Forskere: Klimaaftalen fra Paris er ukonkret og urealistisk

Der blev jublet, hujet og grædt glædestårer i den store plenarsal i Le Bourget i Paris, da det lørdag blev erklæret, at verden har fået en klimaftale.

Men mens politikere roser den nye klimaaftale til skyerne, er flere forskere mere skeptiske over for resultatet af politikernes anstrengelser.

»Problemet er, at aftalen ikke siger noget om, hvordan man skal leve op til de fine ord og ambitioner. Politikerne har lavet et tilpas uklart mål til, at de kan udskyde problemet og ikke behøver at handle nu,« siger Jørgen E. Olesen, som er professor og klimaforsker ved Aarhus Universitet.

Urealistisk med 1,5 graders stigning

I den nye klimaaftale lyder det blandt andet, at den globale opvarmning skal holdes et godt stykke under to grader, og at der skal arbejdes på at begrænse temperaturen til kun at stige 1,5 grader i forhold til niveauet før industrialiseringen.

Men den slags løfter om temperaturstigninger lyder som tomme ord, for hverken målet om 1,5 graders eller 2 graders temperaturstigning er realistisk med de nuværende udledninger af drivhusgasser, fortæller Jørgen E. Olesen.

»Det er et voldsomt stort ambitionsniveau, men politikerne har ikke iværksat det, der skal til for at opnå deres ambitioner. Alene hvis man vil opnå at holde sig under to graders temperaturstigning kræver det, at man tager fat nu og med alle til rådigheds-stående midler - ellers kan man ikke nå målet. Men det gør man jo ikke,« siger Jørgen E. Olesen, som er tidligere medlem af FN’s klimapanel (IPCC).

Global opvarmning vil fortsætte

Jørgen E. Olesen mener, at den mængde CO2 og andre drivhusgasser, som allerede er blevet sendt ud i atmosfæren, sandsynligvis allerede er nok til, at den globale gennemsnitstemperatur vil stige 1,5 grader.

»Det kan være lidt svært for politikere og andre at forstå, at klimaændringer ikke er afhængige af, hvad vi udleder lige nu og her, men hvad vi samlet set har udledt over tid. Vi har endnu ikke set den endelige effekt på klimaet af de udledninger, vi har haft hidtil.«

»Selv hvis vi holdt totalt op med at udlede drivhusgasser i morgen, ville temperaturen blive ved med at stige, fordi klimaet på nuværende tidspunkt ikke er kommet i ligevægt med CO2-niveauet i atmosfæren. Vi har på nuværende tidpunkt oplevet en temperaturstigning på knap 1 grad, og de udledninger, vi har haft hidtil, forpligter os formentlig allerede til en stigning på 1,5 grader,« siger Jørgen E. Olesen og henviser til data fra en kommentar i Nature Geoscience.

»Derfor giver det ingen mening at lave en aftale om, at man skal begynde at gøre noget om fem år. Der er det allerede for sent,« tilføjer Jørgen E. Olesen.

LÆS OGSÅ: Forskere: Urealistisk at holde global opvarmning under to grader

Brug for nye opfindelser, hvis målet skal holdes

Professor Jørgen Olesen får opbakning fra lektor og klimaforsker, Mads Knudsen.

»Selvom vi stoppede alle udledninger af drivhusgasser i morgen, ville det formentlig stadig være for sent at nå målet om en temperaturstigning på 1,5 grader. Effekten af de drivhusgasser, vi allerede har udledt, vil vi se over de næste 100 år. Hvis vi skal nå målet om 1,5 grader, bliver vi nødt til at gøre noget ved det, vi allerede har udledt – forstået på den måde at vi skal trække CO2 ud af atmosfæren. Problemet med det er bare, at de teknologier, vi har på nuværende tidspunkt, ikke er særlig effektive,« siger Mads Knudsen, som er lektor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Kan vi ikke bare fjerne CO2 fra luften?

I det hele taget er det usikkert at have ’en gennemsnitlig global temperaturstigning’ som et politisk mål – beregningerne af hvad der skal til for at nå målet, er nemlig forbundet med relativt store usikkerheder, fortæller Mads Knudsen.

»På en måde er det kunstigt at lægge en grænse på to graders temperaturstigninger som et mål i aftalen. Det er et diffust mål, for hvad betyder det egentlig? Det er meget ukonkret. Dels fordi der er en vis usikkerhed om, hvor meget der egentlig skal til holde temperaturstigningerne under to grader, og dels fordi aftalen ikke siger så meget om, hvordan man skal nå frem til målet. I nogle tilfælde vil det være meget svært,« siger Mads Knudsen.

Både Mads Knudsen og Jørgen E. Olesen mener, at politikerne optimalt set skulle have sat konkrete mål for, hvor meget udledningen af drivhusgasser skal reduceres frem for at fokusere på planetens temperaturstigninger.

