Når fortiden mobiliseres – Kulturkamp i nutidens Egypten

Denne begivenhed forårsager omfattende protestdemonstrationer, som bliver slået voldeligt ned af politiet. Ikke desto mindre falder Tunesiens præsident, Zine el-Abidine Ben Ali den 14. januar 2011.

Den folkelige eufori over begivenhedernes gang i Tunesien får snart demonstrationerne til at brede sig til nabolandene, herunder Egypten. Her tager sikkerhedsstyrker fat med store dødstal som konsekvens.

Muhammed Mursi bliver afsat

Det egyptiske militær derimod nægter at bekæmpe demonstranterne, hvilket bliver afgørende. For hermed har præsident Hosni Mubarak, der har styret landet i 30 år, ikke længere støtte blandt sine egne.

Mubarak må gå af den 11. februar 2011, og der iværksættes en demokratisk valgproces, som den 30. juni 2012 bringer Muhammed Mursi og Det muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet, til magten.

Mursi tilsidesætter efter manges mening de demokratiske rettigheder. Dette fører til nye protester, som den 3. juli 2013 ender med, at militæret under Abdul Fatah al-Sisis ledelse afsætter Mursi og indsætter forfatningsdomstolens præsident Adly Mansour som ny midlertidig præsident.

Der er blodige overgreb på begge sider

Denne gang slår hæren hårdt ned på Mursi-tilhængerne; ligesom mange af Mursis islamistiske tilhængere tager væbnede midler i brug.

Der sker blodige overgreb på begge sider, og den 14.-15. august 2013 bliver Rabaa al-Adawiya-moskeen i Kairo beskadiget under militærets brutale rydning.

Selvom hæren ikke er kristen, bliver kristne kirker udsat for 'gengældelsesangreb' og ødelagt flere steder i Egypten, og museet i Mallawi plyndres og raseres i forbindelse med en af Mursitilhængernes sit-in protester.

Mange følte sig forrådt af Mursi

Hærledelse og regering hævder, at deres hensigt er at genstarte den demokratiske proces. Om det ender sådan, vil tiden vise.

Så meget er dog klart, at mange har følt sig forrådt af Mursi og udtrykker dette under demonstrationer og på sociale medier.

Omvendt føler mange af Mursis tilhængere sig ligeledes forrådt, eftersom Mursi og hans parti jo blev valgt på demokratisk vis.

Kulturarv i aktion

Både i det offentlige rum og i polemikken på de sociale medier bliver der brugt motiver og metaforer, som rækker tilbage til arven fra oldtidens Egypten.

Denne arv er altså både levende og aktuel. I de berømte graffiti på Mohamed Mahmoudgaden i Kairo så vi for eksempel old-egyptiske motiver anvendt til minde om ofrene for sikkerhedspolitiets overgreb i 2011.

På en af disse graffiti ses døde demonstranter genopstå på baggrund af et papyruskrat i old-egyptisk stil. På en anden ses et selskab af sørgende kvinder, kopieret direkte fra vesiren Ramoses grav i Qurna (cirka 1350 f.Kr.).

Disse graffiti blev fremstillet til minde om begivenhederne på Tahrir-pladsen i 2011 og er siden fjernet af de egyptiske myndigheder. Men motiver fra det gamle Egypten bliver nu anvendt i propagandakampen på de sociale medier.

Nasser var populær både i sin samtid og eftertid

På et af de mange propagandabilleder for general al-Sisi, ses pyramiderne i Giza således som metafor for de tidligere præsidenter Gamal Abdel Nasser (1918-1970) og Anwar Sadat (1918-1981) samt netop al-Sisi. Dette kan forekomme overraskende.

Nasser regnes ganske vist som det frie Egyptens grundlægger. Trods det militære nederlag i Mellemøstkrigen i 1956, lykkedes det ham ved den lejlighed at fremtræde som en heldig forsvarer af Egyptens territorium mod franske og britiske invasionstropper og af egyptisk selvstændighed.

Ligesom han førte landet frem som ledende kraft i en panarabisk stræben, det vil sige en arabisk nationalisme, der så de moderne landegrænser som kolonimagternes forsøg på at så splid mellem araberne. Som sådan har han nydt popularitet, både i sin samtid og eftertid.

Sadat gav Egypten dets militære stolthed tilbage

Til gengæld har Anwar Sadat ikke været populær efter sin forkætrede fredsaftale med Israel. Vi skal dog ikke glemme, at forudsætningen for aftalen var Sadats invasion i Sinai i 1973, som gengav Egypten dets militære stolthed efter ydmygelserne i tidligere krige mod Israel.

