Forsker: Geoengineering lyder som et hurtigt klimafix – men er det højt spil?

Rekordhøje temperaturer, ekstremt vejr og katastrofale naturbrande har fyldt godt i overskrifterne. Derfor begynder mange at bede om hurtige løsninger på klimaforandringerne.

Den amerikanske regering har netop annonceret de første modtagere af midler fra en fond på 3,5 milliarder dollars til projekter, der lover at trække CO₂ ud af luften.

Politikerne udforsker også mere invasive former for såkaldt geoengineering – som er en betegnelse for planlagte, storstilede indgreb i Jordens naturlige klimasystem med henblik på at mindske konsekvenserne af klimaforandringerne.

Det underliggende problem har været kendt i årtier: Kraftværker og køretøjer, der bruger fossile brændstoffer, skovrydning og ubæredygtige landbrugsmetoder har udledt yderligere CO₂ i atmosfæren, end Jordens systemer på naturlig vis magter at fjerne, og det varmer planeten op.

Konsekvenserne står muligvis ikke klart, før det er for sent

Geoengineering sigter i teorien mod at genoprette denne balance, enten ved at fjerne overskydende CO₂ fra atmosfæren eller ved at reflektere solenergi væk fra Jorden.

Men ændringer af Jordens komplekse og indbyrdes forbundne klimasystem kan have utilsigtede konsekvenser. Ændringer, der hjælper ét sted, kan gøre skade et andet sted, og konsekvenserne vil muligvis ikke stå klart, før det er for sent.

Jeg er geolog og klimaforsker, og jeg mener ikke, at konsekvenserne er tilstrækkeligt forstået endnu.

Ud over de potentielle fysiske konsekvenser, har de forskellige lande ikke de juridiske eller sociale strukturer på plads til at håndtere både brugen og nedfaldet, hvis det går galt.

Lignende bekymringer er blevet påpeget af blandt andre FN's miljøprogram (UN Environment), FN's klimapanel (IPCC), National Academy of Sciences og National Oceanic and Atmospheric Administration.

I USA diskuterede The White House Office of Science and Technology Policy (Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, red.) også disse bekymringer i forskningsplanen fra juli 2023 for at undersøge potentielle klimaindgreb.

Risici ved håndtering af solstråling

De fleste tænker nok på sol-geoengineering - modellering af skyerne og refleksion af Solens stråler tilbage i rummet - når de hører ordet 'geoengineering'.

Disse teknologier, mange af dem stadig teoretiske, har til formål at reflektere solenergi væk fra Jordens overflade.

Stratosfærisk aerosolindsprøjtning er et eksempel, hvor man skyder små, reflekterende partikler ud i stratosfæren for at danne fine, reflekterende aerosoler, som vil reflektere nok sollys til, at det vil have en kølende effekt på kloden.

Udtynding af cirrusskyer har til formål at mindske effekten af højtliggende, fjerlignende skyer dannet af iskrystaller, der fanger energi i atmosfæren ved at gøre deres iskrystaller større, tungere og med større tilbøjelighed til at fortætte sig.

En anden idé går ud på at afkøle kloden ved hjælp af syntetiske skyer ved at øge forekomsten af lysere, lavtliggende skyer, der reflekterer sollys, muligvis ved at sprøjte havvand i luften for at øge vanddampkoncentrationen.

Kunstig skydannelse

En del forskere har foreslået, at vi går skridtet videre og installerer rækker af rumspejle, der kan reducere den globale temperatur ved at reflektere solenergien væk, før den når atmosfæren.

Selvom denne idé i teorien vil være i stand til at afkøle kloden, kan styring af solstråling have drastiske bivirkninger ved at ændre de globale atmosfæriske cirkulationsmønstre, hvilket kan føre til mere ekstreme vejrhændelser.

Metoden gør heller ikke noget for at reducere skadevirkningerne forbundet med overskydende drivhusgasser, som eksempelvis havforsuring.

Et studie fra 2022 publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature forudsiger, at stratosfærisk aerosolindsprøjtning kan ændre globale nedbørsmønstre og reducere landbrugets produktivitet.

Kunstig skydannelse, som i teorien lyder effektivt, kræver også mere forskning for at sikre, at bestræbelser på at skabe reflekterende skyer i en lavere højde, der kan hjælpe med at afkøle Jordens overflade, ikke også øger udbredelsen af de højtliggende skyer, der opvarmer kloden.

Gigantiske rumspejle

Gigantiske spejle placeret i rummet mellem Solen og Jorden kan i teorien blokere 2 procent af den indkommende solstråling og stabilisere den globale temperatur.

