Langt oppe i Norge møder den moderne TV-konkurrence den naturlige konkurrence, evolutionen, når håbefulde deltagere prøver kræfter med at overleve – i hvert fald indtil fiskestangen knækker, og soveposen er blevet våd.
\ Automatisk oplæsning
Det er torsdag aften. Aftensmaden er spist, og familien er rykket fra køkkenet til stuen, hvor kaffen står på bordet sammen med småkagerne. Alle har fundet deres pladser i sofaen, og vi er klar til endnu et afsnit af 'Alene i vildmarken' på DR.
Efter en lang dag i skolen og på arbejdet er det skønt at se på nogle andre, som prøver at klare sig godt. Men der går ikke længe, før vi har gjort deltagernes konkurrence til vores egen.
Vi analyserer deres psykologiske tilstand, kloger os på laksefiskeri og diskuterer ivrigt diverse led- og snitskader, før vi finder vores favoritter og håner alle, som er uenige med os.
Allerede kort inde i afsnittet er stuen opdelt i lejre, og alle krummer tæer af fryd, når de andres favoritter, nedbrudte af sult og ensomhed, trykker på jeg-vil-hjem-knappen, mens den, vi selv holder med, forhåbentlig står alene tilbage i sin interimistiske grenhytte.
Reglerne i konkurrencen 'Alene i vildmarken' er simple: Klar dig selv længst muligt. Sidste mand eller kvinde vinder.
Men programmet er også en ret underlig konkurrence.
Når jeg spiller badminton med min søster, gør vi det efter tydelige regler på en bane, der er ens overalt i verden, og selv om verdensstjernerne spiller bedre, gør de det ikke væsentligt anderledes end os.
En konkurrence reducerer alt til ét mål: forbedring, der enten kan lede til sejr eller nederlag. Nogle gange handler konkurrence om at høste anerkendelse.
Andre gange handler det bare om at løbe hurtigst, springe længst, tjene mest eller i det hele taget bare yde bedst på en måde, som vi kan måle, så ingen kan bestride resultatet.
Adjunkt i idrætsvidenskab Christian Tolstrup Jensen har skrevet bogen ‘Tænkepauser – konkurrence’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Konkurrence’ er nummer 121 i serien og udkom 2. september 2024.
Læs mere om bogen hér.
I 'Alene i vildmarken' er der hverken point, vedtaget teknik eller afgrænset bane. Deltagerne skal i princippet bare vente. Og vente og vente og vente.
En konkurrence i tålmodighed lyder ikke som en seermagnet, men formatet virker, fordi deltagerne mangler nærende mad og tørt tøj, og behovet for ordentlig søvn snart fuldstændig overdøver deres mangel på tålmodighed. Som navnet antyder, er det heller ikke hvor som helst, deltagerne får testet deres tålmodighed.
Langt oppe i Norge møder moderne konkurrence-TV den naturlige konkurrence, evolutionen, som har formet livet på Jorden, lige siden de første tegn på liv opstod for næsten fire milliarder år siden.
Vi er så langt, som vi kan komme fra poolen, dobbeltsengene og det behagelige mexicanske klima i TV3’s realityprogram 'Paradise Hotel'.
Tværtimod er ressourcerne i vildmarken få, og de håbefulde udvalgte konkurrerer mod nogle bogstavelig talt umenneskeligt gode hjemmehold. Igennem hundredtusindvis af år har fugle, fisk, træer og alle de andre lokale planter og dyr nemlig tilpasset sig det barske miljø perfekt.
Evolutionsteorien blev beskrevet af den engelske biolog Charles Darwin for første gang i bogen 'Arternes oprindelse' fra 1859.
Teorien forklarer intet mindre end Jordens enorme mangfoldighed af dyre- og plantearter som resultatet af nogle ofte meget lange udskilningsløb, hvor deltagere med nye, tilfældige mutationer hele tiden kommer på banen. Den, der har en mutation, som giver en fordel, vinder før eller senere.
Andre gange er der tale om en benhård konkurrence mellem dyr eller planter, hvor vinderen sikkert, men meget, meget langsomt rydder alle andre genetiske variationer af vejen.
Ude i skoven og hjemme i bedet nyder kun den hurtigst voksende plante solen, mens den på alle måder overskygger – og dermed dræber – sine brødre og søstre og fætre og kusiner, der ikke kan vokse lige så højt.
De hurtigste fugle fanger det meste af maden og laver måske også de smarteste tricks. Et trick giver godt nok ikke umiddelbart mere mad, men hvis tricket hjælper med at få en mage, så giver eksempelvis den hvidhovedede havørns saltomortaler pludselig rigtig god mening.
