For halvandet år siden - nærmere bestemt en kedelig 1. juledag i 2020 - fik den 23-årige astrofysik-studerende Albert Sneppen en fiffig ide:
I årtier har kosmologer brugt en bestemt matematisk metode til at udregne, hvordan varmen fra det tidlige univers - også kendt som ‘eftergløden af Big Bang’ - er fordelt på nattehimlen.
Kan man bruge denne metode, som man bruger til at måle eftergløden fra Big Bang, til at måle hvordan varmen har fordelt sig på Jorden i forbindelse med den globale opvarmning?
‘Ja man kan’, lyder svaret nu fra Albert Sneppen.
Den kandidatstuderende har netop fået udgivet et nyt studie, hvor han bruger den matematiske metode fra kosmologien til at give indblik i, hvordan den globale opvarmning frembringer lokalt ustabilt vejr på Jorden.
I studiet når han frem til, at temperaturforskellene ikke bare stiger på den helt store globale skala, men at den også stiger på små skalaer i områder på helt ned til 50 kilometer.
»Det giver endnu en grund til at være bekymret over global opvarmning, fordi det også betyder noget for dine vejrbetingelser, der hvor du står,« forklarer Albert Sneppen til Videnskab.dk.
Kobling mellem globalt og lokalt klima er ikke velforstået
Konklusionen lyder måske ikke overraskende. Vi ved, at kloden bliver varmere. Vi ved, at vi ser flere vejrekstremer som følge af klimaforandringerne.
Men koblingen mellem, hvordan den globale opvarmning leder til lokale vejrekstremer, er et forskningsfelt, der endnu ikke er helt velforstået.
»På et konkret plan er klimaforandringerne noget, vi alle er bevidste om. Men hver gang vi snakker om det, snakker vi om middeltemperaturen og den globale opvarmning. Og det er selvfølgelig et godt mål for klimaforandringerne, at vi kan se, at gennemsnitstemperaturen stiger,« forklarer Albert Sneppen.
»Men det beskriver ikke, hvornår du får en ekstremt temperatur det ene eller andet sted i verden. Det er spredningen - ikke middelværdien - af temperaturen, der forårsager hedebølger og andre ekstreme vejrfænomener,« lyder det fra den unge astrofysiker.
Bryder enorme datasæt ned
I sin nye forskning har Albert Sneppen set nærmere på 2.064 'billeder' af Jordkloden fra 1850 - hvor industrialiseringen og dermed udledningen af klimagasser tog fart - og frem til 2022.
Et billede for hver eneste måned fra 1850 til 2022 - altså over 172 år. ‘Billederne’ er hver især et datasæt, der giver indsigt i et årtis overfladetemperaturer på hele Jorden.
Når hvert billede analyseres gennem den førnævnte kosmologiske metode - der mere teknisk er kendt som et 'angulært power-spektrum' - er det lykkedes Albert Sneppen at bryde de store globale datasæt ned i hundredvis af mindre stykker.
Man kan se metoden som en si, der sigter store klumper af global data ned til finmasket lokal data. Med metoden er det lykkedes at se, hvordan temperaturen har ændret sig på skalaer af 20.000, 2.000, 200 og helt ned til 50 kilometer.
»Det vil sige, at jeg kan se på, hvordan temperaturforskellen i over 150 år har ændret sig i København sammenlignet med Aarhus og London,« forklarer Albert Sneppen.
Klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Peter Thejll kalder arbejdet for en »finurlig anvendelse af nye metoder«:
»Han tager ét stort datasæt og bryder det op i tid og rum. Og det giver en helt ny detaljeringsgrad,« konstaterer Peter Thejll, der ikke er involveret i forskningen, men har læst studiet for Videnskab.dk.
Endnu en grund til at være bekymret
Og hvad kan det hele så bruges til?
Albert Sneppen tøver en anelse. Den praktiske anvendelse lige nu og her er måske ikke så stor. Men studiet bidrager til at forstå, hvordan klimaet hænger sammen.
»Studiet giver os en matematisk sammenhæng mellem det globale og lokale. De kommende årtier vil det blive mere voldsomt og ustabilt på alle skalaer. Det bekræfter studiet,« lyder det fra den unge astrofysiker, der trods livet som studerende allerede har gang i en solid forskerkarriere.
Albert Sneppen var i august 2021 aktuel med et studie, hvori han præsenterede en præcis, matematisk formulering af, hvordan sorte huller kan krumme rummet, afbøje lys og 'spejle' universet.
Det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet European Physical Journal Plus, er hans femte videnskabelige publikation.
