En lektor i pædagogik ved Aarhus Universitet har kritiseret tre af sine kollegaers forskning på en blog. Det har ført til en personalesag mod ham. Men den slags uformel videnskabelig debat på sociale medier bliver mere og mere normalt. Et af de første eksempler stammer fra 2010, hvor et NASA-studie under fuld mediebevågenhed blev knust på en blog.
Aarhus-sagen og NASA-sagen ligner hinanden på nogle punkter. Begge handler om rammerne for videnskabelig kritik på sociale medier, og begge er en påmindelse om, at videnskabelig kritik til alle tider har floreret uden om de officielle kommunikationskanaler som tidsskrifter og konferencer, og at tonen til alle tider har været hård.
Blogs er det 21. århundredes svar på en uformel kommunikationskanal, og forskere i videnskabskommunikation har derfor kaldt videnskabsblogs for ‘virtuelle vandbeholdere’ (som på mange udenlandske arbejdspladser er omdrejningspunktet for sladder og rygtedannelse) og sammenlignet indholdet med ‘kaffestuesnak’ og ‘barsamtaler’.
Der er dog én afgørende forskel på blogs og fortidens uformelle forskersnak. Blogs er offentlige. Hele verden kigger med.
Aarhus-sagen
Thomas Aastrup Rømer lagde den 15. april en omfangsrig kritik af kollegaerne Dorte Staunæs, Malou Juelskjær og Helle Bjergs forskning op på sin blog. Staunæs og Juelskjær valgte kort efter at indsende en klage over Rømer til universitetsledelsen blandt andet med anklager om ‘mobning’ og ‘cyberbullying’. Rømer blev herefter kaldt til samtale hos dekanen, og en heftig mediedebat fulgte.
Den sidste af de tre, Helle Bjerg, har ikke klaget, men har udtalt til Berlingske, at de sociale medier »ikke er et sted, man kan have en frugtbar akademisk diskussion« og »Jeg mener ikke, at den her disput ville være løst ved at svare på hans kritik i en kommentarboks under hans indlæg.«
De tre kritiserede forskere angriber altså tonen og formen i Rømers kritik.
Det er bestemt ikke første gang, at forskere føler sig snigløbet af kritik fremsat på offentlige online platforme som blogs. Men ikke desto mindre må de vende sig til det, for det bliver mere og mere almindeligt.
NASA-sagen
NASA-forskere trak overskrifter i december 2010, da deres sensationelle Science-artikel blev udgivet online. De havde fundet bakterier, der kunne udskifte fosfor i deres DNA med arsen. En kæmpe opdagelse som blev dækket i hele verden.
Få dage senere vendte mediedækningen dog 180 grader. Mikrobiologen Rosie Redfield rev artiklen fra hinanden på sin blog RRResearch. Hun skrev blandt andet:
»Alt i alt: Masser af flim-flam og meget lidt troværdigt information. […] Hvis en ph.d.-studerende havde præsenteret de her data til deres forsvar, så havde jeg sendt dem tilbage til laboratoriet for at lave flere tests.«
I løbet af et par dage havde kritikken på bloggen overtaget mediedagsordenen. Journalister forsøgte forgæves at få en kommentar fra både NASA og førsteforfatter Felisa Wolfe-Simon, men uden held.
NASAs talsmand Dwayne Brown blev dog indirekte citeret – på en blog – for at sige, at han ikke kunne kommentere på kritik fremsat på en blog, og at det ikke var den videnskabelige måde at debattere forskning på. Den udtalelse fortrød han bittert blot få dage efter.
Blogs kan give værdifuldt feedback
Felisa Wolfe-Simon meldte ud – på twitter – at »videnskabelige diskussioner MÅ foregå på videnskabelige platforme, så vi kan komme tilbage til offentligheden med en fælles forståelse.« Den trak hun delvis tilbage, da hun senere udtalte til Science, at hun blot blev så overvældet af henvendelserne, at hun ikke fik tid til at svare på kritikken.
