Forældre, der henter deres børn, lige inden institutionen lukker, bør ranke ryggen og lade være med at skamme sig.
Omtrent sådan lød en formaning fra den socialdemokratiske minister Kaare Dybvad Bek i et interview med Jyllands-Posten, som han gav i anledning af sin nye bog 'Arbejdets land'.
Budskabet har ikke overraskende vakt harme.
Men hvad ved vi egentlig, om børns sene dage i daginstitution? Tager et barn skade af at blive hentet sent?
»Umiddelbart er svaret nej,« siger Noomi Matthiesen, der er lektor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet.
»Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at det er problematisk for børn at være i pasningstilbud, selv i mange timer, så længe kvaliteten er i orden,« tilføjer Noomi Matthiesen.
Blandt andet indikerer et metastudie om børns tid i dagtilbud, at flere timer i armene på pædagoger hverken har en negativ eller positiv effekt for små børn. Metastudiet bygger på syv studier fra Tyskland, Holland, Norge, Canada og USA.
Men som Noomi Matthiesen påpeger, er kvaliteten af de danske dagtilbud de senere år blevet anfægtet. En national kvalitetsundersøgelse af dagtilbud fra 2023 viser, at kvaliteten i mere end hver tredje daginstitution for 0-2-årige er utilstrækkelig.
\ Utilstrækkelig kvalitet i danske dagtilbud
Der mangler legeområder og legetøj i flere danske dagtilbud. Personalet er »venlige og imødekommende«, men:
»Vi ville gerne have set personale, som også hjælper børn, der for eksempel er vrede eller kede af det ved at sætte ord på barnets følelser og hjælpe barnet videre,« sagde Dina Madsen, chef for afdelingen for dagtilbud ved EVA, til Ritzau i forbindelse med en national kvalitetsundersøgelse af kommunale dagtilbud fra 2023.
97 kommunale daginstitutioner og 99 kommunale dagplejere for 0-2-årige børn over hele landet har deltaget i en repræsentativ stikprøveundersøgelse.
For daginstitutionerne viser undersøgelsen, at:
- 13 procent af daginstitutionerne har god kvalitet
- 49 procent har tilstrækkelig kvalitet
- 38 procent har utilstrækkelig kvalitet
For dagplejen var tallene:
- 8 procent (god)
- 39 procent (tilstrækkelig)
- 46 procent (utilstrækkelig)
- 6 procent (ringe kvalitet)
Undersøgelsen er foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og er udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet, der også har planer om at igangsætte en undersøgelse af dagtilbud for 3-5-årige børn.
I 2020 lavede EVA en undersøgelse af kvaliteten i kommunale børnehaver i Danmark på nationalt plan.
Her blev 19 procent af de kommunale børnehaver i gennemsnit vurderet til at have god kvalitet, 75 blev vurderet til at have tilstrækkelig kvalitet, mens 6 procent blev vurderet til at have utilstrækkelig kvalitet.
Ifølge EVA kan det konkret betyde »at personalets samvær med børnene er overvejende negativ og irettesættende, at børnene oplever meget ventetid mellem aktiviteter, eller at der mangler legematerialer på stuen.«
»Vi må desværre konstatere, at kvaliteten i en mindre del af børnehaverne er så lav, at man kan blive bekymret for børnenes trivsel,« sagde direktør i EVA Mikkel Haarder i forbindelse med undersøgelsen.
Børn, der hentes sent, er trætte
Vuggestuer og børnehaver, der er fulde af livlige, legende og larmende børn, kan dog dræne barnets energi.
Derfor kan det have omkostninger for familielivet, når børnene hentes sent, forklarer Noomi Matthiesen, der blandt andet forsker i forældresamarbejde.
»Det lille barn er meget på arbejde, når det er i vuggestue eller børnehave. Der er mange mennesker omkring det, og der er mange flere ting at forholde sig til end derhjemme,« siger hun og fortsætter:
»Hvis man har en hverdag, hvor forældrene hver dag henter sent, kan det potentielt gå ud over kvaliteten af omsorgen i hjemmet. Det stiller store krav til forældre at udøve omsorg, hvis både barn og forældre er udkørte efter en lang dag.«
Derfor er vi ifølge Noomi Matthiesen nødt til at tale om forældrenes vilkår.
