Derfor skal vi passe på med at tale om, at vi har '12 år tilbage inden klimakaos'

For nylig blev jeg inviteret til at tale for en gruppe teenagere, der klimastrejkede i Oxford. Som mange andre forskere støtter jeg deres strejker, men jeg synes også, at de er urovækkende. Hvilket jo nok er meningen.

Teenagere i dag er i deres gode ret til at være på barrikaderne, når det handler om klimaforandringer, og til at bruge kraftige billeder for at fange folks opmærksomhed.

Men nogle af de slogans, som bliver spredt, er decideret frygtindgydende: En kollega fortalte mig for nyligt, hvordan hendes 11-årige kom hjem med tårer i øjnene, efter hun havde fået at vide, at den menneskelige civilisation på grund af klimaforandringerne måske ikke vil overleve længe nok til, at hun kunne nå at få børn.

Problemet er, at så snart forskere stiller sig skeptiske over for klimaslogans, bliver vores ord grebet af det sædvanlige slæng af klimabenægtere. Så hvis jeg skulle tale til strejkende teenagere, eller de unge mennesker i Extinction Rebellion og andre grupper, eller for den sags skyld til enhver, der virkelig ønsker at forstå, hvad der foregår, ville jeg fortælle dem følgende:

Har vi 12 år til at vende skuden? Det er ikke så enkelt

Min største bekymring handler om den udbredte vending om, at 'IPCC (Intergovenmental Panel on Climate Change) siger, at vi har 12 år', inden vi udløser et klimakaos, som ikke kan stoppes.

Sloganets forfattere er ikke klare omkring, om de mener, at klimakaos vil ske efter 12 år, eller om vi har 12 år til at undgå det. Men begge er misvisende.

Som førsteforfatter på IPCC's Special Report on Global Warming of 1.5°C har jeg brugt adskillige dage sidste oktober, bogstaveligt talt under et spotlys, på at forklare delegerede fra verdens regeringer, hvad vi kan, og ikke kan, sige om, hvor tæt vi er på det niveau af opvarmning.

Ved at bruge World Meteorological Organisations definition af global gennemsnitsoverfladetemperatur, og det sene 19. århundrede til at repræsentere opvarmningens præ-industrielle niveau (ja, alle disse definitioner betyder noget), har vi netop passeret 1°C og opvarmer mere end 0,2° per årti, hvilket vil føre os til 1,5°C omkring 2040.

Når det er sagt, så er dette kun vores bedste estimater. Det kan være, at vi allerede er på 1,2°C og opvarmer med 0,25°C per årti – hvilket er helt inden for usikkerhedsmargenen. Det ville sandt nok få os på 1,5°C i 2030: 12 år fra 2018.

Men en ekstra kvart grads opvarmning, hvilket er mere eller mindre, hvad der er sket siden 1990'erne, vil ikke føles som Dommedag for det store flertal af de teenagere, der strejker i dag (de kommende skattebetalere i 2030).

Og hvad vil de så tænke på det tidspunkt?

Vi bør være mere bekymrede for klimaforandringernes uretfærdigheder

Jeg siger flertallet, fordi der vil være uheldige undtagelser. En af de mest besnærende myter om klimaforandringerne er, at vi alle er i samme båd.

Folk spørger mig, om jeg bliver holdt vågen om natten ved udsigten til fem graders opvarmning. Jeg tror ikke, vi når til fem grader.

Jeg er langt mere bekymret for det geopolitiske sammenbrud og de uretfærdigheder, som klimaforandringerne vil føre med sig, når vi opheder fra to til tre grader.

Så stop venligst med at sige, at der sker noget dårligt på globalt plan i 2030. Dårlige ting sker allerede, og hver halve grads opvarmning betyder noget, men IPCC trækker ikke en 'grænse for vores planet' på 1,5°C, over hvilken klimamonstrene venter os.

Jo flere år der går uden reduktion, jo mere skal nutidens unge rydde op

Hvad så med den anden fortolkning af IPCC's 12 år: at vi har 12 år til at handle i?

Det, vores rapport siger, er, at i scenarier med en chance på en ud af to til to ud af tre for at bevare global opvarmning under 1,5°C, skal udledninger reduceres til omkring halvdelen af deres nuværende niveau i 2030.

Det betyder ikke, at vi har 12 år til at handle: Det betyder, at vi skal handle nu, og at selv hvis vi gør, er der ingen garanti for succes.

Og hvis vi ikke halverer udledningerne før 2030, vil vi så have tabt kampen og må bare slå hælene i jorden og forsøge at overleve?

Selvfølgelig ikke. IPCC siger klart, at selv hvis vi reducerer udledningerne så hurtigt som muligt, kan vi knap nok holde temperaturerne under 1,5°C. Så hvert år, der går, hvor vi ikke reducerer udledningerne, er endnu 40 milliarder ton CO₂, som vi forventer, at nutidens teenagere skal hive ud af atmosfæren for at bevare varmvandskoraller eller Arktis' is.

Sådan bør de unge tage deres forældre i nakken

Hvis vi antager, at folk stadig gerne vil brødføde sig selv og ikke vil omstille hele verden til at bruge biobrændsel, vil det at opfange CO₂ fra atmosfæren på nuværende tidspunkt koste 150-500 pund per ton, plus prisen for at fjerne det permanent.

Så de føromtalte 40 milliarder ton CO₂ udgør et oprydningsansvar, der løber op i hele otte trillioner pund om året, hvilket mere eller mindre er, hvad verden bruger på energi i dag.

Så her er en samtale, som unge aktivister kunne have med deres forældre:

Udregn først hvad forældrenes CO₂-udledninger var sidste år (der findes forskellige udregnere online – og gennemsnittet er omkring syv ton fossil CO₂ per person i Europa). Gang så med 200 pund per ton CO₂ og foreslå, at forældrene smider det beløb ind i en opsparing i tilfælde af, at deres børn skal rydde op efter dem i 2040'erne.

Hvis forældrene svarer 'du skal ikke bekymre dig, min kære, det er det, vi betaler skat for', bør unge spørge dem, hvem de stemte på ved sidste valg, og om det at bruge skattepenge på at løse klimaforandringerne var en prominent del af partiets manifest.

Vær vred, men af de rigtige årsager

Vær endelig vred, men vær vred af de rigtige årsager. Vi skulle have handlet for længst, men for en britisk offentlighed, der slikkede sol i februar, føles det ikke som en nødsituation, selvom det var sært.

Midaldrende kritikere vil meget hellere brokke sig over graden af klimapåvirkning (som om de har nogen ret til at fortælle, hvilket klima unge mennesker skal finde sig i) end tale om regningen fra oprydningen.

Klimaforandringer er ikke så meget en nødsituation, som det er en betændt uretfærdighed. Dine forfædre overvandt ikke slaveriet ved at erklære en nødsituation og opfinde en kunstig barriere for et 'tolerabelt' slaveantal.

De råbte op om, hvad det var: en spektakulært profitabel industri, grundlaget for meget af den tids velstand, skabt ved en fundamental uretfærdighed.

Det er på tide at gøre det samme med klimaforandringer.

Du kan diskutere løsninger på verdens problemer og følge med videnskabens bedste bud på, hvad vi skal gøre, i Videnskab.dk's åbne gruppe på Facebook, Red Verden.

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation. Oversat af Frederik Appel Olsen. Myles Allen modtager finansiering fra det britiske forskningsråd for naturmiljø.