FN's klimapanel mødtes for nylig, i juni 2015, i Bonn. Det var sidste gang, de mødtes, før en international aftale skal indgås i Paris i december.
Hvis man spurgte de forsamlede i Bonn, hvad det hele egentlig drejer sig om, ville de fleste sikkert nævne de fremtidige generationer.
Man kan stille sig nok så skeptisk overfor, hvilke motiver der egentlig driver dem, men de fleste mennesker - og forhandlerne selv - tror uden tvivl, at det drejer sig om at varetage planetens tarv.
Men passer det? Og hvis planet er det, de forsøger at værne om? Det er foruroligende, men FN's klimapanels procesforløb tager i stigende grad højde for de nulevende generationers interesser, på bekostning af de fremtidige - noget som klimaforhandlerne måske ikke engang selv er klar over.
Tænker vi langsigtet eller kortsigtet?
Udfordringen ligger i at prioritere mellem to meget forskellige forureningskilder:
- På den ene side har vi de akkumulerende forureningskilder, eksempelvis carbondioxid, der oparbejdes i klimasystemet som tungmetaller i fødekæden.
- På den anden side har vi de kortvarige forureningskilder, for eksempel metan og sodpartikler, som på naturlig vis 'vaskes væk' i løbet af et par uger eller år.
Det er meget oppe i tiden at skride til handling over for de kortvarige forureningskilder. En hel bevægelse er dedikeret til det - nemlig 'Climate and Clean Air Coalition' - (CCAC, som også Danmark deltager i, red.) - og som med stor begejstring støttes af FN's miljøprogram.
Det er der en åbenlys forklaring på. I modsætning til carbondioxid, er det billigt at reducere emissionerne fra mange af de kortlivede klimakomponenter.
Det vil have en øjeblikkelig effekt - til gavn for både menneskernes helbred og landbruget i præcis de lande, hvor emissionerne stammer fra.
Hvem kunne dog finde på at fremsætte indsigelser til en række tiltag, der kunne redde kvinders liv og lunger i mange udviklingslande? Og som på samme tid kunne hjælpe til at forbedre udsigterne for at holde de globale temperaturændringer under 2°?
Den obskure tekniske detalje i FN's beregninger
Men der er et problem. Som jeg forklarer i en ny rapport, udgivet af Oxford Martin School; så længe carbondioxidemissionen stadig stiger - og det gør den, på trods af den lille stilstand sidste år - er de kortvarige klimakomponenter næsten uden betydning for kulminationen af global opvarmning.
\ Fakta
De forskellige drivhusgasser har ikke samme indvirkning på drivhuseffekten. Nogle gasmolekyler har en længere levetid i atmosfæren og er bedre til at absorbere varmen end andre. For at vurdere hvor meget de enkelte gasser bidrager med, beregner man deres GWP-værdi (Global Warming Potential). Pr. definition har CO2 en GWP værdi på 1, og de andre gasser vurderes ud fra denne værdi. GWP er opgjort til 21 for metan og 310 for lattergas. Det betyder, at et ton metan bidrager 21 gange mere til drivhuseffekten end et ton kuldioxid. Og et ton lattergas er 310 gange værre end et ton kuldioxid. Man ganger udledningen af de enkelte drivhusgasser med deres GWP og omregner på den måde udledningerne til såkaldte CO2-ækvivalenter, som er en fælles enhed for alle drivhusgasser. Dermed er det muligt at sammenligne de enkelte gassers bidrag til drivhuseffekten og at summere effekten af alle drivhusgasser.
Og det er der en ganske enkel årsag til. Da carbondioxid akkumuleres i systemet, skal vi bringe den globale netto carbondioxidemission ned på nul for at kunne stabilisere temperaturen.
Selv med de mest bombastiske formodninger om den fremtidige reduktion, indtil carbonemissionen falder - og falder drastisk - er vi stadig flere årtier fra en nul-emission.
Og til den tid er nutidens metan og sodpartikler for længst vasket ud af klimasystemet.
Så hvorfor er landene så begejstrede for dem? Til dels på grund af en obskur teknisk detalje. Af uransagelige årsager er FN's beregninger baseret på et begreb kaldet ‘carbondioxid ækvivalent’-emissioner. Ækvivalenten måles i en slags 'valutakurs' kaldet '100-year global warming potential', GWP-værdi (se faktaboks).
30-40 år er en alt for kort tidshorisont
Ud fra navnet skulle man tro, at det havde noget at gøre med den globale opvarming over 100 år, men det har det ikke.
GWP100 er faktisk et udtryk for den relative indvirkning, de forskellige emissioner har på den globale opvarming de næste 30-40 år. Og set i dette tidsperspektiv, vil det bestemt have en indvirkning, hvis man reducerede de kortvarige forureningskilder.
Hvis man halverede metanemissionen øjeblikkeligt, ville den forventede temperatur falde med en tiendedel af en grad i 2050.
Det ville være effektivt, men kun i sammenligning med de naturlige udsving i disse tidshorisonter. En halvering af de globale CO2-emissioner ville have en meget større indvirkning (og en umådelig større indvirkning efter 2050), men ville også være langt, langt mere besværligt og kostbart.
Så mange af FN's beregninger er på grundlag af en måling af indvirkningen af forskellige emissioner, der udelukkende fokuserer på den generation af beslutningstagere, der lever i dag.
For at være fair, så har enkelte lande, for eksempel Brasilien, i årevis krævet, at GWP100 bliver udskiftet. Men en udskiftning hjælper ikke - en værdi, der fungerer i én tidshorisont, svigter i en anden.
Det er på høje tide, vi ser virkeligheden i øjnene
Løsningen er såre enkel. Landene skal erkende nødvendigheden af at bringe netto carbondioxidemissionen ned til nul.
Og i mellemtiden skal de begrænse den totale mængde, vi smider ud i atmosfæren. Så indtil CO2-emissionerne falder - og falder hurtigt nok til, at der er en realistisk mulighed for at opnå nul-emssion i den nærmeste fremtid - skal vi ikke tro, at det hjælper den globale opvarming på lang sigt at gøre noget ved de kortvarige forureningskilder.
Emnet får bølgerne til at gå højt.
Mine kollegaer og jeg blev for nylig beskyldt af andre videnskabsfolk for 'at sætte mange millioner af menneskers liv på spil' ved at forlange, at vi udskyder en inklusion af de kortvarige forureningskilder i FN’s klimaforhandlinger.
Carbonioxid nul-emission er en nødvendighed
Lad mig lige slå fast - jeg er helt med på at reducere sodpartiklerne i udviklingslandene. Mit første job - helt tilbage i 80'erne - var at udvikle rene og effektive brændekomfurer I Østafrika.
Jeg kan godt huske, hvor rædselsfuldt det var for de kvinder, der var nødsaget til at lave mad over åben ild i 40° varme. Vi behøver ikke en global klimatraktat for at gøre noget ved den slags ting.
Men indtil carbonemissionerne falder, skal vi ikke lade som om, at en reduktion af sodpartikelemissionen kan hjælpe med at stabilisere de globale temperaturændringer - for det passer ikke.
Så en måde at afgøre, om FN's klimapanel rent faktisk også har de fremtidige generationers interesser for øje, er om klimaforhandlerne i Bonn og i Paris i december erkender, at carbondioxid nul-emission er en absolut nødvendighed.
Vi må bare vente og se.
Myles Allen modtog støtte fra The UK Department of Energy and Climate Change, the UK Research Councils, the Oxford Martin School and Royal Dutch Shell. Denne artikle er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
