Fra strandede pukkelhvaler til truede frøer: Rundtur på Danmarks skeletfabrik

En garagelåge ruller langsomt op, mens en mand gestikulerer voldsomt med hænderne og giver tegn til, at vi skal komme nærmere.

Vi hilser på en af medarbejderne på Statens Naturhistoriske Museum, der er en del af Københavns Universitet, Mikkel Høegh Post.

Han er konservator og skal vise os rundt blandt tusindvis af rester af døde dyr.

Her er lokaler spækket med knogler og kranier fra alt fra isbjørne, delfiner og pukkelhvaler til pungdyr og frøer - for at nævne nogle få.

På toppen af et højt skab står et chimpanseskelet, der til forveksling ligner skelettet fra et barn. Ved siden af er en udstoppet gnaver af arten ’Mara’ fra Sydamerika placeret.

De er nogenlunde ens i størrelsen og krummer begge ryggen.

På hylderne lige under står syltetøjsglas med gullige væsker, hvor man gennem glasset ser alt fra hundrede år gamle planter til velbevarede hjerter og nyrer fra diverse dyr.

»Ja, det her er vores samlinger. Man ved aldrig, hvad der bliver brug for,« siger vores guide Mikkel Høegh Post.

Han er såkaldt ’macerations-ekspert’ og har de seneste 20 år arbejdet med at finde de bedste metoder til at få kødet af knoglerne på alt fra hvaler, ulve, rådyr og leoparder.

Skeletter afslører bidkraft og klima

Efter kigget i et af samlingernes mange rum, følger Mikkel Høegh Post os ned i sit ’laboratorie’. Det er her al magien sker.

Gigantiske knogler fra hvaler knejser omkring os.

Hvalernes udflydende øjenæbler dukker op i glas mellem delfinkranier, der gaber og viser spidse tænder.

På et stålbord midt i rummet ligger en død Kaiman-krokodille, der er indleveret fra Krokodille Zoo på Falster.

»Den er lige tøet op fra frost« forklarer Mikkel Høegh Post.

Han begynder at skære i kaimanen, og snart breder der sig en sødlig og tung lugt i rummet.

Museet modtager ofte trafikdræbte- eller selvdøde dyr og dyr fra Zoologiske Haver, som er døde af sygdom eller er blevet aflivet.

Men hvad bruges knoglerne fra de mange døde dyr egentlig til? Samler de bare støv?

Krokodille-skeletter afslører bidekraft og klima

»Nå, det var jo perfekt timing,« siger Mikkel Høegh Post.

En høj mand er netop trådt ind af døren.

Mark D. Scherz er lektor på museet og forklarer, hvordan knoglerne i samlingerne gør alt andet end at samle støv.

»Jeg bruger personligt de her knogler og skeletter i min forskning hele tiden.«

Mark D. Scherz er såkaldt ’taksonom’ og arbejder med at artsbestemme dyr og give dem latinske navne.

»Knoglerne fra den døde dværgkaiman kan for eksempel sammenlignes med andre krokodille-skeletter i samlingen og fastslå, hvor stor en kraft, den har bidt med,« siger Mark. D. Scherz.

»Når du har mange skeletter at sammenligne med, kan du også se, hvordan anatomien ændrer sig gennem forskellige perioder og klimaer.«

Kan afsløre, hvordan dino’erne så ud

Det museets krokodille-knogler især bruges til er at lære mere om de kortarmede kæmper: Dinosaurerne.

Netop nu er den hollandske ph.d.-studerende ved museet, Pasha A. van Bijlert, ved at undersøge krokodillers hale-knogler, og hvordan de er med til at styre, at benene bevæger sig på dyret.

»For det viser sig, at dét er der faktisk ingen, der ved. Der er studier af haleanatomien fra hundrede år siden, men ingen har undersøgt det for nyligt. Så det er virkelig spændende, hvor hans forskning ender,« siger Mark. D. Scherz.

»Krokodiller, fugle og dinosaurer er tæt beslægtede. Derfor er der mange, der kigger på anatomien på krokodiller, hvis de vil blive klogere på, hvordan dinosaurerne så ud og opførte sig.«

Fra skeletter til CT-skanninger

Det er tid til en kop kaffe, og vi tager elevatoren op til museets kantine. Her står store fade med bananer og appelsiner. Og der er høje tanke med kaffe.

Mikkel Høegh Post introducerer os til sin kollega - samlingsmedarbejder Daniel Klingberg Johansson.

Han viser på sin telefon, hvordan ny teknologi er ved at revolutionere den måde, man har samlinger på. De skal gøres digitale.

På telefonen ser vi en 3D-model af en husrotte – en såkaldt Rattus rattus. Bare ved at sætte fingeren på skærmen, kan man vende og dreje modellen af dyret.

Daniel Klingberg Johansson kan også få modellen til at lave konkrete mål for længden på rottens knogler.

»Det er noget lettere, end når jeg står med mine knogler i små æsker og forsøger at måle på dem. De bøjer og krummer jo meget, så det er svært at måle præcist med en lineal i hånden,« siger Mikkel Høegh Post grinende.

Men betyder det så, at konservatorens job er i fare?

Det mener KU-lektor Mark D. Scherz bestemt ikke.

»Vi er stadig dybt afhængige af de traditionelle metoder til at lave skeletter på. Det er vores referencer tilbage i tiden rent historisk, og man har ikke råd til at lægge store dyr i kæmpe beholdere, fylde dem med sprit og CT-skanne dem,« forklarer han.

Tic Tac-frøer og truede arter

Den nye CT-skanningsmetode har gigantisk potentiale, fordi den gør forskere i stand til at undersøge et dyrs indre anatomi, selvom man har få eksemplarer.

»Jeg studerer arter, hvor vi ofte har meget få individer. Nogle gange har vi kun en enkelt,« siger Mark D. Scherz.

Han finder og undersøger ekstremt små dyr i sin forskning – eksempelvis truede frøer på størrelse med en Tic Tac, der lever i Madagaskar.

»Førhen skulle vi dissekere en af frøerne for at kunne studere skelettet. Det betyder, at sener, indre organer og muskler ville være endt i skraldespanden,« siger Mark D. Scherz.

»Men nu med mikro-CT-scanning er vi i stand til at studere hele dyret, der lægges i sprit. Det giver mindre spild og en mulighed for at gå tilbage og eksempelvis undersøge organer på dyret«.

Skeletterne er dog hele tiden essentielle som sammenligningsgrundlag for de arter, forskere finder rundt omkring i verden, understreger Mark D. Scherz.

Kun ved at sammenligne med de hundrede år gamle knogler og andre prøver, der findes i samlingerne, kan man fastslå, om der er tale om nye arter.

»Derfor har vi brug for de her vidensbanker, som museets samlinger er, for at kunne lære mere om arterne og livets udvikling på Jorden. Det er fundamentet for alting,« siger Mark D. Scherz.

Han er travl og smutter modvilligt ud af døren igen.

»Jeg kunne blive ved med at tale om det her,« siger han med et blink i øjet, før han stryger videre.

Tilbage i laboratoriet lægger Mikkel Høegh Post knivene fra sig. Krokodillen ligger med åbent kig ind til maven uden hoved.

Om et par dage er knoglerne fine og rene, og efter et par ugers tørretid bliver de lagt i en kasse på museets samlinger. Klar til at blive brugt i alverdens forskningsprojekter.