\ Læs også
Forældre bøjer og strækker sig
I Danmark bliver langt de fleste børn passet af andre end deres forældre.
Hvert sjette barn tilbringer mere end otte timer dagligt i dagtilbud eller pasningsordning. Det viser VIVE’s seneste SPOR-undersøgelse, der mere end 50.000 børn fra spæd- og småbørnsalderen gennem spørgeskemaer til forældrene.
Børnene, der bliver passet længst tid, er især 2- og 3-årige fra familier, hvor begge forældre arbejder.
Anja Marschall har gennem årene talt med mange forskellige familier som en del af sin forskning i børns hverdagsliv i dagtilbud, indskoling og SFO. En observation, hun ofte har gjort, er, at mange forældre gør rigtig meget for at minimere børnenes tid i daginstitutionen, også selvom de har fuldtidsarbejde.
Nogle tyr til en løsning, hvor forældrene arbejder forskudt - far møder sent og arbejder tilsvarende til sent, mor møder tidligt, og kan gå tidligt. Andre rykker rundt på deres arbejdstimer, fortæller Anja Marschall, der er lektor og ph.d. ved Københavns Professionshøjskole.
»Det lykkes for mange - børnene bliver hentet tidligere og afleveret senere. Men det betyder også, at forældrene, og her taler vi almindelige middelklasseforældre, ofte er nødt til at tage computeren frem igen, når børnene er blevet puttet,« siger Anja Marschall og fortsætter:
»Barnet blev måske hentet allerede klokken 15, men prisen er, at forældrene aldrig har helt fri. Det betyder også noget for presset i hverdagen.«
Lad os tale om børnefamiliers vilkår
Ifølge forsker i familie- og børneliv Lene S. K. Schmidt skyder debatten forbi skiven, når vi igen diskuterer antallet af timer, børn opholder sig i institutionen og alene fokuserer på familierne.
I stedet er der brug for at tale om, hvilke vilkår børnefamilier har i dag, og hvordan de vilkår er forskellige fra familie til familie, siger Lene S. K. Schmidt, der er docent og ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon.
Der er brug for en mere balanceret familiepolitik i Danmark, der tager højde for de ret forskellige familie- og børneliv, der leves i dag, fortæller hun.
\ Hvad er familiepolitik?
Hvilket samfund vil vi gerne skabe for vores børn og familier? Det er den slags spørgsmål, familiepolitik, der også kaldes børnepolitik, beskæftiger sig med.
Gennem årene har det familiepolitiske fokus ændret sig:
Familiepolitik begyndte så småt at blive et tema i Danmark i 1930’erne. Fødselstallet var faldende, og en Befolkningskommission blev iværksat i 1935, der skulle undersøge mulighederne for at indføre politik, der kunne få folk til at få flere børn. Kommissionen anbefalede dengang blandt andet finanslovsbevillinger til oprettelse og drift af børnehaver.
I 1960’erne, hvor flere mødre begyndte at komme på arbejdsmarkedet, var det store familiepolitiske spørgsmål, hvordan man gav børnene en god hverdag, når begge forældre arbejdede.
I 1974 nedsatte man Børnekommissionen, der undersøgte danske småbørns hverdagsliv. Både kommissionen og Det Tværministerielle Børneudvalg fandt, at børnenes hverdag i 1980’erne og ind i 1990’erne var presset, blandt andet med fokus på, hvor meget tid børnene brugte i daginstitution.
I nyere tid har dansk børne- og familiepolitik primært handlet om »hvad man fra politisk hold vil med børnene – f. eks. at de skal lære mest muligt – og hvad man vil med forældrene – f. eks. at de skal bidrage mest muligt til arbejdsmarkedet – og ikke om, hvordan det opleves at være barn eller forælder i Danmark – f. eks. at man oplever at blive presset på tid og overskud,« skriver lektor og ph.d. Anja Marschall og Sine Grumløse, etnolog og ph.d. i dansk familiepolitik.
