Det er en myte, at økologisk jordbrug uvægerligt er bæredygtigt. Det er det nogle gange, men ikke nødvendigvis.
Jorderosion forårsaget af kemifri, opdyrket jord underminerede Romerriget og andre oldtidssamfund rundt omkring i verden.
\ Læs mere
\ Historien kort
- Tiden er løbet fra diskussionen om økologisk landbrug versus det mekaniserede agrokemiske landbrug.
- Vi skal i stedet omtænke landbrugsmetoder og omformulere tilskudsordninger for at regenerere agerjorden.
- Men først skal vi stille spørgsmålstegn ved den konventionelle visdom og aflive nogle grundlæggende myter.
Landmænd leverer evidens
Både i industrilande og udviklingslande regenererede landmændene hurtigt agerjordens frugtbarhed, for efterfølgende at nyde godt af et stort høstudbytte ved brug af langt mindre gødning og langt færre pesticider.
\ Læs mere
Deres erfaringer og resultaterne, som jeg observerede i både North og South Dakota, Ohio, Pennsylvania, Ghana og Costa Rica, leverer overbevisende evidens for, at løsningen til at opretholde meget produktive landbrug ligger i at genoprette sund og frugtbar agerjord.
En konventionel visdom – eller?
Rejsen foranledigede mig også til at stille spørgsmålstegn ved tre af den konventionelle visdoms grundlæggende hjørnesten, der handler om nutidens mekaniserede agrokemiske landbrug:
- At det mekaniserede, agrokemiske landbrug brødføder verden.
- At det er den mest effektive måde at producere mad.
- At det er nødvendigt for at brødføde verden i fremtiden.
Myte 1: Storlandbrug brødføder verden
Ifølge en rapport fra FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) producerer familieejede bedrifter mere end 3/4 af verdens fødevarer. FAO vurderer også, at knapt 3/4 af alle bedrifter verden over er på mindre end én hektar.
I dag er kun cirka en procent af alle amerikanere landmænd, og de fleste landmænd arbejder kun for at kunne brødføde sig selv og deres familie. Så mens det konventionelle industrielle landbrug brødføder den udviklede verden, ejer de fleste af verdens landmænd kun små familiebedrifter.
En rapport fra Environmental Working Group fra 2016 har fundet, at næsten 90 procent af den amerikanske landbrugseksport blev importeret af udviklede lande med kun ganske få sultne indbyggere.
Verden har naturligvis brug for et kommercielt landbrug – ellers er vi alle nødsagede til at leve og arbejde på vores egne gårde.
Men er industrialiserede storlandbrug virkelig den eneste og bedste løsning? Det fører os frem til endnu en myte.
Myte 2: Store landbrug er mere effektive
Mange intensive, mekaniserede processer, der yder meget høje hektarudbytter, forekommer mere effektive, fordi de reducerer energiforbruget pr. produktionsenhed. Jo flere enheder der fremstilles, desto mere effektiv bliver fremstillingen af hver enkelt enhed. Men sådan forholder det sig ikke i landbruget.
Et National Research Council-studie fra 1989 konkluderede, at »velforvaltede alternative landbrugssystemer næsten altid bruger mindre syntetiske kemiske pesticider, gødning og antibiotika per produktionsenhed end konventionelle landbrug.«
Og mens mekanisering kan levere omkostnings- og arbejdskrafteffektivitet for store landbrug, producerer større landbrug ikke nødvendigvis mere mad. Ifølge en landbrugsopgørelsesrapport fra 1992 producerer små, diversificerede landbrug mere end dobbelt så meget mad per hektar end store landbrug.
Selv Verdensbanken støtter små bedrifter. Det er en måde at øge landbrugsproduktionen i udviklingslande, hvor fødevaresikkerheden fortsat er et presserende spørgsmål.
Mens store landbrug udmærker sig ved at producere store mængder af en bestemt afgrøde – eksempelvis majs eller hvede – producerer små landbrug med forskelligartede afgrøder samlet set mere mad og flere slags mad per hektar.
Myte 3: Konventionelle landbrug er nødvendige
Vi har nok alle hørt fortalerne for det konventionelle landbrug hævde, at økologisk landbrug vil føre til global sult, fordi økologiske dyrkningsmetoder resulterer i et mindre høstudbytte.
Den mest omfattende udbyttesammenligning til dato er en metaanalyse fra 2015 af 115 studier, der viser, at den økologiske produktion gennemsnitligt var næsten 20 procent mindre end konventionelt dyrkede afgrøder, hvilket stemmer overens med tidligere studier.
\ Læs mere
Men metaanalysen gik et skridt videre og sammenlignede de konventionelle landbrugs afgrødeudbytte med de økologiske bedrifters, hvor man benyttede efterafgrøder (se faktaboks, red.) og sædskifte for at reducere risikoen for udvaskning af næringsstoffer i agerjorden. Disse teknikker resulterede i at udbyttetforskellen blev reduceret til mindre end 10 procent.
