Den levede side om side med mammutten og sabeltigeren.
Nu er den ellers udryddede kæmpeulv (Aenocyon dirus) for første gang i historien tilbage ved hjælp af videnskaben. Eller en flig af den er i al fald.
Det er den amerikanske biotekvirksomhed Colossal Biosciences, der hævder at stå bag kæmpeulvens comeback efter 10.000 år som uddød.
Men den udlægning er en smule overdrevet, skriver New Scientist.
Forskerne har bragt tre genetisk modificerede grå ulvehvalpe til verden, som efter sigende skulle bære på gener fra de forhistoriske kæmpeulv:
Det er de to hanner Remus og Romulus på seks måneder og lillesøsteren Khaleesi på to måneder - opkaldt efter en karakter i tv-serien ‘Game of Thrones’.

Det er sket ved hjælp af 20 DNA-stykker fra kæmpeulven, som man har indsat i en almindelig gråulv (Canis lupus).
Men kun 15 ud af DNA-mutationerne kommer direkte fra kæmpeulve-genomet. Der er altså ikke tale om en kæmpeulv, men »en ulv i kæmpeulvklæder«, siger professor Eline Lorenzen ved Københavns Universitet i P1 Morgen den 8. april.
»Hvis man tager en Skoda og maler den rød og sætter et Ferrari-mærke på, så er det jo ikke en Ferrari af den grund,« siger Eline Lorenzen:
»Det er stadig en Skoda, men man kan argumentere for, at Skodaen har Ferrari-lignende træk.«
Selv mener Beth Shapiro fra Colossal Biosciences, at det i sidste ende handler om definitionen af arter:
»Artsbegreber er menneskelige klassifikationssystemer, og alle kan være uenige, og alle kan have ret,« siger chefforskeren til New Scientist.
De tre ulvehvalpe opholder sig nu på en cirka 800 hektar stor grund et ukendt sted.
Colossal Biosciences arbejder med såkaldt ‘de-extinction’, hvor man vil genskabe flere uddøde dyr, herunder den uldhårede mammut, som har skabt en del medieomtale - og samtidig kritik.

































