Dyb uenighed: Er det her virkelig verdens ældste meteorkrater?

Et nyt studie finder »nye stærke beviser for, at Maniitsoq-strukturen i Vestgrønland er det største og ældste meteoritkrater, som indtil nu er fundet på Jorden.«

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Blandt flere forskere vækker det imidlertid heftig kritik, at GEUS med geolog Adam Garde i spidsen endnu engang bringer historien om, at Maniitsoq skulle være et oldgammelt meteoritkrater.

Tidligere forskning afviser nemlig teorien om, at Maniitsoq blev ramt af et meteoritnedslag fra rummet for omkring tre milliarder år siden.

»Vores studier kan pure afvise, at der er tale om et meteorkrater,« siger Kristoffer Szilas, der er lektor i geologi ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

»Men hver gang vi har påvist, at Adam Gardes tidligere argumenter ikke holder vand, så bringer han pludselig nye kriterier på banen, som skal godtgøre, at der er tale om et krater,« fortsætter lektoren.

Han vurderer ligesom en af de førende internationale forsker i nedslagskratere, australske Aaron J. Cavosie, at langt størstedelen af eksperterne på området afviser teorien om, at Maniitsoq skulle gemme på resterne af et gammelt nedslagskrater.

Geolog: Jeg er ikke i tvivl

Den manglende anerkendelse fra den brede kreds af eksperter i nedslagskratere får imidlertid ikke Adam Garde til at tvivle på sin egen teori.

»Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at Maniitsoq udgør resterne af et kæmpestort meteorkrater,« siger Adam Garde, som emeritusforsker ved GEUS, til Videnskab.dk

En anden førende forsker på området mener da også, at det videnskabelige samfund måske burde være lidt mere åbne over for nye idéer såsom Adam Gardes teorier om Maniitsoq.

»Der er endnu ikke præsenteret nogen endegyldige beviser for, at Maniitsoq er et nedslagskrater. Men set fra mit perspektiv står teorien stærkere med det nye studie. Jeg anser det for at være sandsynligt, at der kan være tale om resterne af et nedslagskrater,« siger John Spray, som står bag en bredt anerkendt database, Earth Impact Database, som oplister videnskabeligt anerkendte kratere.

Maniitsoq er ikke optaget på listen. Men på spørgsmålet om, hvorvidt det nye studie kan være en adgangsbillet til listen for Maniitsoq, svarer John Spray, at han vil »tænke mere over det.«

Begyndte med undren

Den betændte debat om Maniitsoq-klippernes fortid begyndte oprindeligt med en undren.

Igennem flere år havde geolog Adam Garde lavet feltarbejde i det grønlandske område, og her så han flere strukturer i klipperne, som han havde svært ved at forklare.

Under et ophold i 2009 slog det ham, at der måske kunne være tale om resterne af et gigantisk meteoritkrater.

»Jeg var ikke på jagt efter et krater og vidste dengang ikke noget om meteoritkratere, men jeg havde en masse observationer i området, som ikke var normale. Jeg er erfaren i felten, og jeg havde ikke set noget lignende andre steder,« fortæller Adam Garde.

I 2012 publicerede han sit første studie, som fremførte kraterteorien om Maniitsoq. Studiet fik stor omtale i både danske og udenlandske medier, også her på Videnskab.dk. Maniitsoq røg sågar i Guinness rekordbog som verdens ældste, kendte nedslagskrater.

I nyere udgaver af rekordbogen er Maniitsoq imidlertid fjernet.

»Da jeg første gang hørte om Maniitsoq, blev jeg begejstret. En tre milliarder år gammel nedslagsstruktur ville være en stor opdagelse,« fortæller Aaron J. Cavosie, som er seniorforsker ved Curtin University i Australien og mangeårig forsker i kratere, til Videnskab.dk.

De efterfølgende studier af Maniitsoq har imidlertid udvisket begejstringen, eftersom der ikke blev bragt beviser på banen, som kan godtgøre, at der er tale om et gammelt nedslagskrater, vurderer den australske forsker.

