De dagligt opdaterede grafer, som illustrerer de stigende COVID-19-dødsfald i forskellige lande, kan give et håb om, at vi kan forstå virussens udvikling og regne ud, hvordan vi skal stoppe den fra at sprede sig yderligere.
Men når man sammenligner lande, der er så forskellige som Sydkorea, Kina, Italien og Storbritannien, kan forsøget på at se, hvordan forskellige corona-indgreb virker, blive sløret af mange andre faktorer.
Det skyldes, at landene adskiller sig fra hinanden på mange væsentlige områder, når det kommer til for eksempel demografi, civil lydighed, populationsdensitet, sociale interaktionsmønstre, luftkvalitet og genetik.
Italien, for at tage et eksempel, har regioner med en ældre population end i mange andre lande.
Og i mange europæiske lande er det højst usandsynligt, at befolkningerne vil acceptere de drakoniske metoder, som bruges i Kina og Sydkorea.
Svaret findes måske i Norden
Fra et videnskabeligt perspektiv, og af mangel på bedre modeller, kan de nordiske lande Sverige, Norge, Danmark og Finland som ved et rent lykketræf være et stærkt udgangspunkt for en analyse af, hvilken metode der er bedst til at bremse smitten.
Det skyldes, at landene som bekendt ligner hinanden kulturelt, økonomisk, politisk og geografisk.
På nuværende tidspunkt er 15 millioner mennesker fra de nordiske lande lukket ned indendøre, mens 10 millioner blot er blevet bedt om at opføre sig ansvarligt og forsigtigt.
Det er for tidligt at sige noget om, hvilken metode der virker bedst, men man kan allerede ane nogle interessante resultater.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
En anderledes tilgang i Sverige
Den svenske tilgang til COVID-19 kunne ikke være meget anderledes fra nabolandenes.
Svenskerne vælger at placere meget af ansvaret for sænkning af virusspredningen og beskyttelsen af sårbare grupper hos befolkningen selv.
Det er nu april, og, udover nogle enkelte restriktioner, er svenske barer, restauranter og skoler stadig åbne.
Under den blå himmel og klare sol, som Sverige har nydt godt af på det seneste, har mennesker samlet sig i hobetal i parker og på strandene, barerne og caféerne.
Men på den anden side har Sverige et meget højt antal personer, der bor alene, og befolkningen respekterer generelt den svenske sundhedsstyrelses råd og guidelines.
Det er helt modsat de langt mere dogmatiske, fysiske restriktioner, der er gennemført i kulturelt lignende lande.
Over grænserne til Danmark, Norge og Finland blev skolerne lukket for flere uger siden, og bevægelsesfriheden er i høj grad blevet indskrænket.
Virussen smitter mere i Sverige
En ny rapport fra den forskergruppe, som laver den britiske regerings COVID-19-simulationer (forskellige udviklingsscenarier, red.), estimerer smittespredningen i 11 europæiske lande.
Et vigtigt tal i den forbindelse er det såkaldte reproduktionsnummer (R0), der angiver, hvor mange mennesker, hver enkelt person smittet med COVID-19 selv inficerer.
Et nummer større end 1 indikerer, at epidemien stadig er i vækst-fasen, mens et tal på eller under 1 tyder på, at epidemien er faldende.
28. marts var reproduktionstallet for Sverige og Norge estimeret til henholdsvis 2,47 og 0,97, mens Danmark lå omkring 1.
Det kommer ikke som en overraskelse, at virusspredningen også estimeres til at være højest i Sverige (3,1 procent af befolkningen er smittet) og lavest i Norge (0,41 procent).
Det reflekterer formodentlig de meget forskellige inddæmningsstrategier, som landene har.
Sammenlignet har Italien en smittespredning på 9,8 procent, mens Storbritannien ligger på 2,5 procent.
Finland har den laveste dødelighed
En svensk akademiker forudser, at op imod halvdelen af den svenske befolkning vil være smittet hen mod slutningen af april.
Selvom det er alt for tidligt til at kunne sige noget om tiltagenes effekt på dødeligheden, var der 1. april 24 COVID-19-relaterede dødsfald pr 1 million svenskere.
I Norge var der kun 8 dødsfald per 1 million nordmænd. Finland scorede lavest med 3 per million.
Virussens smittespredningsrate er vigtig, for jo hurtigere den spreder sig, des mere kondenseret vil dødelighedsbyrden være, og jo højere et pres vil der blive på hospitalerne og sundhedspersonalet.