Efter disse udmeldinger fra NASA og Wolfe-Simon vendte mediebilledet endnu engang. Nu handlede det slet ikke om selve det videnskabelige studie, men om forskernes manglende villighed til at gå ind i en debat på sociale medier. Tidsskriftet Nature skrev således i deres leder 15. December:
»Blogs og online kommentarer kan give værdifuld feedback på nyligt offentliggjort forskning. Forskere har brug for at tilpasse deres mindset, så de kan omfavne og reagere på disse nye debatfora.«
Wolfe-Simon forsvandt fra den internationale forskning efter mediestormen, mens Redfield gik fra én sølle følger på twitter inden det famøse blogindlæg til 3.000 efter.
Forskningen har også vandrør
Jeg har som en del af mit ph.d.-projekt analyseret NASA-sagen og betydningen af blogs for rammesætningen (framingen) af forskningsstudiet i medierne. Da jeg gik i gang med projektet, foreslog min tredjepartsvejleder Anker Brink Lund, at jeg prøvede at sammenligne mediedækningen af blogs med spredningen af rygter og sladder i organisationer, akademisk kaldet for grapevine communication.
En organisations grapevine – hvad vi nok på dansk ville kalde snak på vandrørene – er alle de uformelle kommunikationskanaler som medarbejderne bruger. Det er kantinesnakken, de private emails, mødet på gangen eller den kollegiale cykeltur hjem fra arbejde. De formelle kanaler er så møder, nyhedsbreve, fællesmails, intranet og så videre.
Pointen er, at informationer spredt på grapevinen bevæger sig ukontrollerbart, lynhurtigt og på tværs af ledelseshierarkier. De formelle kanaler halter altid bagefter, og kun en hurtig rundsending af officiel korrekt information fra ledelsen kan bremse sladder og rygter på grapevinen.
Forskerne har fået uformelle kanaler
Sådan en grapevine har den videnskabelige verden også. Forskere sender personlige mails og breve til hinanden. De snakker om nye trends og gennembrud over frokosten og i baren til konferencer, og bagtaleriet i forskerkredse er ikke anderledes end i alle andre brancher. Forskere lytter også hele tiden til grapevinen for at finde ud af, hvor langt konkurrerende grupper er.
Offentligheden har bare meget sjældent kunnet lytte med på videnskabens grapevine, for hverken borgere eller journalister deltager ofte til konferencer eller møder forskerne ude i laboratorierne længe nok til at komme med bag scenen.
Det er der lavet om på med blogs, twitter og facebook. Pludselig har forskerne fået uformelle kanaler, hvor de kan drøfte og kritisere hinandens arbejde – offentligt. En snas af Grapevinen er blevet blottet.
Nogle forskere har været hurtigere til at tage de sociale medier til sig end andre, og i Danmark findes kun få videnskabsblogs, men især i USA er der allerede talrige eksempler på, at sociale medier har startet videnskabelige debatter i offentligheden, der førhen foregik i lukkede fora.
Anerkend grapevinen
Jeg så i min gennemgang af mediedækningen af NASA-sagen, at inkluderingen af de uformelle kilder som blogs i nyhedsdækningen formåede at ændre hele rammesætningen.
I løbet af få dage havde NASA og forfatterne tabt kontrollen og overblikket over kommunikationen af deres eget studie. Præcis som i en organisation, hvor informationen på grapevinen er løbet løbsk. Da NASA endelig indså, at det var nødvendigt at svare på Redfields kritik, så var løbet kørt, og svarene på blogkritikken fik næsten ingen mediedækning.
De uformelle, offentlige og online kommunikationskanaler skal tages alvorlige og kan ikke affejes som pøbelsnak. Det er selvfølgelig uheldigt for forskerne, at offentligheden nu får indsigt i forskning bag facaden, for det er et kontroltab, men det er supergodt for demokratiet.
Vi bliver klogere på forskningskulturen og ikke blot på forskningens afpudsede jubelresultater i pressemeddelelser. Det er med til at rykke magtbalancen en lille smule i borgernes favør i forhold til forskerne.
Jeg kan kun billige, at Rømer offentliggør sin faglige kritik på sin blog. Gid der var flere som ham, så vi kan få de videnskabelige diskussioner frem fra skyggesiden. Til gengæld risikerer de tre kritiserede forskere at tabe stort, hvis ikke de forholder sig til kritikken og offentliggør et modsvar – uanset på hvilken platform – så hurtigt som muligt.
Som en note vil jeg anføre, at jeg ikke kan forholde mig til substansen i Rømers kritik, ej eller om tonen er for hård.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