»På mange måder ville det være mere hensigtsmæssigt – og mere bindende - hvis man havde sigtet mod nogle konkrete mål for, hvor meget udledningen skal reduceres indenfor de forskellige industrielle sektorer,« siger Mads Knudsen.

Forsker: Aftalen er bedrag

I de internationale medier har flere forskere også kritiseret den nye klimaaftale. James Hansen, som er tidligere forsker hos NASA, og en af de forskere, der for alvor har været med til at sætte klimaudfordringerne på dagsordenen, har over for The Guardian kaldt aftalen »bedrageri,« fordi der er tale om en aftale »uden handlinger, men kun med løfter.«

Den udlægning får også opbakning af andre udenlandske forskere.

»Teksten er svag i forhold til den overordnede ambition: den fastsætter ikke nogen dato for, hvornår udledningerne skal toppe og specificerer kun, at reduktioner skal føre hen mod ’neutralitet i drivhusgasudledningen’ i ’anden halvdel af århundredet’« udtaler Nigel Arnell fra University of Reading til the Guardian.

På Danmarks Meteorologiske Institut mener klimaforsker Peter Langen imidlertid, at det vil gøre en »kæmpe forskel,« at politikerne har sat sig ambitiøse mål for klodens temperaturstigninger.

Han er dog enig i, at det med de nuværende udledninger af drivhusgasser kan blive svært at nå en temperaturstigning på kun 1,5 grad.

»Det er meget ambitiøst, og jeg ved ikke præcist, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Det ligger nok uden for de teknologiske redskaber, vi har til rådighed på nuværende tidspunkt, hvis vi skal få det helt ned på 1,5 grader,« siger Peter Langen, som også er adjungeret lektor på Center for Is og Klima på Københavns Universitet.

Aftalen er ikke bindende

Forud for klimatopmødet i Paris har de enkelte lande selv meldt ind til FN, hvordan de kan imødegå udfordringer med klimaforandringer. Ifølge den nye klimaaftale skal landenes egne klimaplaner og mål opdateres hvert femte år, og målene kan kun skærpes - ikke slækkes.

På Institut for Statskundskab på Københavns Universitet hæfter professor Peter Nedergaard sig imidlertid ved, at den nye klimaftale ikke er retligt bindende.

»Landene skal løbende melde ind til FN, hvad de gør, og så får man diskussioner i FN på den baggrund. Men det er ikke en bindende aftale. Der er ikke nogen, der kan slå landene i hovedet eller komme efter dem med sanktioner, hvis de ikke holder deres løfter,« siger professor Peter Nedergaard, som blandt andet forsker i klimapolitik.

Han påpeger, at aftalen minder om EU’s såkaldte ’åbne koordinationsmetoder’, som er baseret på frivillighed.

»I EU samarbejder man på to måder – man laver lovgivning og man laver åben koordination. Åben koordination er baseret på frivillighed. Der er ikke noget retligt bindende knyttet til det, ligeså vel som at der ikke er noget retligt bindende til klimaftalen i Paris,« siger Peter Nedergaard.

Lande holder ikke altid løfter

Historien viser, at i hvert fald nogle lande formentlig vil løbe fra deres løfter, mener Peter Nedergaard.

»Erfaringen viser, at de veludviklede lande med en demokratisk opinion vil leve op til aftalerne. Men lande der ikke har nogen stor debat om klimaet i offentligheden og ikke har grupper, der tager emnet op – der har det nok ikke den store effekt,« siger Peter Nedergaard.

Den nye klimaaftale indebærer også, at der fra 2020 skal der være mindst 100 milliarder dollars (680 milliarder kroner) om året i klimafinansiering til de fattige lande.

»Det mest konkrete i aftalen er tilsagnet om hjælp til udviklingslandene. Men en ting er at love hjælp – noget andet er at komme med pengene, når det kommer til stykket. Der har vi tidligere set, at det ikke er altid, at alle lande giver de penge, de siger, de vil,« siger Peter Nedergaard.

Aftalen høster også ros

Til trods for mangler og kritik har forskerne dog også ros til klimaftalen fra Paris.

»Det er meget positivt, at de er kommet frem til en aftale og at alle lande har fundet fælles fodslag. Det viser, at der er en vilje til at gøre noget,« mener Mads Knudsen fra Aarhus Universitet.

Professor Peter Nedergaard roser især det franske værtsskab for den dygtige diplomati både før og under klimatopmødet.

»Det franske formandskab har gjort det utrolig godt og professionelt hele vejen igennem og gjort et stort forarbejde. De har formået at få Kina og USA med i aftalen – og det er de to store spillere. Det er dem, der udleder mest CO2 i dag,« siger Peter Nedergaard, mens klimaforsker Peter Langen mener, at den nye aftale er ’fantastisk’:

»Personligt er jeg glad for, at politikerne sætter så ambitiøse mål, for hvor bærer det hen, hvis vi ikke sætter ambitiøse mål?« filosoferer Peter Langen fra DMI.