Forskere: Heller ingen evidens denne gang

Derfor møder Cavosie også det nye studie fra Adam Garde og hans internationale forskerkolleger med hovedrysten. I det nye studie bliver der nemlig heller ikke fremlagt fund af almindelige, videnskabeligt anerkendte spor efter et meteoritnedslag, påpeger han.

»Gardes grundlæggende præmis er, at ’evidensen for et nedslag ved Maniitsoq er anderledes end ved ethvert andet bekræftet nedslagssted på Jorden,’« siger Aaron J. Cavosie, som er formand for en international videnskabelige komite for nedslagskratere, Impact Cratering Committee, som blev etableret i 2023.

»Selvom klipperne og mineralerne ved Maniitsoq er de samme som ved andre bekræftede nedslagssteder, argumenterer Garde for, at de etablerede regler ikke gælder for Maniitsoq,« tilføjer Cavosie.

Sammen med danske Kristoffer Szilas var han i 2021 medforfatter til et studie, som afviste teorien om, at Maniitsoq oprindeligt skulle have været et meteoritkrater – læs mere i denne artikel.

»Vi har lavet tusindvis af analyser i området, og vi har ikke fundet nogen tegn på, at der er tale om et krater. Alt, hvad vi finder, kan forklares af almindelige, geologiske processer,« siger Kristoffer Szilas.

Garde: Krateret er rekordgammelt og dybt

Set fra Adam Gardes perspektiv tager historien sig anderledes ud.

I hans øjne bunder hele polemikken blandt andet i, at Maniitsoq med sine tre milliarder år er meget ældre end andre anerkendte nedslagskratere.

»Man kender ikke andre kratere i samme aldersklasse eller dybde i jordskorpen. Derfor ved man i princippet ikke, hvordan et tre milliarder år gammelt krater skal se ud i dag. Man kan ikke bare bruge de gængse kriterier til at afvise, at det er et meteorkrater, for vi kan slet ikke forvente at finde de samme geokemiske spor som i nyere kratere, som ligger længere oppe i jordskorpen,« forklarer Adam Garde i en tidligere artikel på Videnskab.dk.

Forskeren John Spray er enig i, at vi reelt ikke ved, hvilke spor vi kan forvente at finde, når der er gået svimlende tre milliarder år siden et nedslag fra rummet.

»Problemet er, at vi ikke ved, hvordan vi kan genkende meget gamle nedslagskratere. Nyere kratere har bestemte diagnostiske træk, men med tiden bliver de eroderet væk, begravet eller deformeret af geologiske processer. Maniitsoq er så gammel, at vi så at sige kun ser roden af tanden – resten er forsvundet,« siger John Spray, som er leder af Planetary and Space Science Centre ved University of New Brunswick i Canada.

»Min pointe er, at meget af den kritik, som Adam Garde er blevet mødt med, bunder i, at vi i det videnskabelige samfund har svært ved at genkende meget gamle kratere. Det er ikke så let som med nyere og bedre bevarede kratere.«

Masser af meteoritnedslag i Jordens historie

John Spray påpeger, at der som sådan ikke er noget kontroversielt i at påstå, at Jorden skulle være blevet ramt af et stort meteornedslag for tre milliarder år siden.

De fleste forskere er ganske enige om, at Jorden i sin ungdom med jævne mellemrum blev bombarderet med nedslag fra rummet, ligesom andre planeter i vores solsystem gjorde det.

På Mars, Merkur og Månen kan man eksempelvis tydeligt se kratere fra de oldgamle nedslag, men på Jorden - som er en geologisk aktiv planet - er de fleste spor udvisket, fortæller John Spray.

»På Jorden har vi kun omkring 200 bekræftede nedslagskratere tilbage. Enten fordi de gamle kratere er eroderet væk, eller fordi de er blevet begravet, mast, fjernet eller gjort helt ukendelige af pladetektoniske bevægelser,« siger han.

Dermed mener han, at Adam Garde »bør støttes i sin modstandsdygtighed og sin ihærdighed« efter at finde nye metoder til at kunne genkende oldgamle rester af meteorkratere.

Forsker: Han kan ikke give slip

Set fra Kristoffer Szilas og Aaron J. Cavosies bord er der imidlertid ingen ros at hente for Adam Gardes vedholdende indsats for at få sine nedslagsteorier ud over rampen.

