Københavnske forskere springer ind i debatten om at genoplive mammutten

I filmen Jurassic Park fra 1993 lykkes det parkens hvidkitlede videnskabsfolk at genoplive uddøde dinosaurer-arter ud fra små dråber DNA-holdigt dinoblod.

At bringe uddøde dyr tilbage til livet er et koncept, der selv den dag i dag føles futuristisk, men som ikke desto mindre er fokusset for en ganske virkelig gren af forskningsverdenen.

Mest kendt er måske arbejdet med at genoplive mammutterne. Blandt andre kan nævnes dyrebeskyttelsesorganisationen ‘Revive and Restore’, der har mammuttens genfødsel som erklæret mål, eller George Church, en professor på Harvard University, der i snart et årti har forsøgt at splejse mammut- og elefant DNA for at bringe den behårede kæmpe tilbage.

På Københavns Universitet har et hold forskere ligeledes beskæftiget sig med at bruge DNA-spor til potentielt at genoplive uddøde arter. De har dog kastet sig over en mere ydmyg størrelse.

I et netop udgivet studie har forskerne forsøgt at kortlægge generne hos ’juleø-rotten’ (Rattus macleari): En uddød rotteart, der levede på den lille, australske ø Christmas Island, indtil det sidste levende eksemplar af arten gik bort for 119 år siden.

Satte man sig for at genoplive rottearten, ville netop kortlægning af generne være første skridt, fortæller Tom Gilbert, der er professor i evolutionær genetik på Københavns Universitet og en af forskerne bag det nye studie.

Det næste ville være at benytte sig af genteknologi til, så at sige, at klippe og klistre i rotteartens tætteste slægtnings genmateriale, til vi står tilbage med en genoplivet juleø-rotte.

»Det er den basale ide: At tage et moderne dyr og gøre det til et uddødt dyr,« siger han til Videnskab.dk.

DNA’et samles som et puslespil

I studiet har forskerne udvundet DNA-rester fra bevarede juleø-rotteskind.

Ved at navigere ud fra allerede kortlagt genmateriale fra en tæt relateret og nulevende rotte, vandrerotten (Rattus norvegicus), har forskerne forsøgt at sætte juleø-rottens DNA sammen i den rigtige rækkefølge.

For at kunne forstå hvordan processen bag kortlægningen af juleø-rottens gener hænger sammen, foreslår Tom Gilbert, at man kan forestille sig, at DNA’et fra den uddøde rotte er en bog, der skrevet på oldnordisk:

»Hvis du taler dansk, kan du måske fange nogle få ord, hvilket er nok til at danne et indtryk af, hvad bogen handler om,« siger han til Videnskab.dk.

»Forestil dig nu, at bogen er strimlet i tusinde stykker. Opgaven ligger i at samle bogen igen ud fra de ord, du genkender. Langt hen ad vejen ville det kunne lade sig gøre, hvis strimlerne ikke er for små, og sprogene ikke for forskellige. Til gengæld vil det være umuligt at finde det rigtige sted i bogen for de tekststrimler, hvor dansk og oldnordisk differentierer allermest.«

Så tæt på - og dog så langt fra

Således er det lykkedes Tom Gilbert og hans kolleger at kortlægge knap 95 procent af den uddøde juleø-rottes DNA.

En strålende bedrift og mere end rigeligt til at kunne vække den uddøde rotte tilbage fra de døde, kunne man fristes til at tro.

Eller…

Problemet er bare, at de fem procent er ret vigtige, fortæller Tom Gilbert. Af flere årsager:

For det første, fordi de resterende fem procent påvirker andre gener ud over dem selv:

»Generne hænger sammen og fungerer i et system. Man kunne erstatte det manglende DNA, men det ville svare til at putte traktordæk på en Skoda. Der ville naturligvis medfølge alle mulige problemer, og det ville blive kompliceret eller slet ikke virke,« siger Tom Gilbert.

For det andet er de manglende fem procent genmateriale svære at finde, fordi det netop er der, hvor den uddøde rotte adskiller sig mest fra sine nulevende slægtninge. I juleø-rottens tilfælde har det gjaldt dens immunsystem og lugtesans.

For det tredje - og måske allervigtigst - er det simpelthen, fordi manglen på de sidste fem procent gør forskellen på, om man har genoplivet dyret eller ej.

»Det er forskellen på at genoplive en art og at genoplive noget, der ligner,« fortæller Tom Gilbert.

»Det er forskellen på at genoplive en mammut eller at have kreeret en meget behåret elefant.«

Og det er det, der er hele humlen med studiet, fastslår Tom Gilbert: Det har aldrig handlet om at genoplive rotten.

Derimod har det handlet om at understrege, at den nuværende teknologi ligger meget langt fra at bringe uddøde dyr tilbage, som de var engang, fortæller han til Videnskab.dk.

Stadig langt fra mammutten

Studiet er »snedigt« fundet på, fortæller Mikkel Heide Schierup, der er professor på Institut for Bioscience & Bioinformatics Research Centre ved Aarhus Universitet, og som har læst studiet for Videnskab.dk.

»Det er godt lavet. Resultatet er måske ikke overraskende, men det er godt at slå fast med syvtommersøm. Der har været stor interesse for at genoplive mammutten, men her har forskerne i stedet valgt at gå efter en art, der er relativt nem at finde genmateriale på,« siger han.

»Egentlig siger studiet, at hvis man ikke kan gøre det ved rotten, så kan man slet ikke gøre det ved mammutten.«

Det har netop været pointen, siger Tom Gilbert.

»Vi har valgt rotten, for hvis det overhovedet skulle lykkes at genoplive en uddød art, så skulle det være med denne. At have gået efter mammutten fra starten har svaret til, hvis man i 60’ernes rumkapløb sagde: ‘skidt med Månen, vi går efter Pluto i stedet’,« siger han og understreger, at studiet dog ikke er ment som en kritik af forskningen vedrørende mammutterne:

»Vi prøver bare at tilføje en vigtig pointe til debatten. Mange, der for eksempel har hørt om studiet med mammutterne, er fascinerede og måske håbefulde. Men med det her studie vil vi gøre opmærksom på, at det er sværere end som så at bringe en art tilbage.«

Gensplejsning er ikke løsningen på biodiversitetskrisen

Tom Gilbert mener, at hans forskning er vigtigt. Det kan nemlig have konsekvenser, hvis den brede befolkning begynder at tro, at man kan genoplive uddøde dyr, som de var engang.

For hvis udryddelsen af en art bliver anset som relativt uproblematisk, kan det påvirke lysten til at bevare det, der er:

»I Danmark har man ansat folk til at gøre gaderne rene. Det i sig selv er selvfølgelig fint, men det betyder også, at flere mennesker smider deres skrald på fortovet, fordi der er nogen, der kommer og samler det op senere,« fortæller han.

»På samme måde er det, hvis fortællingen bliver, at vi bare kan genoplive arter. Risikoen er, at almindelige mennesker vil tænke mindre på at bevare de nulevende arter, hvis de har det indtryk, at vi blot kan bringe dem tilbage.«

Derfor er der brug for at nuancere samtalen om genteknologis brug til at genoplive arter, siger Tom Gilbert.

»Vores forskning er ment som en modvægt til optimismen, der har præget især arbejdet med at bringe mammutterne tilbage. Og måske kan det være en vigtig pointe, næste gang det skal besluttes, om 100 millioner kroner skal bruges på at genoplive mammutterne eller til at bibeholde det, vi allerede har.«

Studiet er udgivet i tidsskriftet Current Biology.