Verden var vidne til et grotesk skue i denne uge. Rusland, den nuværende præsident for FN's Sikkerhedsråd, invaderede Ukraine, alt imens Sikkerhedsrådet holdt et hastemøde i et forsøg på at løse krisen.
Det får mange til at spørge, om international lovgivning overhovedet giver mening – står lovgivningen magtesløs over for staternes adfærd?
Der er ingen tvivl om, at Rusland har brudt reglerne i international lov. Ukraine har ret til territorial integritet og politisk uafhængighed.
Det ændrer den russiske 'anerkendelse' af uafhængighed for de to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine, Donetsks og Luhansk, ikke på, og det gør historiske krav på ukrainsk territorium fra russisk side heller ikke.
Krig er forbudt ved lov
Russisk aggression over for Ukraine er også en overtrædelse. Aggression er et gammelt begreb i international ret, der går forud for oprettelsen af FN.
Krig har været direkte ulovlig siden Kellogg-Briand-pagten i 1928.
I charter for Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg i 1945 kan man blandt andet læse, at »planlægning, forberedelse, indledning eller førelse af en angrebskrig« er forbrydelser mod fred.
Endelig udgør Ruslands handlinger et alvorligt brud på FN-charterets artikel 2, som understreger vigtigheden af, at:
»Alle medlemmer (af FN) skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed.«
Hvad kan FN's Sikkerhedsråd gøre?
Men hvad er meningen med den internationale ret, hvis Rusland alligevel invaderer Ukraine? Bliver lovgivningen overhovedet håndhævet?
Artikel 24 i FN-pagten giver Sikkerhedsrådet det primære ansvar for 'opretholdelse af international fred og sikkerhed'.
Dette inkluderer kollektive foranstaltninger for at forhindre og imødegå trusler mod fred samt undertrykke aggressionshandlinger.
FN blev oprettet specifikt for at forhindre en global krig mellem stormagter i at finde sted igen, og da vi ikke har set denne slags hændelser i de seneste 75 år, har FN i det store og hele haft succes med dette primære mål.
Men her er problemet: FN's Sikkerhedsråd (og FN-pagten mere generelt) blev etableret af de allierede magter, som 'vandt' 2. verdenskrig.
Placeret over loven
Ved oprettelsen af FN var disse magter (Kina, Frankrig, Storbritannien, USA og Rusland som efterfølgerstat til USSR) funktionelt placeret over loven.
De blev gjort til permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet (det såkaldte P5) og fik vetoret over FN's handlinger.
Det blev gjort for udtrykkeligt at forhindre FN i at kunne gribe ind over for dem og for at give dem mulighed for at afbalancere hinandens ambitioner.
Systemet virker dog kun, når P5-staterne overholder reglerne. Det fungerede i løbet af den kolde krig, fordi ingen P5-stat følte sig sikker nok til at handle ensidigt og forrykke balancen.
\ Læs mere
Usikker magtbalance
Da den usikre magtbalance faldt fra hinanden med Sovjetunionens sammenbrud, begyndte P5-medlemmernes vilje til at handle med tilbageholdenhed at bryde sammen.
I 1990'erne brugte USA og Storbritannien Sikkerhedsrådet som gummistempel for deres ekspansive militære aktivitet.
Senere, da Rusland og Kina følte sig sikre nok til at bruge deres vetoret (mest prominent i forbindelse med invasionen af Irak i 2003), handlede USA og Storbritannien ensidigt. Sikkerhedsrådet var magtesløst til at forhindre det.
Det samme scenarie udspiller sig nu, hvor Rusland angriber. P5-nationernes tilbageholdenhed i deres brug af militæraktion har hængt i en tråd i årtier.
Vi har måske lige set den briste.
Er der andre muligheder i henhold til international lov?
Ruslands igangværende overtrædelse af loven er ikke slutningen på historien.
Der er andre måder, international lov kan bruges til enten at forsvare Ukraine eller straffe Rusland, som går længere end blot økonomiske sanktioner.
