Jorden er på vej ind i den største masseudryddelse, siden dinosaurerne uddøde, viser et nyt studie. Og vi mennesker bliver måske en del af ofrene.

Sådan et stort tab af arter vil efterlade et kæmpe hul i Jordens økosystem, og alle former for mærkværdigt og vidunderligt liv vil blive erstattet af et tomrum.

For at se på, hvad livet efter en masseudryddelse vil indebære, kan vi kigge på fortiden.

Der har været fem store masseudryddelser i jordens historie – ud over den sjette, som vi har nævnt. Sammenlignes de tidligere udslettelser med de igangværende ændringer i Jordens geologi, blinker alle alarmlamper.

Så lad os prøve at være pessimistiske og antage, at apokalypsen vil komme. Hvordan vil Jorden så se ud bagefter?

Den største krise i historien: Perm-Trias-udslettelsen

I Perm-Trias-udslettelsen, der fandt sted for 251 millioner år siden, døde mindst 90 procent af alle arter. Selv insektarter led af store tab under den eneste udslettelse, der påvirkede dem i deres lange levetid.

Udslettelsen fandt sted i forbindelse med De Sibiriske Trappers udbrud, der var en kæmpe vulkansk udstrømning af lava og tilhørende drivhusgasser i den del af verden, vi i dag kender som den nordlige del af Rusland.

Dette førte til global opvarmning, havforurening og syreregn, udtømning af ilt i havet og søer, samt forgiftning med giftholdige metaller som kviksølv.

Forestil dig et dystert vejr, der bare er endnu værre.

De få arter, der overlevede, gav anledning til alt efterfølgende liv, og der har ikke været en så markant ændring i økosystemet siden. Dette skyldes nok, at i og med »den stærkeste overlever«, er arternes efterkommere blevet mere modstandsdygtige.

Jorden for 251 millioner år siden

Hvordan så Jorden ud for 251 millioner år siden? Der var meget varmt, og der var store områder uden liv.

Vandoverfladetemperaturen var op til 45 grader i det tropiske klimabælte.

Varmen forårsagede, at landdyr, krybdyr og fisk forsvandt fra de varme områder og flygtede til de højere breddegrader, der formentlig var koldere. Dette stod på i millioner af år og førte også til store »huller« i økosystemet.

En serie af svampeskud, hvor sten indeholdte en stor mængde sporer, fungerede som føde for svampene. 

Varmen og syreregnen igangsatte en nedbrydning af jordbunden (hvilket har lugtet af vanilje) og gjorde Jorden ubeboelig nogle steder.

Uden planter er der ingen planteædere. Uden planteædere er der ingen kødædere. En af de få overlevende af de store landdyr var øglen lystrosaurus, der var en planteæder, som ikke havde konkurrenter eller var i fare for at blive spist af rovdyr.

Størst uddøen i havene

Udslettelsen var større i havene, hvor op til 96 procent af arterne uddøde. Tabet af alle de koraller, der byggede revene, førte til et 10 millioner langt »koralrev-hul«.

Tænk over det: en verden uden koralrev – og uden det talrige og forskellige liv.

Men Jorden var dog ikke helt uden liv. Udover lystrosaurusen var der også stadig liv i havet.

Slægten claraia var et musling-lignende bløddyr, der overlevede, og som hurtigt udfyldte den resterende plads, der blev tilbage, efter de dominante skalddyr, armfødder, uddøde.

Claraia kunne overleve ved meget lave iltniveauer, hvilket var en nyttig egenskab, da iltkoncentrationerne var meget lave i havet.

Dinosaurernes undergang var en mindre udryddelse

Den mest kendte udryddelse, er nok udslettelsen af dinosaurerne, der skete for omkring 66 millioner år siden imellem de geologiske perioder Kridt og Tertiær.

I den anden ende af fødekæden er plankton, der måtte sige farvel til de kendte kridtholdige klipper, der er udbredt i Europa. Netop dette er årsagen til navnet på perioden Kridt.

Uanset om det var en meteor, vulkanske udbrud eller begge dele, der forårsagede skaderne, var udslettelsen af dinosaurerne faktisk mindre end Perm-Trias-udslettelsen.

Ved Kridt-Tertiær-udslettelsen uddøde omkring 75 procent af alle globale arter, og de resterende arter kom sig hurtigere igen.

Enten var Jorden blevet bedre til at reparere sig selv hurtigere, eller også havde den forgående udslettelse, 185 millioner år tidligere, medført, at livet på Jorden var blevet bedre til at tilpasse sig under og efter disse stressede situationer.

Hvorfor overlevede krokodiller og alligatorer?

Men selvfølgelig er dinosaurerne ikke helt uddøde.

Fugle er højtudviklede dinosaurer, der stammer fra de få overlevende efter Kridt og Tertiær-udslettelsen. Og ingen kan benægte deres udviklingssucces, eftersom det er 66 millioner år siden, at dinosauren uddøde.

Krokodiller og alligatorer, der er den tættest relaterede til fugle, er i blandt de andre overlevende.

Mens det er klart, at fugles evne til at flyve har gjort det lettere at flygte under opstarten på Kridt og Tertiær-udslettelsen, er det ikke så klart, hvorfor krokodiller overlevede.

Teorier foreslår, at deres koldblodede kroppe, modsat den formodet varmblodede dinosaur, deres opholdssted med fersk- eller brakvand eller sågar deres høje IQ gjorde det muligt for dem at overleve.

Hvad vil erstatte os?

De gode nyheder under al denne død og ødelæggelse er, at livet på Jorden altid gendannes, selv hvis skaderne er voldsomme. Uden udslettelse er der ingen evolution – de to ting hører sammen. 

De tidligste dinosaurer udviklede sig 20 millioner efter Perm-Trias-udslettelsen. Deres evolution var næsten med sikkerhed drevet af store klimaændringer, hvor det regnede meget, hvor der opstod ny saftig vegetation og en stort landområde med mulighed for at kunne kolonisere.

Dinosaurer levede i 165 millioner år, inden de uddøde, men uden deres død, ville mennesker nok ikke have været her den dag i dag. Pattedyr er jo efterkommere af dinosaurer.

Hvis mennesker også er på dommedagens rand, så vil vi ikke være her til at se, hvad der på sigt vil erstatte os.

Men resten er sikkert. Vi geologer tager ikke os selv for seriøst – vi ved, at Jorden er større end os, og den vil slå tilbage på et tidspunkt.

David Bond hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Ida Kløvgaard