Gennem tiden har familiepolitik også ført til økonomiske ydelser til børnefamilier - barselsdagpenge, børnetilskud og huslejetilskud blandt andet.
Familiepolitik er også en del af personalepolitikken på arbejdspladser, hvor den eksempelvis sikrer retten til barsel.
»Der er en norm om, at man skal hente sit barn tidligt for at være en god forælder. Det bliver samtidig gjort til et spørgsmål om valg for den enkelte forælder, hvornår man henter. Men det kan være svært at indfri, hvis man som forældre samtidig har livs- og arbejdsvilkår med faste og mere fikserede rammer for, hvornår man kan hente,« siger Lene S. K. Schmidt.
Langt fra alle forældre har mulighed for flekstid på arbejdet, der gør det muligt selv at bestemme, hvilke tidspunkter på dagen, de vil arbejde, påpeger hun.
Derfor »kan man heller ikke reducere, hvornår man henter og bringer sit barn, til et spørgsmål om, hvorvidt man er en god forælder eller ej,« siger hun.
\ Ulighed i børnefamiliers vilkår
Forskelligheder i børne- og familieliv og deres daglige vilkår har Lene S. K. Schmidt, sammen med Jimmy Krab, lektor og ph.d. i Center for pædagogik, Professionshøjskolen Absalon, og kolleger, belyst i et kvalitativt forskningsprojekt, hvis resultater første gang blev udgivet i 2022. Forskerne så på, hvilke muligheder og barrierer der kan være i samarbejdet om børn - især når noget svært er på spil i børnenes institutionsliv og hverdag.
Forældre fra forskellige demografiske områder – det vil sige med forskellige baggrunde inden for eksempelvis alder, uddannelse, beskæftigelse, og hvor de bor – blev interviewet om deres børns trivsel.
Forskerne så, at for de interviewede forældre, der har et barn, der ikke trives, kan forholdet mellem, hvor længe barnet er i institution og forældrenes arbejde, og i nogle tilfælde også deres tilknytning til arbejdsmarkedet, være endnu sværere at balancere.
»Herhjemme tænker vi stadig familieliv og daginstitutioner inden for nogle ret faste idealer og former. Det skaber nogle normer, der anerkender og tilgodeser de familier, der har bestemte arbejds- og levevilkår, som gør, at de kan leve op til idealet,« siger Lene S. K. Schmidt.
Der er eksempelvis familier, som har bedsteforældre og andre, der jævnligt henter børnene, og nogle har mulighed for privat betalt rengøringshjælp og pasning, der kan hjælpe med at få hverdagen til at gå op.
»Andre familier har ikke de vilkår, men de bidrager stadig til samfundet og til at få hverdagen til at gå op i deres børns liv. Hvis der for dem opstår større familie-, sundheds- og livsudfordringer, og de ekstraordinært spørger om hjælp i det offentlige til få hverdagen til at hænge sammen, kan de opleve at blive set som havende færre ’ressourcer’,« men som Lene S. K. Schmidt påpeger:
»De, der for eksempel har bedsteforældre, der henter, får også hjælp til hverdagens mange krav.«
Noomi Matthiesen peger på forældres rettigheder og muligheder, når barnet er sygt, som et område, der kunne trænge til et politisk løft.
»I det moderne forældreskab har vi enormt høje idealer for, hvordan man er en tilstrækkeligt god forælder. Det er nærmest umuligt for småbørnsforældre at komme i nærheden af de idealer, blandt andet på grund af arbejdsvilkår og det strukturelle, eksempelvis de danske regler for barnets første sygedag,« siger Noomi Matthiesen.
»Der har vi i Danmark væsentligt ringere vilkår end i lande, vi sammenligner os med,« siger hun.
I Danmark er det almindeligt, at forældre får barnets første sygedag fri - nogle steder får de også anden dag. Men hvad nu, hvis barnet er syg i mere end en-to dage?
I Sverige eksempelvis har man som udgangspunkt ret til at være hjemme med et sygt barn 60 dage per barn om året. I Norge og Tyskland har man lignende ordninger.
