Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, alle kratere er cool. Men jeg er også meget partisk.
Nedslagskratere forekommer på alle planeter i vores solsystem, uanset størrelse.
Ved at studere nedslagskratere og de meteoritter, der har forårsaget dem, kan vi lære om de processer og den geologi, der former hele vores solsystem.
Denne liste indeholder nogle af mine yndlingsnedslagskratere her på Jorden.
1. Barringer-krateret, Arizona, USA
Barringer-krater (også kaldet Meteor Crater eller Arizona Crater), er det første kendte og bedst undersøgte meteorkrater beliggende nær byen Winslow på Route 66 i Arizona, USA.
Barringer-krateret var det første verificerede meteorkrater, hvilket vil sige, at det er bekræftet, at krateret er forårsaget af et eller andet fra det ydre rum.
Meteorkrateret er omkring 1 kilometer i diameter og omkring 50.000 år gammelt, hvilket gør det relativt 'ungt'.
Vi har kendt til krateret siden slutningen af det 19. århundrede, men der har været debat om, hvorvidt det var fra et nedslag eller forbundet med det nærliggende vulkanske område.
Det var først i 1960'erne, da højtryks-kvarts blev identificeret i klippen sammen med meteoritfragmenter fundet i nærheden, at forskerne endeligt kunne bekræfte, at det var skabt af et meteoritnedslag.
Krateret er et sted for aktiv forskning. Det er meget velbevaret, da dette krater ikke har været udsat for større nedbrydning på grund af ørkenklimaet, hvilket gør det til et fremragende sted at lære om processen med nedslagskratere.
Siden de tidlige Apollo-dage er Barringer-krateret også blevet brugt til at træne astronauter. Denne praksis fortsætter den dag i dag, hvor Artemis-astronauter lærer at navigere i terræn, som minder om noget, de vil støde på på Månens overflade, såvel som en smule geologi.
I dag kan du besøge krateret (gavebutikken er aldeles fremragende!) og tage en tur rundt langs kraterets kant. Det er et fantastisk stop på alle ture til Grand Canyon.
2. Chicxulub, Yucatán, Mexico
Det mest kendte asteroidenedslag på Jorden er muligvis det, der efterlod Chicxulub-nedslagsstrukturen på Yucatán-halvøen i Mexico.
Halvdelen af krateret ligger under jorden inde på Yucatán-halvøen i Mexico, og den anden halvdel ligger under havbunden ud for halvøen.
Dette krater, som med en diameter på 180 kilometer er det næststørste på Jorden, er blevet dateret til 66 millioner år siden – hvilket fader sammen med dinosaurernes udryddelse.
I årevis havde geologer søgt efter en masseudryddelse registreret i klippe rundt om i verden, men det var ikke før opdagelsen af iridium, et grundstof, der er meget mere udbredt i meteoritter, end det er på Jorden, at brikkerne faldt på plads.
Objektet, der ramte Jorden, anslås at have været 10 kilometer i diameter, og det har bevæget sig med 20 kilometer i sekundet. Med den fart vil det tage cirka 5 minutter at rejse fra Sydney til Los Angeles.
Det var dog ikke kun dinosaurerne, der uddøde - det anslås, at 75 procent af plante- og dyrearter på Jorden uddøde som følge af denne hændelse.
\ Læs mere
Nedslaget havde formentlig øjeblikkelige katastrofale konsekvenser, med eftervirkninger som kunne mærkes i årtier med store tsunamier og skove, som brændte rundt om i verden.
Sollyset blev angiveligt blokeret af aske og gasser, muligvis i årevis, hvilket udløste en global vinter, hvor mange yderligere arter omkom.
Til sidst blev kratersystemet dog en blomstrende dyb biosfære, da kloden igen blev befolket i slutningen af den lange vinter.
3. Vredefort, Sydafrika
Nedslagskratere kan være en kilde til økonomiske ressourcer. For eksempel kan nedslaget koncentrere allerede eksisterende metaller, når et krater dannes, eller det kan blotlægge nedgravede sedimenter, som ellers ikke ville have ligget nær overfladen.
Det sidste er tilfældet ved Vredefort-strukturen i Sydafrika.
Det anslås, at mere end en tredjedel af verdens guld er blevet udvundet herfra. Vredefort-nedslagsstrukturen er det største verificerede krater på Jorden og omkring 2 milliarder år gammelt.
Det oprindelige krater, som mentes at være op til 300 kilometer i diameter, er næsten eroderet væk.
Det voldsomme nedslag løftede dybe og meget guldholdige jordlag helt op nær jordoverfladen og blotlagde nogle af de ældste sten på kloden.
Det er et af meget få steder, hvor du kan se et komplet geologisk arkiv af en enorm tredjedel af Jordens historie, med klipper der er helt op til 2,1 til 3,5 milliarder år gamle.
