I forskningen har der været uenighed om, hvorvidt fisk egentlig kan mærke smerte eller ej.
Men nu mener internationale forskere at have påvist, at fisk rent faktisk føler smerte, og hvor meget de så kan mærke.
Det skriver forskningsorganisationen Welfare Footprint Institute i en pressemeddelelse.
I et nyt studie i Scientific Reports fokuserer forskerne på regnbueørreden (Oncorhynchus mykiss), og hvad der sker, når de dør ved langsom kvælning, som er en udbredt fangst- og 'slagte'metode.
Studiet bygger på det såkaldte ‘Welfare Footprint Framework' (WFF), som er en evidensbaseret metode udviklet til at undersøge dyrevelfærd ved at estimere den tid, som dyr er i smerte.
I studiet estimerer forskerne - baseret på en omfattende gennemgang af eksisterende forskning, der har vurderet intensiteten og varigheden af den smerte og lidelse, fiskene oplever - at regnbueørreden kan mærke intens smerte i 10 minutter i gennemsnit.
I nogle tilfælde kan det være helt op til 22 minutter, alt efter fiskens størrelse og vandets temperatur.
På baggrund af resultaterne kalder forskerne på bedre løsninger.
\ Læs også
I studiet har de derfor også undersøgt mulighederne for mere humane metoder, herunder elektrisk bedøvelse eller aflivning med slag.
Her estimerer forskerne, at hvis de implementeres korrekt, kan metoderne forhindre mellem 60 til 1.200 minutters moderat til ekstrem smerte for hver amerikansk dollar brugt.
I et tidligere dansk studie har forskere også undersøgt dyrevelfærden i fiskeriet i form af sild fanget med såkaldt pelagisk trawl, også kaldet midtvandstrawl, hvor man fanger fisk i frie vandmasser væk fra havbunden i et kegleformet net.
I studiet, udgivet i Scientific Reports, viste det sig, at 96 procent af de undersøgte sild døde under fangsten. Resultaterne viser også, at de var udsat for alvorlig stress, inden de døde.
Der er imidlertid behov for yderligere forskning i, hvordan fiskene i dansk fiskeri dør:
»Men resultaterne tyder på, at der er mulighed for at udvikle mere skånsomme fangstprocesser, hvilket kan gavne både fiskevelfærden og produktkvaliteten,« udtalte Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO), i en pressemeddelelse om det danske studie.

