En mulighed er påberåbelse af artikel 51 i FN-pagten, som giver staterne ret til individuelt og kollektivt selvforsvar.
Ukraine kan lovligt bruge magt til at forsvare sig mod angreb og kan desuden anmode om militær bistand fra andre lande. Da Irak invaderede Kuwait i 1990, udsendte Kuwait en række anmodninger om hjælp til at forsvare sig selv.
Fred kan ikke håndhæves, når håndhæveren selv bryder freden
Der er også blevet stillet spørgsmål om, hvorvidt Rusland kan blive frataget permanent medlemskab af Sikkerhedsrådet.
Det enkle svar er nej. Der fremføres nu argumenter for, at Rusland ikke skulle have arvet USSR's plads i Sikkerhedsrådet, men alle de stater, der opstod som følge af USSR's sammenbrud (blandt andre Ukraine), gik med til det i 1991.
Hvad angår spørgsmålet om at reformere FN-pagten for at fjerne Rusland, er det i realiteten også umuligt.
Selvom artikel 108 i FN-pagten tillader ændringer, kræver det, at alle P5-nationerne er enige. Så for at fjerne Rusland fra Sikkerhedsrådet, skal Rusland give tilladelse, og det kommer aldrig til at ske.
Det er med fuldt overlæg, så P5-landene kan være i sikker forvisning om deres deres sikkerhed, når de griber ind over for resten af verden.
Desværre kan fred ikke håndhæves, når håndhæveren selv bryder freden.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Kan Putin retsforfølges for forbrydelser?
Men så er der international strafferet: Putin har begået en forbrydelse ved at indlede en ulovlig krig, og enhver russisk krigsforbrydelse på ukrainsk territorium er inden for Den Internationale Straffedomstols (ICC) jurisdiktion.
Men Putin vil ikke stilles for retten af ICC for aggression som følge af domstolens snævre magt til at udøve lov og ret.
Både den angribende stat og ofret for dens handlinger skal være parter i Rom-statutten, som er det juridiske fundament for den Internationale Straffedomstol.
Ukraine er en del af Rom-statutten, men Rusland er ikke.
Ikke den eneste brik i spillet
Så ICC har ingen jurisdiktion over russisk aggression, uden at Sikkerhedsrådet har henvist Rusland til domstolen som en ikke-part - og selvfølgelig kan Rusland nedlægge veto som permanent medlem af rådet.
Selvom ICC også har jurisdiktion over krigsforbrydelser, er det komplekst at stille en præsident til ansvar for fodsoldaternes forbrydelser, og det er ikke noget, domstolen nogensinde har haft held med.
ICC er dog ikke den eneste brik i spillet. Ethvert land i verden kan retsforfølge alvorlige krigsforbrydelser, som eksempelvis forsætligt angreb på civile.
Nationer kan retsforfølge statsborgere fra andre stater for aggression, hvis de har lovgivning på plads til at muliggøre det. Tyskland, Holland, Ukraine og endda Rusland har alle love om 'universel jurisdiktion', der gælder over for aggressionshandlinger.
På samme måde er doktrinen om kommandoansvar også underlagt universel jurisdiktion, så retsforfølgelse af krigsforbrydelser behøver ikke at stoppe med frontlinjesoldaterne.
I det lange løb? Måske
Men problemet med universel jurisdiktion er at bringe mistænkte i varetægt.
Især statsoverhoveder er almindeligvis immune over for at blive retsforfulgt for forbrydelser ved udenlandske domstole.
Ikke nok med det, for at sådanne retsforfølgelser kan finde sted, er det nødvendigt, at russiske politiske og militære ledere fjernes fra deres poster, arresteres og derefter udleveres til at stå for en retssag.
Så vil nogen på kort sigt blive trukket i retten? Nej. I det lange løb? Måske.
I mellemtiden er det internationale samfunds opgave at indsamle evidens for forbrydelser, i takt med at de finder sted, samt støtte Ukraines ret til selvforsvar.
International lov er på plads, nu skal staterne til at bruge den.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