Børnefællesskaber er vigtige
»Men vi har nu engang skabt et samfund, hvor mange familier har brug for to fuldtidsindkomster, og så har man også brug for at kunne aflevere sine børn og vide, at de er sammen med gode pædagoger,« siger Crisstina Munck, docent og ph.d. ved Københavns Professionshøjskole.
Hun forsker i små børns fællesskaber i daginstitutionen og i den betydning forældresamarbejde har for børns trivsel.
Crisstina Munck tilslutter sig koret, der ønsker mindre fokus på antallet af timer i institutionerne og mere på pædagogisk kvalitet.
»I stedet for at tale om, hvorvidt barnet er i institution en time ekstra, bør vi tale om, hvad der sker i den time,« siger hun.
Der er nemlig rigtig mange gode ting at sige om børnenes tid i dagtilbud. Det er her, de udvikler sig sammen med andre børn. Børnefællesskaber bliver kun vigtigere, jo større børnene bliver, fortæller Crisstina Munck.
Mere nærvær
Sammen med Anja Marschall har Crisstina Munck lavet et forskningsprojekt i Københavns Kommune. Her fulgte de to vuggestuer og to børnehaver i udsatte boligområder, der fik en pose penge af kommunen til at reducere børnegruppen og dermed forbedre normeringen.
\ Hvad er normeringer?
Normering betyder, at man fastsætter, hvor mange medarbejdere i forskellige stillinger der skal være i en virksomhed. I dagtilbud handler det om, hvor meget pædagogisk personale der skal være per barn.
Børne- og Undervisningsministeriet har indgået aftale om minimumsnormeringer i daginstitutioner, der efter planen træder i kraft fra 2024. De fastsætter, at der skal være:
- 1 pædagogisk personale til 3 børn i vuggestuer
- 1 pædagogisk personale til 6 børn i børnehaver
Normeringen skal følge barnets alder, så børn, der kommer i børnehave, før de er fyldt tre år, sikres en normering svarende til vuggestuen.
Projektet har undersøgt, hvad det betyder for børnene at have adgang til voksne, de kender og er trygge ved, og som hjælper dem til at deltage i lege med de andre børn.
Det havde en »kæmpe betydning«, at pædagogerne skulle tage sig af færre børn, fortæller Crisstina Munck. Pædagogerne lærte børnene at kende på en anden måde og opdagede, at selv små vuggestuebørn kan have præferencer, i forhold til hvem de vil være sammen med eller sidde sammen med til frokost, fortæller hun.
\ Læs også
Pædagogerne begyndte at tilrettelægge dagen løbende og efter børnenes behov - som kan variere fra barn til barn og fra dag til dag. Som Crisstina Munck formulerer det, fik pædagogerne mulighed for at bruge deres pædagogfaglige viden om børnene.
Det betød også, at tidsplanen forskød sig, og måske røg læreplansarbejdet lidt i baggrunden.
\ Den styrkede pædagogiske læreplan
I 2018 trådte nye regler i kraft om en styrket pædagogisk læreplan i dagtilbud. Læreplanen er en beskrivelse af, hvordan dagtilbud og personale vil sikre at børnene »udvikles, lærer og dannes, både kropsligt, kognitivt, følelsesmæssigt og socialt.«
Med læreplanen følger, at det pædagogiske personale løbende skal dokumentere og evaluere deres indsatser.
»Hverdagen var ikke præget af særlige koncepter eller målinger, men der opstod et nærvær. Pædagogerne fik mulighed for at lave pædagogisk arbejde i stedet for, sagt firkantet, at passe børn,« siger Crisstina Munck og fortsætter:
»Det er interessant, at man kan komme så langt med så lidt i forhold til at skabe kvalitet. Vi skal tilbage til det basale relationsarbejde, for vi styrker ikke børns relationer med måling af læringsmiljøer. Det handler om at skabe betingelser for nærvær, for det styrker børns deltagelse i børnefællesskaberne.«
»Så kan de være i deres dagtilbud i det antal timer, der er nødvendige for, at familierne kan få hverdagen til at hænge sammen.«