»Efter at have engageret og forpligtet sig til nedslagshistorien har Garde ikke været i stand til at give slip på trods af manglen på evidens,« siger Aaron J. Cavosie.

Kristoffer Szilas påpeger, at han overordnet set er enig med John Spray i, at »der findes masser af gamle kratere på Jorden, som vi bare ikke har opdaget eller ikke kan genkende længere.«

»Maniitsoq er bare ikke et af dem. Det er et af de mest velundersøgte områder i Grønland. Men vi finder bare ingen af de spor, som man ville forvente, hvis der havde været et kæmpestort meteornedslag på stedet,« siger Kristoffer Szilas.

I Adam Gardes øjne udgør det nye studie ellers »vigtig ny dokumentation,« som burde få kritikken af kraterteorien til at forstumme.

I studiet har han sammen med tyske og svenske forskere indsamlet og analyseret en række prøver fra udvalgte lokaliteter i Maniitsoq og fra fire anerkendte nedslagskratere; Vredefort i Sydafrika, Rochechouart i Frankrig samt Manicouagan og Sudbury i Canada.

Nye spor i zirkonmineraler?

Forskerne har mere specifikt fokuseret på en særlig type mineraler, kaldet zirkon-mineraler, som er kendt for at være yderst robuste og kunne overleve gennem milliarder af år.

Men når der sker et meteornedslag, opstår der et yderst voldsomt fænomen - en chokbølge – som kan presse zirkoner og andre mineraler og bjergarter helt sammen. Det er velkendt og anerkendt blandt forskere, at chokbølgen efterlader sig unikke spor i zirkon, kvarts og andre mineraler.

Disse gængse og anerkendte spor efter en chokbølge er imidlertid ikke blevet påvist i zirkonerne fra Maniitsoq.

I stedet har forskerne rettet fokus mod nogle pladeformede mikrostrukturer indeni zirkonmineralerne, som de mener bør anerkendes som et spor efter fortidens chokbølge – altså beviser på et meteoritnedslag, lyder konklusionen.

»Man har længe ment, at disse strukturer kun kunne dannes ved meteornedslag, men strukturerne kom senere i miskredit,« fortæller Adam Garde.

Det var norsk forskning, som i 2009 bragte de bittesmå strukturer i zirkoner i ’miskredit’ ved at konkludere, at de også kan skabes i områder præget af jordskælv.

Men modsat nordmændene konkluderer Adam Garde og hans forskningsgruppe nu, at de bittesmå strukturer i zirkonerne i virkeligheden består af to forskellige typer strukturer: Den ene er såkaldte choklameller – som kun kan opstå ved meteoritnedslag - mens den anden type er almindelige sprækker, som også kan opstå ved jordskælv.

Forskere: Fortolkningen holder ikke vand

Disse to typer strukturer har tidligere forskning blandet sammen, vurderer Adam Garde og hans kolleger.

»Efter studiet i 2009 kunne man tilsyneladende ikke længere bruge de samme strukturer i zirkoner som et entydigt bevis på et nedslag, fordi de også kunne være blevet skabt ved jordskælv. Men vi fik lov til at låne de originale prøver fra 2009 af nordmændene, og vi kan se, at det kun er sprækker, som bliver skabt ved jordskælv. Ikke choklameller,« siger Adam Garde.

Han påpeger, at det nye studie også har analyseret zirkoner fra »en anden gammel og meget intens jordskælvszone« langs grænsen mellem to store tektoniske plader - Afrika og Europa - uden at finde tegn på de særlige strukturer – choklameller – i zirkonernes indre. Her fandt forskerne kun nogle få sprækker i zirkonerne.

Med andre ord vurderer Adam Garde og hans kolleger, at de bittesmå choklameller i mineralet zirkon skal tilføjes til listen over endegyldige beviser for, at et område har været udsat for en chokbølge, som altså kun kan skabes af et nedslag fra rummet.

Denne fortolkning giver Aaron J. Cavosie og danske Kristoffer Szilas imidlertid ikke meget for.

»Resultaterne er fine, men fortolkningen holder ikke,« lyder det fra Kristoffer Szilas.

