Telefonen er sjælens spejl. Eller den kan i al fald fortælle rigtig meget om dig.
Nu har endnu et forskerhold opfundet en måde at blive klogere på dig på ved at bruge data om dine bevægelser fra din telefon, skriver ScienceAlert.
Et australsk forskerhold har således udviklet en metode til at fastslå personers personlighedstræk gennem deres telefons accelerometer og aktivitetslog fra dine opkald- og beskeder.
»Aktivitet, som hvor hurtigt og langt vi går, eller hvornår vi ser på telefonen i løbet af natten, følger ofte nogle mønstre, og disse mønstre siger noget om vores personlighedstype,« siger en af forskerne bag, Flora Salim, lektor i datalogi ved RMIT University i Australien, til ScienceAlert.
Forskerne har analyseret 52 personers telefonvaner i perioden marts 2010 til juli 2011. Vanerne inkluderer, hvornår telefonen var i bevægelse, og tidspunkter for opkald og beskeder.
Personerne gennemgik også en personlighedstest, der byggede på den meget udbredte psykologiske test femfaktormodellen.
\ Femfaktormodellen
Femfaktormodellen opstiller de fem grundlæggende personlighedstræk:
- Ekstraversion (indadvendt-udadvendt)
- Neuroticisme (bekymret-rolig)
- Åbenhed (konventionel-original)
- Samvittighedsfuldhed (upålidelig-trofast)
- Venlighed (irritabel-godmodig)
Derudover opstillede forskerne også en række aspekter ved folks telefonvaner, der kunne fortælle noget om folks personlighedstræk; at man var meget fysisk aktiv i weekenden kunne eksempelvis fortælle noget om, hvor udadvendte eller indadvente folk var.
Forskerne analyserede dataen, og her fandt de ud af, at telefonvanerne var nyttige til at bestemme personlighedstræk som ekstraversion, neuroticisme og samvittighedsfuldhed.
Derimod var metoden ikke så god til at forudse træk som åbenhed eller venlighed.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Computer.
fghs


