Risikerer medicinsk middelalder
Kerneopgaven, når det kommer til at bringe epidemier ned, er at minimere antallet af daglige hospitalsindlæggelser for at bibeholde et velfungerende sundhedssystem, selvom antallet af døde i sidste ende vil være det samme.
Når byrden bliver større end hospitalskapaciteten, kastes sundhedspersonalet og patienterne tilbage til den medicinske middelalder.
Derfor er det absolut nødvendigt at holde sig indenfor rammerne af, hvad hospitalerne kan optage af patienter.
For at forberede sig på epidemien har de nordiske lande gennemført detaljerede undersøgelser af, hvad der skal til for, at hospitalerne kan klare ‘smittebølgen’.
Sengepladser er afgørende
Undersøgelserne viser, at den overordnede byrde kommer til at være lignende for de nordiske lande på mellem 528 og 544 døde pr million.
Det er vigtigt her at notere, at Sverige, ulig de andre lande, formodentlig kommer til at opleve, at bølgen rammer tidligere og over en kortere periode. Her vil hovedparten af dødsfaldene ske indenfor uger i stedet for måneder.
Det er på trods af, at Sverige har det laveste antal hospitalssenge pr 100.000 indbyggere (5,8).
Sammenlignet med Danmark (6,7), Finland (6,1) og Norge (8,0) er alle andre bedre forberedt.
Alle de nordiske lande halser efter Tyskland, der har hele 29 sengepladser pr 100.000 indbyggere. Her minder de mere om Storbritannien, der har 6,6.
Derudover er der også meldinger om bekymringer over, at der ikke er nok værnemidler i Sverige til at beskytte sundhedspersonalet i frontlinjen.
Hvis Sverige har handlet korrekt, vil de øvrige nordiske lande finde ud af, at deres sygdomsbyrde under coronakrisen er godt indenfor rammerne af, hvad sundhedsvæsnet kan holde til.
Hvis det ikke er tilfældet, kommer svenske sygeplejersker og læger til at stå ansigt til ansigt med deres livs største udfordring.
I det lange løb
Det kan måske lyde som om, at en intensiv og vidtgående strategi er altafgørende. Men der er stærke modargumenter.
De, der lever under en nedlukning, vil kunne bevidne, at den psykologiske byrde kan være tung – der er en grund til, at fængslede sendes i isolation som en ekstra straf.
Derudover skal man også forholde sig til, at effekten af de intensive restriktioner på bevægelsesfriheden over tid vil stilne af i takt med, at en social ulydighed vil begynde at stige.
At bruge mildere inddæmningsstrategier, som Sverige gør, og som følges af næsten alle svenskere, kan vise sig at være mere effektiv, når det kommer til stykket, fordi flere følger reglerne.
Her er det interessant at se på, hvordan Sverige kan sammenlignes med andre, nordiske lande, hvis befolkninger frivilligt har valgt at følge reglerne og holde afstand.
Der er også den medfølgende fare for, at en epidemi vil vende tilbage i de lande, der ikke har opnået flokimmunitet – hvor nok mennesker er blevet smittet med sygdommen til, at virussen ikke kan nå at sprede sig længere.
Sverige vil formodentlig nå flokimmuniteten hurtigere, og på den måde er det ikke umuligt, at landet vil opleve færre udbrud end sine nabolande.
Derudover er der også et væld af økonomiske argumenter.
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at vide, hvordan de nordiske landes forskellige tiltag vil påvirke smitten på længere sig. Men i løbet af de kommende uger vil det blive mere tydeligt.
Herfra kan vi lære meget om den fintfølende balance mellem strategisk over- eller underreaktion, når man står ansigt til ansigt med en smitsom pandemi.
Og hvad vi lærer kan hjælpe andre lande, hvor COVID-19 stadig er under opsejling, eller hvor anden og tredje bølge rammer.
Det kan også hjælpe fremtidige samfund, der med sikkerhed også kommer til at stå overfor globale pandemier.
Denne artikel er oprindeligt bragt af the Conversation og oversat af Thea Kjærulff Torp. Paul Franks modtager funding fra Boehringer Ingelheim, Eli Lilly, Janssen, Novo Nordisk A/S, Sanofi Aventis og Servier, og han har modtaget konsultationshonorar fra Eli Lilly, Novo Nordisk og Zoe Global Ltd.
