Derfor er omsorg en livssag for os mennesker

Den engelske psykiater John Bowlby arbejdede i tiden efter Anden Verdenskrig med at undersøge, hvordan det var gået de børn, der var blevet sendt på landet og adskilt fra deres forældre, mens tyske bombardementer raserede London.

Han fandt ud af, at selvom plejefamilierne passede godt på børnene, og de fik den mad og sikkerhed, de havde brug for, så påvirkede tabet af relationen til forældrene den måde, de udviklede sig på psykologisk.

I sine banebrydende bøger om emnet forklarer Bowlby, hvordan nærhed, tryghed og tilgængelighed mellem barn og forældre er afgørende for børns udvikling, personlighed og psykiske sundhed.

Når vi bliver forældre, vækker barnet en ømhed og et omsorgsinstinkt, der sammen med ansvaret og kærligheden etablerer roden til en livslang relation.

Tilknytningsteorien henviser til evolutionær teori, som siger, at vi overlever som art, fordi vi er gode til at passe på vores afkom, som egentlig er født ’for tidligt’ til at klare sig selv.

Tryg eller utryg tilknytning

Vi mennesker har en lang periode med barndom, hvor vi er afhængige af omsorg fra forældre, der passer på os i mange år.

Det er helt anderledes med eksempelvis krybdyr. De kender knap deres unger, før de skal klare sig selv. Sådan er det også med andre pattedyr, der kan løbe ved siden af deres mor få timer efter fødslen og er fuldvoksne inden for nogle år.

Vi mennesker har til sammenligning et stærkt medfødt instinkt for at knytte os tæt sammen. Bowlby fandt dog ud af, at tilknytningen udvikler sig med forskellig kvalitet og kan blive overvejende tryg eller utryg:

• I den trygge tilknytning vil barnet stole på, at moren er tilgængelig, beskyttende, stabil og opmuntrende over for dets behov.
• Derimod vil barnet tvivle på alt det og måske frygte at blive forladt eller ignoreret i den utrygge tilknytning.

Hvis vores forældre er sensitive og tilgængelige, når vi har brug for dem, og de møder os med omsorg, accept og samarbejde, kan vi være trygge og udforske verden omkring os med tillid.

Så kommer vi lettere til at stole på, at vi selv og andre er værd at elske – og at andre vil os det godt.

Den måde, vi knytter os til vores første omsorgsgivere på, er med til at afgøre vores personlighed, relationer og følelsesliv i ungdommen og voksenlivet.

Her viser en utryg tilknytning sig for eksempel som problemer med at knytte sig til og fastholde en kæreste over længere tid.

Rotter gentager omsorgsadfærd

Nogle oplever, at deres forældre ikke bakker dem op, eller at deres omsorg svinger.

De vil ofte kæmpe med jalousi, misundelse og ambivalente følelser, når de selv forelsker sig, eller de vil udvikle følelsesmæssig afhængighed af en ven eller kæreste.

Noget lignende sker for andre pattedyr. Eksempelvis er rotter, der ofte er blevet nusset kærligt af deres mor som små, mere modstandsdygtige over for stress som voksne.

Den danske neuropsykolog Jesper Mogensen forklarer i sin bog Den Dynamiske Hjerne fra 2021, at alle dyremødre beskytter deres unger mod fare og lader ungerne die hos sig, men hos rotter er der stor forskel på, hvor meget mødrene nusser dem og slikker deres pels.

Rotter er interessante som forsøgsdyr, fordi de meget hurtigt vokser sig kønsmodne og selv bliver forældre. Derfor kan forskerne med stor sikkerhed afgøre, hvad der skyldes henholdsvis arv og miljø i deres adfærd.

Studierne viser, at omsorgsadfærd i nogen grad går i arv, men ikke af genetiske årsager, for det har forskerne udelukket ved også at teste tvillinger.

Rotteunger, der blev nusset og plejet meget af deres mor, videreførte den nussende omsorgsadfærd som mødre til deres unger i næste generation.

Det understøtter tilknytningsteoriens ide om, at også vi mennesker er tilbøjelige til at give den omsorg videre, vi selv har fået.

En tredjedel skifter omsorgsmønstre

Forholdet til kærester, tætte venner og siden ægtefælle eller partner gør det muligt for mennesker at gøre sig fri af de omsorgsmønstre, de har med sig hjemmefra.

Dermed kan de skabe deres egen måde at give og modtage omsorg på, som måske er bedre for dem. Forskningen viser dog, at vi sandsynligvis vil gentage og videreføre de tilknytningsmønstre, vi selv har indgået i som børn.