Men teknologien er mindst 20 år fra implementering og vil koste billioner dollars.

Endnu vigtigere er den overordnede globale effekt forbundet med at skygge Jordens overflade stort set ukendt. Det vil sænke regionale hav- og lufttemperaturer på måder, der kan påvirke ændringer i jetstrømmen, nedbørsmængden, snedække, stormmønstre og muligvis endda monsuner.

Der er brug for langt mere forskning for at afklare disse usikkerheder.

CO₂-fangst og -lagring

Carbon capture and storage, eller CCS, er en velkendt klimateknologi, der går ud på at fange CO₂ fra røggasser og lagre den permanent i undergrunden.

Teknologier til fjernelse af CO₂ indebærer overordnet en lavere risiko end manipulation af solenergi.

CO₂-fangst og -lagring fjerner CO₂ fra kraftværker og fabrikker og lagrer det under jorden i dybe geologiske reservoirer.

Det potentialet er beviseligt, men det vækker bekymring for, at lækager kan forurene grundvandet, skade folkesundheden og i sidste ende ikke være i stand til at mindske CO₂-mængden i atmosfæren.

Teknologien er desuden dyr og afhængig af egnede reservoirer til lagring.

Plant et træ

Det er muligt at filtrere CO₂ direkte fra atmosfæren. Det kaldes Direct Air Capture (DAC) og er designet til at trække CO₂ ud af luften. Teknologien er stadig på et tidligt stadie, men fordelagtig ved at være i stand til at reducere eksisterende niveauer af CO₂ i atmosfæren.

Det er også en dyr teknologi, der i dag koster op til 600 dollars per fanget ton CO₂, men innovatører får finansiering fra den amerikanske regering.

Der er også naturlige måder at fjerne CO₂ på. Plantning af træer kan for eksempel fjerne CO₂ direkte fra atmosfæren, men det er ikke nok.

Hvis al den jord, der er tilgængelig til genplantning, blev genplantet, ville det stadig ikke være nok til at vende den nuværende globale opvarmningstendens.

Jern-fertilisation af havet er beregnet til at øge binding af CO₂, men forskningen er på et tidligt stadie. Jern-fertilisation sætter gang i planktonvæksten. Når planktonet gror, optager det CO₂ fra atmosfæren og kan på den måde afhjælpe klimaforandringerne.

Teknologien øger væksten af fytoplankton, som bruger opløst CO₂ fra atmosfæren til at danne deres skaller og væv. Men det kan også have utilsigtede konsekvenser for fødekæden, der kan skade havets liv.

Juridisk tomrum

Ud over sikkerhed involverer et andet vigtigt spørgsmål ansvarlighed.

Der er en risiko for, at geoengineering, der har til formål at hjælpe ét sted, vil gøre skade et andet sted. Det skyldes, at hav og vejrsystemer er globalt forbundet.

Så hvem skal bestemme, hvilke projekter der kan gå videre? Lige nu er det et juridisk tomrum.

Der er ingen lovmæssige rammer, der kan afgøre, hvem der er ansvarlig, hvis noget går galt. Multinationale alliancer, individuelle stater, virksomheder og endda rige individer kan handle uafhængigt uden at konsultere andre.

I tilfælde af skadevirkninger, der krydser landegrænser, er der i øjeblikket ingen klare klagemuligheder.

Den rette balance

Men det vil ikke sige, at verden helt bør forkaste geoengineering.

Teknologier til fjernelse af CO₂, som at plante træer og øge jordens kulstofbinding - fastholdelse af mere organisk kulstof i frugtbar jord - kan gavne økosystemerne yderligere ved at øge artsdiversiteten og øge landbrugets produktivitet.

Det er alt sammen positive resultater og bør være en del af en global klimarespons.

Visse former for stratosfærisk aerosolindsprøjtning ødelægger måske ikke ozon og har en kort levetid i atmosfæren. Der er dog først brug for mere stringent forskning, gennemsigtig global styring og robuste juridiske og etiske rammer for at styre risici og sikre retfærdighed.

Jeg mener, at alle teknologierne skal suppleres af dybtgående og vedvarende bestræbelser på at reducere udledningen og omforme energisystemet for at undgå de globale konsekvenser forbundet med havniveaustigning, stigende temperatur, tørke, storme, oversvømmelser, brande, hungersnød, arternes udryddelse og stigende menneskelig konflikt.

Som Riley Duren, systemingeniør ved NASA, sagde i et interview med rumagenturet:

»Geoengineering er ikke en kur. I bedste fald er det et plastet eller en forbinding - i værste fald kan det være en selvforskyldt skade.«

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.