Forskere: Det er ikke et bevis

Ligesom Aaron J. Cavosie vurderer Kristoffer Szilas, at strukturerne, som Garde og hans kolleger finder i zirkonkrystallerne, også kan være blevet skabt af bevægelser i Jordens tektoniske plader. Kort sagt er de to forskere altså på ingen måde overbeviste af forklaringen om choklameller i zirkoner fra Maniitsoq.

»Klipperne ved Maniitsoq indeholder netop de typer af mineraler – såsom kvarts og zirkon - som generelt er glimrende til at bevare skader fra en chokbølge. Og alligevel er der aldrig blevet fundet tegn på chokbølger i klipperne fra Maniitsoq,« siger Aaron J. Cavosie.

»Til sammenligning har man i de samme typer af klipper ved Vredefort, Sudbury og Yarrabubba-kraterstrukturerne fundet masser af mineraler med tegn på chok, som beviser, at de har deres oprindelse som nedslagskratere.«

Derimod ser John Spray mere positivt de nye analyser.

»For mig ser det ud til, at Garde et al formentlig har fundet evidens for chokbølger i deres zirkoner, så det støtter selvfølgelig teorien om, at Maniitsoq kan være et gammelt nedslagskrater,« siger John Spray.

En dygtig geolog i felten

John Spray påpeger, at det også er vigtigt at anerkende, at Adam Garde er en »dygtig og erfaren geolog i felten.«

»Som geolog i felten har han set på massevis af klipper. Så når han siger, at her er noget, som ikke er normalt, så bør man også tillægge det vægt,« siger John Spray.

Omvendt påpeger Kristoffer Szilas, at han selv og andre forskere har analyseret zirkon-krystaller indsamlet over hele Maniitsoq-området uden at finde tegn på chokpåvirkning.

Han påpeger, at i Maniitsoq-studiet fra 2021 undersøgte forskerne både zirkoner fra selve det foreslåede kraterområde og området udenfor uden at finde nogen forskel på zirkoner fra området.

»Vi har analyseret tusindvis af zirkoner fra hele regionen. Hvis der havde været et nedslag, ville vi have fundet tegn på chokpåvirkning, men det gør vi ikke. Adam Garde har kun analyseret zirkoner fra helt bestemte og nøje udvalgte steder med usædvanlige bjergarter,« siger Kristoffer Szilas og tilføjer, at disse usædvanlige bjergarter dog »sagtens kan dannes ved almindelige tektoniske processer.«

»Hvis der vitterligt havde været et gigantisk meteornedslag, skulle han jo påvise, at zirkonerne i krateret var anderledes end i det omgivende materiale. Men det kunne vi vise, at de ikke var i vores studie.«

Garde: Når jeg er død, bliver det sikkert accepteret

Omvendt mener Adam Garde, at han netop i kraft af sin erfaring fra felten er i stand til at udvælge de særlige områder, hvor det fortsat vil være muligt at finde spor fra nedslaget.

»Man kan ikke forvente at finde tegn på chok over hele kraterstrukturen. Dengang nedslaget skete, lå den nuværende overflade 25 kilometer under jordoverfladen, så man vil ikke kunne finde spor efter chokbølgen alle vegne. Chokbølger udtyndes gradvis i dybden, og man ved, at deres effekter er meget uregelmæssigt fordelt langt fra kildeområdet. Man skal vide, hvad man leder efter,« siger Adam Garde.

Nogle vil måske tænke, at du bare har svært ved at slippe din egen teori og acceptere, at du tog fejl?

»Hvis det var sådan, har jeg erfaring nok til at have opgivet for længst. Jeg har 30 års erfaring med at arbejde med denne her type grundfjeld,« siger Adam Garde.

»Jeg lavede min doktordisputats i området, og nogle af de ting, som jeg troede dengang, viste sig ikke at være hele sandheden. Så vi har ikke været bange for at sige det, når vi har taget fejl og skrive det i vores artikler. Det er en vigtig del af forskningen at kunne gøre det.«

Men nogle gange finder man jo netop det, som man søger efter?

»Så er det, fordi man ved, hvor man skal lede,« siger han og tilføjer lidt senere:

»Teorien bliver sikkert først accepteret af de skarpe kritikere engang, når jeg er død.«