Dette medførte, at Sinai igen blev en del af Egyptens territoriale integritet. Ved at indgå en separat fredsaftale med Israel forkastede Sadat ganske vist den panarabiske ide, men blev i stedet eksponent for en moderne egyptisk nationalstat.

Det giver derfor god mening, at se ham genindtræde blandt de 'store' ledere. Rækken fuldendes af al-Sisi, der toner frem på den tredje pyramide.

Han kan, med indgrebet overfor Mursis 'forbrydelser', betragtes som det moderne Egyptens tredje grundlægger: altså tre grundlægger-figurer, solidt rodfæstet i landets årtusindgamle kulturarv, alle med en militær baggrund, ligesom den afsatte præsident Mubarak.

Utilfredshed med Mursi førte til hans fald

Men her stopper legen ikke.

Under parternes gensidige mudderkastning er militæret blevet sammenlignet med Hyksos, der i egypternes kollektive erindring er et asiatisk folkeslag (cirka 1640-1532 f.Kr.), som invaderede det faraoniske Egypten og tillægges ansvaret for et af de mørkeste kapitler i landets historie.

Den demokratisk valgte Præsident Mursi er her blevet sammenlignet med faraoen Ahmose, der omkring år 1532 f.Kr. befriede Egypten for Hyksos-tyrannernes åg.

Stigende utilfredshed med Mursi førte dog snart til hans fald, og den 26. juli 2013 blev der rejst anklage mod ham for at have involveret den palæstinensiske organisation Hamas i »angreb på politi, faciliteter, officerer og soldater.«

Al-Sisi kunne sammelignes med Ramsis

Efter dette kunne metaforen vendes på hovedet, og al-Sisi kunne sammenlignes med 'Ramsis', en anden sejrrig farao, der drev invaderende horder ud.

Sådanne fremstillinger af general al-Sisi, og hele polemikken om den afsatte præsident Mursi, spiller med andre ord på symboler, der er hentet fra Egyptens årtusindgamle kulturarv.

For nogen, vil de kunne ses som tilløb til persondyrkelse af al-Sisi og omvendt til en dæmonisering af præsident Mursi og Det Muslimske Broderskab, som giver bange anelser for den demokratiske proces. Mon al-Sisi er egyptens næste præsident?

Tiden før Muhammed var barbarisk

Som vi har set, spiller arven fra oldtidens Egypten en rolle i polemikken om hærens og Mursis rolle.

Men i Egypten kan den enes kulturarv være den andens jahiliyya. Jahiliyya, der kan oversættes til uvidenhed eller barbari, er den særlige islamiske betegnelse for den tidsalder, der gik forud for profeten Muhammed og islam.

Et sådant spændingsforhold mellem glorværdig oldtid og fordærvet jahiliyya kan spores op gennem 1900-tallet.

Faraonismen blev opfattet som en bevægelse

I 1920'erne prægede den nationale bevægelse, faraonismen, egyptisk politik og kulturliv. I faraonisternes øjne skulle det moderne Egypten fremstå som arvtager til det 'gamle' Egyptens storhed, og de brugte den faraoniske arv som symbol på det 'nye' Egyptens dybe historiske rødder.

Et symbol som ideelt set kunne favne både Egyptens kristne og muslimer. Faraonismen spillede en dominerende rolle, indtil Det Muslimske Broderskab, samtidig med Nassers sekulære arabisme, fik vind i sejlene i løbet af 1930'erne og 40'erne.

Broderskabets chefideologer opfattede faraonismen som en bevægelse, der undergravede Egyptens islamiske karakter.

Set med Broderskabets øjne burde det moderne Egypten tage arven op fra korstogstidens islamiske Egypten, der både havde dæmmet op for de europæiske korsfarere og mongolernes hærgen.

En sko i ansigtet på en ledende, muslimsk broder

Det mest ekstreme udtryk for denne holdning er måske det spektakulære attentat i 1981 på præsident Sadat under en militærparade. Her retfærdiggjorde drabsmanden fra den radikale, islamistiske Jihad-gruppe netop sin handling med slagordet »Jeg har dræbt Farao«.

Her er der ikke tale om en specifik historisk farao, men den 'Farao', der i Koranen optræder som Moses og dermed Guds store modstander.