De sidste mange årtiers studier af menneskers måder at skabe relationer på viser, at omkring en tredjedel skifter fra tryg til utryg tilknytning eller omvendt, når de indgår i et nyt parforhold.

Studierne viser også, at to tredjedele gentager deres oprindelige mønster.

Forskerne har fokuseret mest på at dokumentere, hvor stabile mønstrene er, frem for at undersøge dynamikkerne, når de skifter eller forandrer sig.

Men selv om de fleste beholder deres oprindelige form for tilknytning som henholdsvis tryg eller utryg, opdaterer vi mennesker hele tiden vores mønstre, i takt med at vi gør os nye erfaringer med andre.

Større risiko for at havne i voldelige forhold

Skift sker derfor også på både godt og ondt. Eksempelvis kan unge, der udsættes for vold af deres partner, udvikle en utryg tilknytningsstil, selv om de har haft en tryg barndom – og ikke kun til den voldelige partner, men også til fremtidige partnere.

De ungarske forskere Ayse Kural og Monica Kovacs fandt i 2022 ud af, at mennesker med utryg tilknytningsstil har højere risiko for at havne og forblive i forhold, hvor de udsættes for vold eller selv udøver vold, sammenlignet med trygt tilknyttede personer.

Det er dog også muligt for mennesker udsat for svigt under opvæksten at opnå et stabilt samliv med en kærlig partner og knytte sig til loyale venner.

Dermed kan de som voksne opleve større tryghed i relationerne til deres vigtigste omsorgspersoner. Ligesom forældre godt kan knytte sig trygt til egne børn, selv om de oplevede en utryg relation til deres forældre.

Den hollandske kliniske forsker i tilknytningsteori Marije Verhage foretog sammen med et hold internationale forskere i 2016 en stor metaanalyse.

Her fandt de frem til, at hvis mødre selv er trygge i deres tilknytning, er omkring 70 % af deres børn det også, mens andelen kun er 37 % for børn af utrygt tilknyttede mødre.

Mere afgørende end karriere, intelligens og socialklasse

Omsorgen fra og til vores nærmeste forbinder os i det, jeg kalder sammenflettede livstider. Nogle af vores relationer definerer i høj grad vores tilværelse, og omsorgen mellem os er det, selve livet gælder om.

Det ser vi typisk mellem forældre og børn, ægtefæller, bedsteforældre og børnebørn, søskende og særlige venner, som vi deler livet med.

En af verdens største undersøgelser af menneskers måde at udvikle sig på gennem livet er kendt som Harvard-studiet.

Her har forskere siden 1938 fulgt over 2.000 mennesker og vist, at det er kvaliteten i omsorgens relationer til ægtefælle, venner og børn, der bedst forudsiger, om vi er tilfredse med livet og får en god alderdom.

For eksempel er de mænd, der var glade i deres ægteskab i 50-årsalderen, også sundere og gladere som 80-årige end dem, som var enlige eller levede i et ulykkeligt ægteskab.

Gode omsorgsrelationer betyder mere for vores sundhed og velvære end karriere, intelligenskvotient og socialklasse.

Brug for omsorg hele livet

Det omvendte gør sig dog også gældende. Hvis nogen forlader os, kan vi føle os svigtet, og hvis vi forlader andre i uvenskab, kan det nage os langt frem i tiden.

I en TED-talk, som er blevet set mere end 13 millioner gange, forklarer den amerikanske lykkeforsker Robert Waldinger fra Harvard-studiet således, hvordan ensomhed og dermed mangel på omsorgsrelationer er en lige så stor ’dræber’ som alkoholisme og rygning.

Derfor er det vigtigt at vedligeholde sine gode relationer.

Når vi mennesker kommunikerer med familie og nære venner, handler det for en stor del om at vedligeholde, reparere og beskytte vores forhold.

Vi samarbejder om, hvad vi forventer af omsorg fra hinanden, og hvordan vi udtrykker os om det, og vi justerer os efter hinanden for at undgå at såre eller skabe konflikt.

Hvis vi alligevel bliver uvenner eller mister kontakt over længere tid med nære venner eller familie, rammer det os, netop fordi omsorgen her er en livssag for os.

Vi fyldes med livsglæde og livsmening, når vi mærker omsorg fra vores elskede andre, og når vi lykkes med at give noget, som de har brug for. Det er givende, når andre modtager os som givende.

Og selv om vores behov for omsorg er mest bydende hos spædbørn og småbørn, har vi brug for omsorg hele livet, både som modtager og giver.