Er ’tigerspring’ i børns udvikling en myte?
Begrebet tigerspring bruges ofte til at beskrive spædbørns udvikling, og er et helt univers for forældre. Ny bog kigger teorien efter i sømmene
Begrebet tigerspring bruges ofte til at beskrive spædbørns udvikling, og er et helt univers for forældre. Ny bog kigger teorien efter i sømmene

»Hun er nok lige midt i et tigerspring!« eller »Åh nej, nu nærmer vi os snart det næste spring« er sætninger, som småbørnsforældre ofte møder eller hører sig selv sige.
’Tigerspring’ anvendes ofte af især småbørnsforældre til at beskrive børns udvikling, men også forskellige faggrupper såsom sundhedsplejersker og pædagoger benytter betegnelsen.
Begrebet bliver særligt anvendt, når barnet har været mere pylret, sovet dårligt eller generelt har været mere besværligt.
Der skal heller ikke meget søgning på nettet til, før man finder de første artikler, der beskriver, hvordan man som forælder skal håndtere tigerspring, eller hvordan udviklingen er under hvert spring.
Dykker man ned i grundbøgerne om udviklingspsykologi, er tigerspring dog stort set fraværende.
Tigerspring er derfor et interessant eksempel på, hvor stor forskel der kan være på, hvordan vi taler om udvikling i udviklingspsykologien og i samfundet bredere set.
På baggrund af den kontrast, blev vi interesserede i at belyse nogle af de mange aktuelle fortællinger, der er om børns udvikling.
I bogen ’Fakta og myter om børns udvikling’ belyser vi disse fortællinger fra en videnskabelig vinkel og formidler det på en let tilgængelig måde for at nuancere forståelsen af børns komplekse udvikling.
Et område, der kan være meget holdningspræget og som ofte debatteres i både faglige kredse såvel som hjemme i stuerne. I det følgende bringes et uddrag af kapitlet om tigerspring.
Der er mange holdninger til, hvad der former børns psykologiske udvikling, og viden om børn er blevet et slags ’alle-mands-eje’. Men hvad er der egentlig videnskabelig belæg for?
I ’Fakta og myter om børns udvikling’ belyser vi temaer som søvn, hukommelse, skærmbrug, leg, motorik, tosprogethed og tigerspring ud fra en kritisk og videnskabelig vinkel.
Aldersmæssigt er fokus på børn i alderen nul til seks år, og bogen henvender sig til forældre og studerende med interesse for børns udvikling, samt forskellige faggrupper, f.eks. psykologer, sundhedsplejersker, pædagoger og socialrådgivere.
I 1990’erne udgav de to forskere Frans Plooij og Hetty van de Rijt bogen om tigerspring, som på dansk har titlen ’Vidunderlige uger’.
Baseret på deres tidligere studier af chimpanser udvidede de deres teori til også at omfatte børns mentale udvikling.
På baggrund af 15 mødres rapporteringer af deres spædbørns adfærd, fandt de frem til en bred konsensus om specifikke perioder (betegnet som spring), hvor mødrene vurderede, at deres spædbørn var mere ’besværlige’.
Mødrene skulle udfylde ugentlige spørgeskemaer om børnenes adfærd, og det viste sig, at forandringer i børnenes adfærd blev identificeret på mange af de samme tidspunkter i børnenes liv.
Børnenes adfærd ved disse spring var blandt andet kendetegnet ved forstyrret søvn, øget tendens til gråd, øget behov for nærhed og dermed også en tilbagegang i selvstændighed.
Efter hvert spring så man også en periode med øget konflikt, som blev efterfulgt af udviklingen af nye færdigheder ved barnet.
Forskerne sammenlignede spørgeskemadata med observationer af to af mor-barn-parrene og fandt, at observationerne bekræftede de spring, som forældrene selv havde rapporteret.
I 1990’erne udgav de to forskere Frans Plooij og Hetty van de Rijt bogen om tigerspring, som på dansk har titlen ’Vidunderlige uger’.
Tigerspring bruges til at beskrive børns udvikling i de første 20 måneder af deres liv. I denne periode gennemgår børnene ifølge teorien 10 spring. Disse spring kædes sammen med barnets terminsdato, og ifølge forfatterne kan man forudsige ret præcist, hvornår disse spring opstår.
Når et barn er i et spring, vil barnets adfærd blandt andet være kendetegnet ved dårligere søvn, øget tendens til gråd samt øget behov for nærhed. Denne adfærd beskrives som en tilbagegang i selvstændighed. Efterfølgende vil man opleve, at barnet har udviklet nye færdigheder.
På baggrund af disse fund udviklede forskerparret bestselleren ’The Wonder Weeks’, der i dag sælges i flere lande, og som også findes i dansk oversættelse.
Heri beskrives de 10 spring i detaljer, og det angives, hvilke nye færdigheder barnet er i gang med at erhverve sig, og hvordan man som forælder kan støtte op om denne udvikling.
Springene er ifølge forskerne biologisk funderede og mulige at forudsige ned til en margen på en uge.
Foruden bogen, der beskriver de 10 spring, eksisterer der også en app, hvor man kan få en visuel oversigt over, hvor ens barn præcist er i forhold til de forskellige spring.
For udenforstående, som aldrig har hørt om tigerspring før, bør det nu stå klart, at der er et helt univers koblet op på denne måde at tænke om børns udvikling på.
Flere millioner forældre har købt denne app, og ifølge Apple har appen i flere år været placeret i topti blandt de mest solgte apper i kategorien sundhed.
Men gode salgstal gør ikke tigerspringene videnskabeligt underbyggede.
