3 giftige bøger fundet på dansk universitetsbibliotek

Måske husker du Aristoteles' dødbringende bog, som spiller en afgørende rolle i Umberto Ecos berømte bestseller 'Rosens navn'.

Bogen, der blev smurt ind i gift af en vanvittig benediktiner-munk, forårsager ravage i et italiensk kloster i Appenninerne i det 14. århundrede.

Aristoteles' værk forgifter og dræber de læsere, der ved et uheld indtager gift, når de bruger tungen til at fugte fingrene for at bladre i den giftige bog.

Men kan giftige bøger forekomme i virkeligheden? Det indikerer vores forskning, at de kan!

Bøgerne blev påført store mængder arsen

Vi fandt tre stærkt giftige bøger om forskellige historiske emner i Syddansk Universitets bibliotekssamling.

Bøgerne, der stammer fra det 16. og 17. århundrede, har omslag, der indeholder store mængder arsen.

De giftige bogomslag blev afsløret ved hjælp af røntgenfluorescensanalyse, micro-XRF; en teknologi, der afdækker et materiales kemiske sammensætning gennem analyse af den karakteristiske 'sekundære' stråling, som materialet afgiver i løbet af røntgenbestråling.

XRF-teknologien bliver i stor udstrækning brugt indenfor arkæologi og kunst, når man eksempelvis gransker den kemiske sammensætning af keramik og malerier.

Iøjnefaldende grøn farve

Vi røntgenfotograferede de sjældne bøger, fordi biblioteket tidligere havde opdaget, at manuskriptfragmenter fra middelalderen – som eksempelvis romersk og kanonisk (kirkeretslig) lov – sommetider blev benyttet til at fremstille bogomslag.

Det er veldokumenteret, at europæiske bogbindere genbrugte ældre pergamenter i det 16. og 17. århundrede.

Vi forsøgte at identificere (eller i det mindste tyde) de latinske tekststykker, som var blevet brugt.

Men skriften i omslaget var meget svær at tyde, fordi den var dækket af et tykt lag grøn farve, der tilslørede de gamle håndskrevne bogstaver.

Vi sendte bøgerne til laboratoriet.

Ideen var at filtrere den grønne farves lag ved hjælp af micro-XFR-teknologi og så fokusere på den underliggende blæks kemiske grundstoffer – eksempelvis jern og kalcium – i håbet om at gøre bogstaverne mere læselige for SDU's forskere.

LÆS OGSÅ: Middelalderens rige folk indtog giftigt bly

Ét af verdens mest giftige stoffer

XFR-analyserne afslørede, at den grønne farve indeholdt arsen; ét af verdens mest giftige grundstoffer.

Arsen kan forårsage akutte forgiftninger, kræft og endda død som følge af kredsløbssvigt og kramper.

I naturen findes arsen hovedsagligt bundet til andre grundstoffer i en del mineraler. Arsen indgår også forbindelser (typisk med hydrogen eller kulstof) – disse kaldes organisk arsen.

Giftighed aftager ikke med tiden

Uorganisk arsen, den mest giftige variant, er et sundhedsskadeligt stof, der i varieret grad findes naturligt i jord og grundvand. Giftigheden aftager ikke med tiden.

Afhængig af type og varighed af eksponering er symptomer på arsenikforgiftning blandt andet maveonde, tarmforstyrrelser, kvalme, diarré, forandringer i huden og lungeforstyrrelser.

Det grønne arsen-holdige pigment, som forskerne fandt på bogomslagene, er formentlig den kemiske forbindelse parisergrønt, der består af kobber-arsenforbindelser.

Parisergrønt kaldes også 'emerald green' på engelsk på grund af den iøjenfaldende irgrønne farve, der ligner farven på smaragder.

Pigmentet i parisgrønt – et krystalagtigt pulver – er let at fremstille og er igennem tiderne (især i det 19. århundrede) blevet brugt til en række formål.

Alt efter hvor fintkornet pulveret er, producerer parisergrønt forskellige farvetoner; mere grovkornet pulver resulterer i en mørkere grøn, og fintkornet pulver resulterer i en lysere grøn farve.

Pigmentet er især kendt for sin farveintensitet og for ikke at falme.

Fortidens pigment

Industriel produktion af parisergrønt blev allerede påbegyndt i Europa i starten af det 19. århundrede.

Både impressionisterne og post-impressionisterne brugte forskellige variationer af pigmentet til at skabe deres mesterværker. Derfor indeholder mange museumsstykker i dag denne gift.

I sin glansperiode blev parisergrønt af æstetiske årsager brugt på alle mulige slags materialer – selv bogomslag og beklædning. Og selvfølgelig førte kontinuerlig hudkontakt til forskellige symptomer på eksponering.

I anden halvdel af det 19. århundrede fik man større kendskab til stoffets giftige effekter, og derfor stoppede man med at benytte arsenvarianten som pigment for i stedet at bruge det som pesticider i landbruget.

Beskytter mod insekter og skadedyr

Andre pigmenter vandt frem, der erstattede parisergrønt i blandt andet malerierne og tekstilindustrien, og i midten af det 20. århundrede blev brugen også udfaset i landbruget.

Pigmentet blev måske brugt af æstetiske årsager på vores bogomslag, hvor det findes på et af bogomslagets underliggende lag.

En anden mulig årsag – sandsynligvis påført i det 19. århunderede – er, at parisergrønt beskytter bøgerne mod insekter og skadedyr.

I visse tilfælde kan mikroorganismer omdanne arsenforbindelser – som arsenat og natriumarsenit – til arsin; en stærkt giftig kemisk forbindelse med en karakteristisk hvidløgslugt.

Dræbende tapeter

Vi ved i dag, at de frygtelige historier om børn, der blev syge og døde, fordi børneværelserne var beklædt med irgrønt viktoriansk tapet, er sande.

I dag ligger vores tre giftige bøger i særskilte papkasser med sikkerhedsmærkater i et ventileret skab.

Vi har desuden planer om at digitalisere dem for at minimere fysisk håndtering.

Vi forventer ikke ligefrem, at bøger er giftige, men vi kan åbenbart aldrig vide os helt sikre.

Jakob Povl Holck og Kaare Lund Rasmussen hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Kantareller er fulde af bly