Når de fleste af os tænker på et nedslagskrater, tænker vi på en nogenlunde cirkulær fordybning, som Barringer-krateret. Men kratere kan have forskellige former og egenskaber – Vredefort har en kompleks form og er kendt som et flerringet nedslagsbassin.
Disse bassiner bliver dannet ved meget store nedslag og kan også ses på andre planetlegemer; Mare Orientale på Månen er et eksempel.
4. Tnorala (Gosses Bluff) krater, Northern Territory, Australien
Australien er hjemsted for den ældste kontinuerlige levende kultur i verden, med evidens for, at mennesker har levet på kontinentet i mindst 65.000 år.
Det er også hjemsted for 30 nedslagskratere, og disse imponerende geologiske strukturer betragtes ofte som hellige af de lokale oprindelige samfund.
Gosses Bluff-nedslagskrateret er kendt som Tnorala af det vestlige Arrernte-folk.
Deres såkaldte drømmetidshistorier (drømmetid er en betegnelse, der er blevet brugt til at beskrive en mytisk tid, hvor det australske landskab og dets beboere blev skabt, red.) fortæller, at krateret blev dannet, da en gruppe kvinder dansede hen over himlen som Mælkevejen.
Under denne dans lagde en mor sin baby til side i en bærelift af træ. Bæreliften faldt ud over kanten af danseområdet og styrtede til Jorden, hvor den blev forvandlet til den cirkulære klippeformation Tnorala.
I dag er Tnorala 4,5 kilometer i diameter og ligger 150 meter over den omgivende ørken, men da krateret først blev dannet for 142 millioner år siden, var det sandsynligvis tættere på 24 kilometer i diameter. Det er altså eroderet over tid.
Adskillige andre kratere i Australien har sange og drømmetidshistorier forbundet med dem, som Henbury-kraterfeltet, der ligger 120 kilometer sydøst for Gosses Bluff. Det er en af de få nedslagshændelser, der er blevet set af mennesker, da meteoritten styrtede ned i det, der i dag er det centrale Australien for 4.700 år siden.
5. Nördlinger Ries, Tyskland
Nördlinger Ries, også bare kendt som Ries-krateret, har jeg været så heldig at besøge. Krateret blev dannet for omkring 14 millioner år siden og er omkring 24 kilometer i diameter.
Byen Nördlingen ligger inde i krateret, lige syd for centrum. Hvis du bestiger kirketårnet, kan du se højderyggen af kraterkanten.
Det var det andet krater, der viste sig at være forårsaget af et nedslag, og som blev verificeret af det samme hold, som undersøgte Barringer-krateret.
Igen var identifikationen af kvarts afgørende.
Dette mineral var tidligere kun blevet fundet naturligt i klipper, der menes at være dannet dybt inde i Jorden, eller i forbindelse med atomprøvesprængninger.
Der var ingen evidens for nogen af delene i Nördlingen, hvilket betyder, at det må være dannet i forbindelse med et nedslag. Masser af bygninger i byen, inklusiv kirken, blev bygget ved hjælp af klipper dannet i sammenstødet.
Dette inkluderer en breccieret (Breccier er klippestykker, der er blevet knust og herefter kittet sammen igen af mineraler, red.) sten kaldet suevit.
Denne særlige suevit er speciel, fordi klipperne, før nedslaget i denne del af Bayern, omfattede et lag af grafit (blødt, gråsort, stærkt afsmittende mineral af kulstof, red.).
I løbet af nedslaget blev grafitten udsat for meget høje tryk og temperaturer. Det forvandlede grafitten til millioner af mikro-diamanter, som er spredt i byens bygninger.
Nedslaget ramte også et sandet lag materiale nær overfladen, hvilket skabte glasagtige grønne tektitter. Tektitter er smeltet glas skabt af nedslaget af materiale, der er kastet højt op i atmosfæren. Tektitter kan ofte findes hundreder eller tusinder af kilometer fra det oprindelige nedslagssted.
I dette tilfælde blev de fundet i Tjekkiet i nærheden af floden Moldau og bliver derfor kaldt moldaviter. I modsætning til diamanterne ved Ries forekommer moldavit i store nok eksemplarer til at blive brugt i smykker som en halvædelsten.
Stadig flere kratere at finde
De fem omtalte nedslagskratere er forskellige og kan alle betragtes som unikke. Ingen af dem har udtømt alle de videnskabelige spørgsmål, vi kunne stille.
Spændende nok, er der stadig flere kratere at finde på Jorden.
Efterhånden som satellitbilleddatasæt bliver let tilgængelige i endnu højere opløsninger, er vi i stand til at identificere flere potentielle påvirkningsstrukturer i fjerntliggende områder. Feltgeologer kunne udforske disse og søge efter strukturer og kemiske signaler på en påvirkning.
Hvert krater – uanset hvor gammelt eller skjult, det er – kan lære os noget nyt om vores planet, vores solsystem og de geologiske processer, der former det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