De få studier, som er udført af Frans Plooij og Hetty van de Rijt, og som er baggrunden for udviklingen af konceptet tigerspring, er imidlertid kendetegnet ved flere begrænsninger.
Herunder kan nævnes, at der i forsøgene indgår ganske få deltagere, hvilket kan være med til at sætte spørgsmålstegn ved generaliserbarheden af deres fund.
Med generaliserbarhed menes, om resultaterne også gælder for flere børn end blot de børn, der tog del i undersøgelsen.
Denne kritik er central, da man i forskning – hvis man gerne vil kunne udtale sig om, hvorvidt et fænomen gælder for alle – skal kunne vise, at resultaterne er baseret på et repræsentativt udsnit af befolkningen. Antallet af deltagere i de oprindelige studier er for få til at kunne afgøre dette.
Ydermere bør det nævnes som en mulig kritik, at der i de oprindelige studier har været stort fokus på sammensætningen af den gruppe, der skulle undersøges.
Ifølge Plooij og Rijt-Plooij var gruppen meget homogen og måtte gennemgå en striks screeningproces. Dette kan potentielt set medføre tvivl om gruppens repræsentativitet.
En yderligere svaghed, der bør nævnes, er, at resultaterne næsten udelukkende stammer fra forældrerapportering.
En risiko ved brug af spørgeskemaer til at registrere børns adfærd kan for eksempel være, at forældrenes opfattelse af deres barn bliver påvirket, og selvom forskerne forsøger at råde bod på dette ved at inkludere direkte observation, skete det kun for to af deltagerne.
Desuden risikerer man, at forældrene enten bevidst eller ubevidst kan komme til at dreje rapporteringen i en bestemt retning, eksempelvis for at fremstå i et særligt lys.
En måde at vurdere dette på, er ved at se på, om andre forskere kan gentage eller så at sige replikere resultaterne ved brug af samme design eller metode for derved at sikre studiets pålidelighed (reliabiliteten)
Det vil sige, at andre forskere ser, om de kan nå frem til de samme spring med en anden gruppe børn end dem, der indgik i det oprindelige studie.
Dette er væsentligt for at kunne vurdere, hvorvidt der er tale om et pålideligt fænomen, der kan omhandle børn mere generelt. Dette er blevet forsøgt, sågar på tværs af landegrænser.
Studierne har dog ikke været mange og bærer præg af at være baseret på meget få børn. Tilmed har de tilvejebragt blandede resultater, der enten ikke har kunne finde støtte for springene eller blot har fundet støtte for enkelte spring.
I bogen ’Fakta og myter om børns udvikling’ er disse studier nærmere beskrevet, men overordnet set vurderes den empiriske evidens bag konceptet tigerspring at være svag på grund af de få og meget blandede resultater.
Der er ikke dokumentation for at hævde, at alle børn gennemgår spring på alle de tidspunkter, som teorien foreskriver.
Samtidig er det heller ikke muligt helt at udelukke begrebet om tigerspring, da den nuværende forskning også er for sparsom til at kunne gøre dette.
Den meget begrænsede forskning på området er derfor ikke tilstrækkelig til at drage endegyldige konklusioner, hvilket kan virke forbavsende taget i betragtning af, hvor udbredt fænomen tigerspring er.
Når snakken falder på tigerspring i praksis, er det værd at have disse nuancer med sig i stedet for blot at acceptere tigerspring som et validt fænomen.
Baseret på denne gennemgang af tigerspring og den begrænsede empiri kan det være vanskeligt at vurdere, hvordan man så bør forholde sig til tigerspring.
I stedet for blot at forholde sig til empirien, er det naturligvis også væsentligt at tage højde for den funktion, begrebet tigerspring måske har tjent.
Tigerspring kan fungere som et redskab til at genvinde en form for kontrol og forudsigelighed i alt det uforudsigelige, når man som nybagt forælder skal lære et lille barn at kende.
Hvis man ved hjælp af bogen ’Vidunderlige uger’ kan få en form for manual til, hvad man kan forvente af sit barn og hvornår, er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvorfor tigerspringsuniverset kan være en hjælp.
Det kan skabe en vis form for lettelse at vide, hvorfor barnet i perioder kan være en større mundfuld, og på den måde kan det måske fungere som en hjælp i samværet med barnet.
Lidt ligesom sætningen »Det er bare en fase«, kan hjælpe mange forældre til at bevare roen i udfordrende tider. Især når man samtidig ved, at en sådan periode også fører til en udvikling af nye færdigheder.
Samtidig er det væsentligt at påpege, at mens tigerspringsuniversitet for nogle forældre kan være gavnligt, kan det for andre potentielt have negative konsekvenser.
Visheden om et kommende spring kan føre til negative forventninger til samværet med barnet, og i sidste ende kan disse forventninger måske endda påvirke barnets adfærd og derved risikere at blive en selvopfyldende profeti.
Det kan potentielt være med til at skabe ekstra bekymringer, såfremt barnet ikke opfører sig som foreskrevet af teorien – for hvad betyder det så, hvis alle normale børn går igennem disse spring?
I værste fald kan det skabe unødvendige bekymringer om, hvorvidt barnet så er normalt.
I sådanne tilfælde kan det være problematisk, at empirien er så begrænset for et fænomen, der beskrives som universelt og biologisk forankret.
Såfremt børns udvikling ikke nødvendigvis kan beskrives som tigerspring, hvordan bør vi så forstå børns udvikling?
Dette samt mange andre temaer om børns udvikling, kan der læses mere om i bogen ’Fakta og myter om børns udvikling’.