Vi spiser stadig alt for meget akrylamid
Ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet viser, at vi stadig indtager for meget af det kræftfremkaldende stof akrylamid. Kartofler, brød og kaffe er blandt de største syndere.

Salte, sprøde og kræftfremkaldende. Selvom industrien er blevet bedre til at nedsætte indholdet af akrylamid i f.eks. pommes frites, så spiser vi stadig alt for meget af det kræftfremkaldende stof. Det konstaterer DTU Fødevareinstituttet i en ny rapport. (Foto: Colourbox)

Salte, sprøde og kræftfremkaldende. Selvom industrien er blevet bedre til at nedsætte indholdet af akrylamid i f.eks. pommes frites, så spiser vi stadig alt for meget af det kræftfremkaldende stof. Det konstaterer DTU Fødevareinstituttet i en ny rapport. (Foto: Colourbox)

Danskerne har efterhånden lært at undgå de lidt for stegte kartofler, når aftensmaden kommer på bordet. Alligevel indtager vi stadig for meget af det kræftfremkaldende stof akrylamid, konstaterer DTU Fødevareinstituttet i en ny rapport om kemiske forureninger i fødevarer.

Rapporten viser, at en voksen dansker i gennemsnit indtager 16 mikrogram akrylamid om dagen. Det er et fald i forhold til den seneste opgørelse fra 2007, hvor indtaget i gennemsnit var 24 mikrogram. Det er dog stadig for meget, konstaterer seniorforsker Kit Granby:

»For at være på den sikre side skal vi helst ned på cirka 2 mikrogram om dagen,« siger Kit Granby.

Læs også: Ny bekymring over kræftfremkaldende stof i fødevarer

Industrien kan mindske akrylamid i deres produkter

Akrylamid dannes, når man steger, bager, griller eller friterer kulhydratrige fødevarer ved temperaturer over 120 grader, og faldet skyldes især, at bidraget fra ristede kartofler er mindsket.

Målet om at nå ned på to mikrogram om dagen er sat ud fra ønsket om at bringe indtaget af såkaldte genotoksiske stoffer ned på så lavt et niveau, som overhovedet muligt. Og der kan stadig gøres meget, mener seniorforskeren:

Fakta

Hvor får vi mest akrylamid?

Voksne
Kartofler: 36%
Kaffe: 30%
Brød: 13%

Børn
Kartofler: 43%
Chips og chokolade: 20%
Brød: 16%

»Fødevareindustrien arbejder med at sænke niveauet af akrylamid i deres produkter. Men der kan stadig arbejdes med både sammensætningen af produkterne og tilberedningen,« mener Kit Granby.

Hun nævner et eksempel på en morgenmadsproducent, som sammen med forskerne fra DTU Fødevareinstituttet fandt frem til en ny proces, hvor temperaturen blev sænket. Det mindskede indholdet af akrylamid til 1/5 og forbrugerne kunne ikke smage forskel på de to typer tilberedning.

Riskiks er stadig et problem

Den nye rapport viser også, at der stadig er problemer med uorganisk arsen, metallerne bly og cadmium samt miljøgiftene PCB og dioxin.

Tidligere på året var der fokus på den uorganiske arsen på grund af de høje mængder i riskiks og risgrød til småbørn. DTU Fødevareinstituttet advarer stadig mod at indtage for store mængder af fødevarer med arsen:

»For alle de nævnte stoffer gælder det, at hvis man spiser varieret, mindsker man sin risiko. Man kan både variere sit indtag af kød og fisk samt variere sit tilbehør mellem kartofler, grøntsager, ris og brød,« siger afdelingschef Christine Nellemann i en pressemeddelelse.

Rapporten 'Chemical contaminants 2004-2001' er den hidtil mest omfattende. Nye stoffer i overvågningen er uorganisk arsen, polycykliske aromatiske hydracarboner (PAH), akrylamid, bromerede flammehæmmere, perfluorerede stoffer, furan, 3-MCPD, deoxynivalenol (DON), HT-2og T-2.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.