Vi kunne også beskrive udvikling som et spørgsmål om at opnå harmoni og balance. Darwin selv var helt på det rene med, at udvikling ikke altid handlede om at blive den stærkeste.
Konkurrence handler om at blive bedst mulig til det, som ens miljø nu engang kræver, uanset om det er en jungle eller et forstadskvarter, hvor vi må øve os i at leve i fred og fordragelighed.
Ligesom med evolutionsteorien er princippet bag 'Alene i vildmarken' et langt udskilningsløb i et fjendtligt miljø, hvor deltagerne må tilpasse sig i løbet af få dage eller bukke under i forsøget. Heldigvis har de en afgørende fordel.
En deltager i TV-programmet omgår den naturlige selektion med alverdens opfindelser og udstyr – i hvert fald indtil fiskestangen knækker, nettet revner, soveposen bliver våd, og strygestålet er brugt op.
Konkurrencer kan både stå mellem hold og individer, og deltagerne i programmet er på en måde slet ikke alene, før fiskestangen faktisk knækker. Fiskestangen og alt det andet udstyr er derimod centrale medspillere for vildmændene m/k i konkurrencen mod vildmarkens hjemmehold.
Udstyret har deltagerne som oftest ikke fremstillet selv, og selv hvis de ville, kunne de sandsynligvis ikke finde ud af det. Uanset hvor ensomme de føler sig, har de altså et imponerende hold i ryggen – alle de mennesker, der kom forud for dem med opfindelser, der har gjort livet lettere.
Vores evne til at samarbejde er en af menneskedyrets største fordele i konkurrencen mod snart sagt alle andre arter. I 'Alene i vildmarken' synes deltagerne sikkert, at de har det hårdt nok, som det er, men hvis ikke de kunne ’samarbejde’ med deres udstyr, ville deres liv derude være endnu mere beskidt og brutalt og sikkert meget, meget kort.
Beskidt, brutalt og kort. De tre ord har jeg hugget fra den engelske 1600-talsfilosof Thomas Hobbes, der mente, at mennesket overladt til sig selv stort set med det samme ville begynde at slås mod andre for at overleve.
Beviset havde Hobbes fundet uden for sin gadedør i de drabelige borgerkrige, som hærgede England i hans samtid.
Tilbage ved fjernsynet er der bare tre deltagere tilbage i 'Alene i vildmarken': Friluftstypen, håndværkeren og hippien.
Alle omkring fjernsynet er enige om, at deltagerne har været virkelig gode i år – eller rettere sagt, at casterne har været dygtige til at vælge nogle, vi synes har været sjove at følge.
'Alene i vildmarken' handler nemlig ikke bare om at finde en vinder. Programmet skal også være sjovt, så det trækker mange seere og bidrager til at opfylde DR’s public service-forpligtelse. Det er svært, hvis deltagerne er knudemænd, som uge efter uge tavse tygger på en tør fisk.
Men at hele holdet er en sæk sofakartofler, der vil hjem, så snart madpakken er spist og solen gået ned, dur heller ikke. Inden vi møder deltagerne, har redaktøren allerede skåret feltet til ud fra programmets format og den historie, hun vil fortælle.
.
Måske er de fleste faktisk blevet sendt hjem, allerede inden konkurrencen overhovedet er begyndt, og vi får aldrig at vide, hvem der ikke fik chancen.
Ærligt talt er de fleste af os nok også ret ligeglade og fint tilfredse med, at den professionelle redaktør sammen med castere, producenter og kamerafolk tager ansvar for konkurrencen i 'Alene i vildmarken'.
Som en træner, der sætter sit hold for at vinde, stoler vi, seerne, på, at redaktøren skaber det bedst mulige program, og hvis ikke det lykkes, kan vi nemt zappe over på en anden kanal.
Andre potentielle deltagere nåede måske ikke engang så langt som til at sende en ansøgning og blev heller aldrig dømt hverken inde eller ude.
Det kunne være, fordi de ikke turde være på TV, selv om de elsker naturen højt. Eller måske kunne de ikke finde ud af at skrive en ansøgning eller få råd til at tage fri, mens programmet blev optaget.
Atter andre skænkede det aldrig en tanke, selv om de har talent for at klare sig selv, håndtere ensomhed og en interessant historie.
'Alene i vildmarken' er ikke en retfærdig konkurrence, men det er okay. Vi køber præmissen om, at målet ikke er endegyldigt at finde Danmarks vildeste overlever.
Den indbyggede konkurrence er mest et dramaturgisk greb, som skaber spænding, imens vi lærer noget om vores medmennesker og os selv og nyder sofaen, kaffen, taget over hovedet og varmen fra radiatoren.
Få den nyeste viden om motion og sport. Helt uden tomme kalorier. Udsendes få gange årligt.
