.
Hvis andre selv sidder med et spørgsmål, som de gerne vil have os til at stille videnskaben, kan man sende det til sv@videnskab.dk. Måske tager vi det op og skriver en artikel på baggrund af det.
