Sydkorea bliver rost vidt og bredt for landets håndtering af udbruddet og spredningen af coronavirus-sygdommen COVID-19.
Fokus har her primært været på Sydkoreas enorme virustesting-program.
Hvad der måske er gået under radaren i nyhedsdækningen er landets vidtstrakte brug af overvågningsteknologi for at stoppe smittespredningen.
Her er det særligt CCTV og tracking af visa-kort og mobildata, der er brugt, for at identificere hvem der skulle testes for virussen i første omgang.
Og det er en vigtig lektion for de mere liberale lande, der måske er mindre tolerante overfor sådanne privatlivs-invaderende tiltag, men som samtidig gerne vil eftergøre Sydkoreas succes.
Sydkorea har stoppet udbruddet uden at begrænse bevægelsesfriheden
Mens Taiwan og Singapore har excelleret i at inddæmme coronavirussen, så er Sydkorea og Kina formodentlig de lande, man skal se mod, hvis man vil finde den bedste model, der kommer med en løsning på, hvordan man stopper et udbrud, når en stor andel af befolkningen allerede er smittet.
Kina satte bekræftede og potentielle patienter i karantæne og begrænsede borgernes bevægelsesfrihed samt internationale rejser ind og ud af landet.
Men Sydkorea gennemførte et lignende højt kontrolniveau, hvilket resulterede i en medfølgende lav dødelighed (i skrivende stund på 1 procent) uden at bruge samme autoritære metoder.
Det ligner tydeligt en metode for liberale, demokratiske nationer.
Sydkorea har testet i vildskab – men det er ikke nok i sig selv
Den meste iøjnefaldende del af den sydkoreanske strategi er simpel nok: Test, test og test noget mere.
Landet har lært af udbruddet af MERS i 2015 og reorganiseret det system, man bruger til kontrol og overvågning af sygdomsspredning.
Sydkorea har et godt, storydende sundhedsvæsen og en sofistikeret biotech-industri, som kan producere testkit meget hurtigt.
De faktorer gør det muligt for landet at gennemføre 15.000 test hver dag, hvilket placerer Sydkorea lige bag Kina som det land i verden, der har testet sine borgere for smitten allermest i absolutte tal.
Derudover placerer landet sig også på en tredjeplads på verdensplan, når det kommer til test per person.
Men fordi COVID-19 er en mild sygdom for de fleste smittede, er det kun en lille del af patienter, der selv kontakter sundhedsmyndighederne for at blive testet, fordi de oplever symptomer eller har været i kontakt med syge.
Mange patienter med milde symptomer, specielt de yngre, opfatter ofte ikke, at de er syge. Derfor kommer de ofte til at smitte andre.
Hvis man ikke finder frem til de patienter, så betyder test-kapaciteten ikke meget.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Tre metoder til at opspore smittede: 1) Kreditkort
Det er her, at såkaldt ‘smart city’-infrastruktur kommer ind i billedet.
Målet er at finde frem til, hvor kendte og diagnosticerede patienter har været og teste dem, der har været i kontakt med dem.
Der er tre generelle metoder til at opspore kendte smittede:
Den ene er gennem kredit- og debitkort. Sydkorea har det højeste antal af kontantløse transaktioner i verden.
Ved at tracke korttransaktioner er det muligt at kortlægge kortholderens færden.
2) Mobildata kan tracke smittede
Dernæst kan mobiltelefoner tjene det samme formål.
I 2019 var Sydkorea ét af de lande i verden, der rummede den største andel af mobiltelefon-ejere (der er flere telefoner end mennesker i landet).
Telefoners lokalitet bliver automatisk registreret med komplet nøjagtighed, fordi enhederne er forbundne med mellem 1 og 3 telefonmaster til enhver tid.
Og der er formodentlig 860.000 4G- og 5G-master, der dækker hele landet over en bred kam.
Helt afgørende kræver telefonselskaber også, at deres kunder oplyser deres rigtige navne og CPR-numre.
Det betyder, at det er muligt at tracke næsten alle ved at følge deres mobiltelefoners lokaliteter.
\ Seruminstituttet vil tjekke danskernes bevægelser med mobildata
For at overvåge, om regeringens initiativer virker, vil Statens Serum Institut nu have adgang til teledata fra alle de danske mobiltelefoner, som hele tiden registrerer sig på de danske mobilmaster.
