Det skyller ind over de hvide sandstrande, lugter fælt og gør paradis til ildelugtende bunker af tang. Rigtig meget tang.
Verdenshavene er fyldt med planteplankton og tang – alger – som aldrig før. Især ved kysterne i Danmark.
Nye opgørelser viser en markant stigning i opblomstringen af alger, og rekordmange alger betyder også rekordmeget mad til havets fisk.
Du forestiller dig måske, at det er godt for fiskene, men det er tværtimod langtfra godt nyt.
Er der for mange alger, rådner de, og forrådnelsesprocessen ender med at tage så meget ilt fra havet, at det dræber fiskene.
»Vi har verdensrekord i næringsstoffer i havet, fordi vi har én af de mest intensive landbrugsproduktioner i verden, og vores havområder er mere følsomme end andre områder i verden,« siger Stiig Markager. Han er professor på Aarhus Universitet og har i årtier forsket i vandmiljø.
»De sidste fisk er nærmest fanget i de danske farvande, torskefangsten er så lav, at lystfiskerne kun må fange én torsk om dagen, så det er jo fortvivlende,« siger professoren.
\ Om planteplankton
Planteplankton er mikroalger, der bare flyder rundt i vandsøjlen med strømmen.
Tang er større (makroskopiske) alger, der som regel, men ikke altid, sidder fasthæftet på bunden.
Både planteplankton og tang er alger, modsat havgræsser, der er egentlige planter (blomsterplanter), som oprindeligt kommer fra land.
Kilde: Jens Borum
Planktonparadokset: Fiskemad og fiskedød
Udmeldingen fra professoren fra Aarhus Universitet kommer oven på et nyt studie publiceret i tidsskriftet Nature, der viser, at mængden af planteplankton er steget markant gennem de seneste 20 år.
Når alger i form af både planteplankton i danske fjorde og andre kystnære områder øges, og tang i Caribien også slår rekord, skyldes det, at mennesker verden over og især i Danmark udleder mere kvælstof gennem landbrug, melder Stiig Markager.
Han peger på, at udledningen fra dansk landbrug i nogle år har været aftagende, men igen er stagneret eller i stigning.
Klimaforandringer gør det værre
Der kan indirekte være flere årsager til øget algevækst og mere tang i havene, indikerer det internationale studie i tidsskriftet Nature.
På de nordligste breddegrader spiller øget havtemperatur en rolle, påpeger forskerne bag studiet i Nature. Men klimaforandringer kan også spille ind på andre måder, tilføjer lektor emeritus Jens Borum.
»Nogle steder betyder det en øget mængde næringsstoffer, fordi mere regn skyller mere næringsstof fra land ud i vandet. Men andre steder fører det til tørke, og så er der mindre næringsstof, som kommer fra land til havet,« forklarer Jens Borum fra Biologisk Institut på Københavns Universitet.
Jens Borum peger på, at global opvarmning får isen i Arktis til at smelte, og dermed kan sollys trænge ned til planterne i havet.
Højere temperaturer ændrer også havstrømmene, som kan få mere næringsrigt vand fra havets bund til at strømme op mod overfladen og forsyne planteplankton med ekstra næring.
\ Læs også
Stiig Markager er enig i, at det er én af mange mulige forklaringer.
»Jeg er dog skeptisk overfor, at det direkte har noget med stigende temperaturer at gøre. Men der er andre mekanismer, som kan tilføre flere næringsstoffer til havets overflade, hvor planteplankton lever,« siger han.
Selvom klimaændringer på sigt vil ændre eksempelvis mængden af nedbør, peger pilen ifølge Stiig Markager tilbage på kvælstofudledningen.
»Over 20-30 år vil mere regn give mere kvælstof i havet, men i sidste ende afhænger det af, hvor meget kvælstof der lander i jorden, og hvor meget landareal vi dyrker,« siger Stiig Markager.
Algerne er blevet spottet fra rummet
Forskerne bag det nye studie har registreret opblomstringen af planteplankton, også kaldet fytoplankton, gennem satellitbilleder fra rummet.
Ved hjælp af cirka 760.000 billeder fra NASA-satellitten 'Aqua', har forskere fra kinesiske, amerikanske og canadiske universiteter identificeret mønstre i algeopblomstringen i kystnære områder mellem 2003 og 2020.
Billederne viser, at opblomstringen af kystnært planteplankton globalt set er steget de seneste 20 år.
Algerne optræder på et areal, som siden 2003 er udvidet med 3,97 millioner kvadratkilometer, svarende til en stigning på 13,2 procent.
I nogle lande er der kommet mere planteplankton, mens der i andre er kommet mindre. Men antallet af lande, som har væsentlig opblomstring af alger ved kysten, er steget. Den øgede tilvækst ses især ud for Afrikas sydvestlige kyst, og Sydamerikas sydøstlige kyst.
Alligevel har resultaterne fra det internationale studie om plankton betydning for Danmark, mener professor Stiig Markager:
»Det bekræfter det billede, som vi kender. Jeg har arbejdet med det her i de seneste 25 år. Fra 1990’erne og frem til 2010 havde vi en positiv udvikling – mindre udledning af næringsstoffer - men siden har det været enten det samme eller stigende,« siger han.




