Sammenligningen med Farao er i øvrigt for nylig blevet anvendt om præsident Mursi på Twitter af den i Vesten så vellidte tidligere vicepræsident Muhammed al-Baradei. Dette må i lyset af ovenstående betragtes som en sko i ansigtet på en ledende, muslimsk broder som Mursi.

Den kristne tradition

I spændingsfeltet mellem old-egyptisk (herunder græsk-romersk) og islamisk, kan det være svært at få øje på arven fra den tredje store drivkraft i Egyptens kulturhistorie: Kristendommen. Den kristne arv går ikke desto mindre tilbage til oldkirken.

Ved kirkemødet i Kalchedon i år 451 udskiltes den koptiske kirke fra øst-kirken på grund af uenighed om forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesu Kristi person.

Ved koncilet blev læren om Kristi to naturer vedtaget på bekostning af blandt andet den koptiske kirkes opfattelse, at Kristus kun har én natur i form af »Guds kødeliggjorte ord«.

Den koptisk-ortodokse kirke har særegen egyptisk identitet

Dette skisma førte til, at der i Egypten blev dannet en splittet, kristen tradition med et græsk-ortodokst patriarkat i Alexandria og en bredere funderet, koptisk-ortodoks kirke med eget sprog og egen skrift: netop koptisk, som er det sidste stadie af det old-egyptiske sprog, og som stadig anvendes i kirkens liturgi.

Den koptisk-ortodokse kirke har også egen pave og patriark, ligeledes med sæde i Alexandria, og dermed en særegen egyptisk identitet trods dens i dag verdensomspændende rækkevidde.

Ifølge en historisk tvivlsom tradition skal den koptiske kirke være grundlagt af evangelisten Markus og dens paver være hans efterfølgere i embedet.

Kirkesamfundet danner rammen om en levende, kristen tradition

I nyere tid er der tillige opstået en koptisk-katolsk kirke, i kommunion med Rom, men med koptisk liturgi, og en koptisk-evangelisk kirke, hver med sin egen historie.

Kirkesamfundene danner således rammen om en levende, kristen tradition med en kontinuitet, der rækker helt tilbage til oldtidens græske og egyptiske traditioner og er i fortsat udvikling.

De kristne udgør i dag måske 8-10 % af befolkningen og ikke bare deres monumenter og manuskripter, men også deres tradition og praksis udgør værdifulde bidrag til Egyptens, og hele verdens, kulturarv.

Den truede kulturarv

Plyndringen og ødelæggelsen af museet i Mallawi sætter på ny fokus på egypternes divergerende opfattelser af, hvad deres kulturarv er for en størrelse, hvori den består, og hvad den kan bruges til.

Ifølge de forhåndenværende kilder foregik plyndringen nemlig den 14. august 2013, under en af Mursi-tilhængernes sit-in protester, der foregik i museets have. Både vagter og en billetsælger skal være blevet skudt, og mindst én dræbt.

Af 1089 genstande, dateret fra faraonisk tid til muslimsk middelalder, blev mere end 1000 stjålet og museet blev fuldstændig raseret. Kristne kirker i Mallawi er blevet vandaliseret og ødelagt af islamister, der tilsyneladende holder de kristne ansvarlige for Mursis afsættelse.

Andre museer, arkæologiske lokaliteter samt mange kirker og klostre over hele Egypten er ligeledes blevet angrebet og plyndret; ligesom hærens brutale rydningsaktioner har ført til, at moskeer er blevet ødelagt.

Millioner af egyptere viderefører deres arv

Begivenhederne i kølvandet på Det arabiske Forår må altså siges at udgøre en meget konkret trussel mod den materielle arv fra alle de store traditioner i Egyptens historie. Og dét må siges at være problematisk i et land, der i den grad er afhængigt af indtægter fra turismen.

UNESCO, Blue Shield og Egypt's Heritage Task Force, har da også, sammen med den egyptiske antikvitetsorganisation, iværksat en kampagne for at redde stjålne museumsgenstande og restaurere ødelagte monumenter.

Afslutningsvis skal det nævnes, at millioner af egyptere fra alle samfundets forgreninger her og nu i den fælles hverdag viderefører deres arv som levende kulturel praksis, anvender den til at skaffe sig et udkomme i hverdagen eller som symbolsk virkemiddel i den aktuelle politiske konflikt.

Egyptens kulturarv er til for disse mennesker og for os alle. Men hvis ikke der findes en løsning på den nuværende konflikt, som mildner de underliggende sociale og økonomiske spændinger, kan man frygte, at kulturkampen vil fortsætte, og med mellemrum bryde ud i politisk vold, plyndring og ødelæggelse.