Det bekræfter både SSI og teleindustrien ifølge DR
»Det er meget tidligt i behandlingen, og der er mange spørgsmål, som fortsat skal afklares,« siger faglig direktør hos SSI, Kåre Mølbak, ifølge DR.
Det er derfor endnu uklart, hvordan håndteringen af teledata i praksis skal fungere. Det er også uvist, hvem der skal vurdere, om der er juridisk grundlag for at udlevere data.
Kilde: DR.dk
3) Overvågningskameraer
Slutteligt giver CCTV-overvågningskameraer også myndighederne mulighed for at identificere borgere, som har været i kontakt med COVID-19-patienter.
I 2014 havde sydkoreanske byer over 8 milioner CCTV-kameraer, eller 1 kamera per 6,3 personer.
I 2010 blev hver person i Sydkorea fanget på kamera 83,1 gange hver dag – og én gang hvert niende sekund, hvis man var på farten.
De tal er formodentlig meget højere i dag.
Tager man landets størrelse med i beregningen, er det tydeligt at se, at Sydkorea har én af de mest vidtstrækkende forbrug af overvågningsteknologi i verden.
Dataen fra de tre metoder kan bruges af myndigheder og borgere
Kombinationen af disse tre teknologier betyder to ting:
For det første kan sundhedsmyndighederne finde ud af, hvem en smittet person har haft tæt kontakt med, efter personen er blevet smittet.
Der er ‘døde pletter’ uden CCTC eller mobilsignal i offentlige bygninger, men ikke mange. Næsten alle potentielle patienter kan findes og blive testet med den metode.
For det andet kan oplysninger om en patients færden sammenholdes med tidligere patienter ved hjælp af geografiske informationssystemer.
Den sammenligning viser præcis, hvor, hvornår og gennem hvem en ny patient er blevet smittet.
Hvis en person ikke kan blive sat i forbindelse med en tidligere kendt patient, betyder det, at der eksisterer ukendte patienter, og de kan blive identificeret ved at bruge de tidligere beskrevne metoder.
Antallet af ukendte patienter kan til enhver tid være en indikator på, om virussen enten stadig spredes, eller om situationen er ved at være bragt under kontrol.
Resultatet af overvågningen bruges ikke bare af sundhedsmyndighederne, men bliver også tilgængelig for de sydkoreanske borgere igennem nationale og lokale statslige hjemmesider, gratis smartphone-apps, der viser smitte-risikoområder og SMS-opdateringer om nye, lokale smittetilfælde.
Det hjælper borgere til at undgå smitte-hotspots.
En effektiv metode – men kræver accept af overvågning
På mange måder er den sydkoreanske metode en overeksponering af privat information om menneskers færden.
Men det er samtidig en effektiv metode for myndighederne til at vinde borgernes tillid, hvilket på den anden side er et vigtigt middel, for at undgå at folk går i panik.
Man kan argumentere for overvågningens succes på det plan, fordi Sydkorea er ét af de eneste lande, hvor COVID-19-udbruddet ikke har fået befolkningen til at panik-hamstre i supermarkederne.
Men der er en stor udfordring for de lande, der overvejer at kopiere landets metoder.
Det høje overvågningsniveau og eksponeringen af privat information er formentlig ikke noget, som nemt vil kunne accepteres i andre liberale, demokratiske samfund.
Et valg mellem to vigtige frihedsrettigheder
Forskellen på den sydkoreanske tilgang og mange europæiske landes er ikke den simple kliché: Østlig kollektivisme overfor vestlig individualisme.
Faktum er, at eksponeringen for al den private information i længden kan afholde samfund fra at lave vidtgående restriktioner på bevægelsesfriheden.
På den måde står regeringer rundt omkring i verden overfor et hårdt valg mellem at udøve vold mod én af to forskellige frihedsrettigheder (krænkelse af privatlivet eller bevægelsesfriheden).
Sydkorea har valgt den første, mens Frankrig og Italien har valgt den sidste.
Den første kræver den nødvendige infrastruktur og en kultur, som tolererer et vist niveau af overvågning.
Ingen af delene kan blive konstrueret fra den ene dag til den anden.
Denne artikel er oprindeligt bragt af The Conversation. Jung Won Sonn er ikke affilieret med andre virksomheder eller organisationer, der kan drage nytte af artiklen. Oversat af Thea Kjærulff Torp.