\ Efterafgrøder
Efterafgrøder er afgrøder, der dyrkes efter en hovedafgrøde, som oftest er korn.
Små, sent høstede afgrøder, for eksempel genvækst af græs sået sammen med hovedafgrøden, betegnes ofte efterslæt.
Formålet med dyrkning af efterafgrøder kan være at optage og fastholde nitrat, som ellers vil kunne nedvaskes i efteråret og vinteren; endvidere at nedmulde efterafgrøden som grøngødning; eller at udnytte efterafgrøden til foder.
Efterafgrøder er et vigtigt led i sædskiftet ved økologisk jordbrug, og for alle jordbrug gælder, at arealer med efterafgrøder tæller med ved opfyldelsen af kravet om, at 65 procent af agerjorden skal være grønne marker.
Forfatterne konkluderede, at den faktiske forskel måske er endnu mindre; de fandt nemlig»... evidens på bias i metadatasættet for studier, der rapporterer et højere udbytte ved konventionelt landbrug.«
25 procent af fødevarer bliver aldrig spist
Sagt med andre ord: Grundlaget for påstanden om, at det økologiske landbrug ikke kan brødføde verden, afhænger lige så meget af de specifikke landbrugsmetoder som typen af gård.
Vi skal også tage højde for, at cirka 1/4 af alle producerede fødevarer aldrig bliver spist.
Hvert år bliver der alene i USA smidt 60 milliarder kilo mad ud – mere end nok til at ernære de knap 50 millioner amerikanere, der regelmæssigt ikke får nok mad.
Så selv hvis vi tager udbytteforskellen mellem konventionelt og økologisk landbrug for gode varer, er den stadig mindre end den mængde mad, vi rutinemæssigt smider væk.
Sunde jordforhold
Konventionelle landbrugsmetoder nedbryder jordbunden og underminerer vores evne til fortsat at brødføde alle på lang sigt.
Regenererende metoder viser, at vi let kan forbedre jordens frugtbarhed for både storlandbrug i USA og små bedrifter i troperne.
Jeg anser ikke længere debatten om landbrugets fremtid som blot at dreje sig om de konventionelle metoder versus de økologiske metoder.
Vi har oversimplificeret jordens kompleksitet
I mine øjne har vi oversimplificeret jordens kompleksitet og ikke udnyttet landmændenes opfindsomhed nok.
Jeg mener, at vi bør indføre landbrugsmetoder, der fremmer en sund agerjord for at opnå et stabilt og robust landbrug.
De landmænd, jeg besøgte, havde løst gåden. De havde tilpasset sig. De benyttede forskellige dyrkningsmetoder samt komplekse systemer for afgrøderotation og sædskifte, som passer lige netop til deres jordbund samt miljømæssige og socioøkonomiske forhold.
Klart budskab: Bedre jord og større profit
Uanset om de var økologiske eller stadig brugte gødning og pesticider, rapporterede alle landmændene, som jeg besøgte, og som brugte de regenererende metoder, at de opnåede større eller tilsvarende høstudbytte, som de omkringliggende konventionelle gårde.
Budskabet er lige så klart, som det er enkelt: Landmænd, der regenererer agerjorden, bruger mindre energi til at producere et større høstudbytte, hvilket betyder, at også profitten er større.
Uanset hvordan man anskuer det, er det sikkert, at landbruget inden ikke så længe vil undergå endnu en revolution, fordi landbruget i dag lever på rigelig, billig olie til energi og til fremstilling af gødning.
I dag er der allerede så mange mennesker på kloden, at vi på et hvilket som helst tidspunkt ikke har mere end ét enkelt års madreserver, der kan brødføde hele verdens befolkning.
Afgørende konsekvenser for samfundet
Dette faktum har afgørende konsekvenser for samfundet. Så hvad kan vi gøre for at fremskynde mere modstandsdygtige landbrugsmetoder?
Vi kunne eksempelvis skabe demonstrationslandbrug, og foretage forskning, der evaluerer, hvordan man bedst tilpasser landbrugsmetoderne til forskellige miljøer.
Vi skal også omfortolke landbrugspolitikken og tilskudsordningerne. Det giver ingen mening at forsat skabe et incitament for de konventionelle landbrugsmetoder, der nedbryder jordens frugtbarhed. Vi skal støtte og belønne de landmænd, som tager de regenererende metoder i brug.
Når vi først kan se igennem de myter, der omgiver nutidens landbrugmetoder, vil vi i stedet satse på metoder, der bygger på sunde jordbundsforhold, som kan brødføde os på langt sigt.
Men hvordan kan jeg være så sikker på, at regenererende landbrugsmetoder kan være både økonomiske og produktive?
Dét har de landmænd, jeg mødte, vist mig, at de allerede er.
