Statuer, skulpturer og monumenter skaber en fælles historie

Lige inden for Prinsens Port, den ældste byport i Fredericia, står en kæmpemæssig skikkelse af en soldat.

Landsoldaten, som statuen hedder, er formet i bronze og skabt af billedhugger H.W. Bissen, og den blev i 1858 opstillet af byens borgere, bevæbnet med gevær og bøgeløv. Monumentet er så vidt vides verdens første sat til ære for den menige soldat.

Det bryster fredericianerne sig i hvert fald af. Ingen aner, hvem der lagde krop og ansigt til skulpturen, selv om kunstkendere mener, at den minder besnærende meget om Bissens ungdomsven, kunstmaleren J.Th. Lundbye.

Han faldt ti år tidligere i den krig, Treårskrigen, som var anledningen til at rejse den mægtige bronzefigur.

Vi er omgivet af statuer og monumenter, der minder os om vores fælles historie. Eller i hvert fald udpluk af den.

Derfor kan ødelæggelsen af mindesmærker være et effektivt redskab for magthavere, som ønsker at slette dele af den kollektive hukommelse.

Mindesmærker rejses for vores egen skyld

Krige, sejre og helteskikkelser har i det hele taget dannet baggrund for et utal af monumenter, mausoleer og mindesten.

Når først navnene står mejslet i granit, er menneskene bag for længst stedt til hvile og ikke til at slå et smil af i kisten.

Alligevel rejser vi mindesmærkerne. Ikke for deres, men for vores skyld. For at fastholde en fælles referenceramme, den fælles historie, som binder os sammen.

Når vi går ud af skolen, og terperiet og indpiskningen får ende, fungerer de som steder, hvor vi pludselig husker, genopfrisker og vedligeholder, hvad vi engang lærte.

Erindringssteder og tradition

Det var den franske historiker Pierre Nora, der i bogen 'Les Lieux de mémoire' i 1984 begyndte at kalde den slags steder for ’erindringssteder’.

Han manglede et ord for alle de fysiske fænomener, der formidler erindring.

Det kan være konkrete geografiske steder til materielle efterladenskaber som malerier, film, bøger, frimærker, mønter og pengesedler, eller gadeskilte fra Thit Jensens Vej i Farsø til H.C. Andersens Boulevard i København, der fremhæver personer, vi finder væsentlige, fordi de minder os om, hvem vi selv er.

Vi mennesker vedligeholder så at sige erindringen ved at bruge den regelmæssigt. Det gælder også i Fredericia, som er en gammel militærby kendetegnet ved et anseligt fæstningsanlæg og mindesmærker til ære for dem, som ofrede livet på slagmarken i stort set alle de krige, der fulgte, siden Frederik 3. grundlagde byen i 1650.

Antik tradition

På Glyptoteket i København står en perlerække af blege græske og romerske skulpturer. De er siden 1870’erne blevet købt og betalt af den rige brygger og inkarnerede kunstsamler Carl Jacobsen (der grundlagde Carlsberg).

I hans samtid blev antikken nemlig dyrket og ophøjet af lærde som den vestlige verdens fælles udgangspunkt og definerede dannelse og god smag.

Det er netop antikken, vi kan takke for trangen til at opsætte buster og statuer overalt på torve og pladser.

Det var i hvert fald i Athen og Rom, der gik inflation i tredimensionelle gengivelser af guder, helte og politikere, og på den måde fik de en plads i historien – disse magtens mænd og muser i marmor og metal.

Nye næser

Men det er også antikken, vi kan takke for traditionen for at smadre dem igen.

Den romerske kejser Caligula (der blev født i år 12 e.v.t.), omskabte eksempelvis gudestatuer ved at udskifte deres hoveder med sit eget, og mange andre har i tidens løb fulgt i vandalens fodspor.

Det kan for eksempel ses på Glyptoteket i København, som rummer en hel næsesamling - et 'nasotek'.

Næserne sidder ikke længere på de statuer, de var tiltænkt, fordi de muslimske mamlukker, konsekvent slog snuder – og ikke mindst tissemænd – af de antikke statuer, overalt hvor de kom frem.

Andre af næserne er erstatningsnæser, for i oplysningstiden blev det nemlig god tone at sende de antikke statuer til reparation hos en billedhugger, som så forsynede dem med nye lemmer.

De undlod dog – af hensyn til sømmeligheden – at reparere de ædlere dele.

Sådan var det, lige indtil kunsthistorikere i 1900-tallet fik travlt med at fjerne proteserne igen for at få statuerne til at se mere autentiske ud.

Kinesisk kulturarv smadret til ukendelighed

Hvad en statue betyder, ændrer sig nemlig løbende og under alle omstændigheder, når magten gør det.

Hvad enten det er i form af historieskrivning eller fysiske mindesmærker, kan kampen om eftermælet i nogle perioder være særlig heftig.

Et kendt eksempel er den kinesiske kulturrevolution, der fandt sted i 1960’erne. Her indførte den kommunistiske partiformand Mao Zedong en ny proletarisk samfundsorden.

De kommunistiske rødgardister tilintetgjorde alt gammelt, hvilket indebar, at enorme mængder af kulturgenstande blev smadret til ukendelighed.

Kulturrevolutionen kom i kølvandet på en fejlslagen reform af landets industri og en sultkatastrofe, som i begyndelsen af 1960’erne kostede mindst 20 millioner kinesere livet.

For ikke at få kineserne imod sig krævede Mao, at de lod fortiden være fortid og fjernede alle minder om den.

I stedet skulle de koncentrere sig om at skabe et nyt samfund i samklang med hans lille røde lærebog, som blev trykt i omtrent en milliard eksemplarer.

Når magthavere omskriver historien

Sådan kan diktatorer holde på magten ved at omskrive historien eller ligefrem tilintetgøre genstande fra fortiden, så den bliver helt glemt.

Midt i det voldelige kaos, Mao havde skabt, blev han den eneste samlende kraft for den pludselig historieløse nation.

Det er heller ingen hemmelighed, at russiske soldater siden invasionen af Ukraine i februar 2022 systematisk har plyndret museer og ødelagt eller bortført kulturgenstande for ad den vej at slette landets historie.

Da de russiske tropper trak sig tilbage fra byen Kherson i den sydlige del af landet, tømte de således byens førende kunstmuseum for næsten 15.000 genstande.

Soldaterne var tilsyneladende helt på linje med Vladimir Putin. Han begrundede nemlig invasionen med, at Ukraine altid havde været en del af Rusland, og at russere og ukrainere i virkeligheden er det samme folk.

Dumpet i Københavns havn

Uden sammenligning i øvrigt går det i disse år i Danmark ud over statuer og buster af hvide, heteroseksuelle mænd. Det er måske ikke så overraskende, for der findes stort set ikke andet.

I efteråret 2020 rettede vreden sig særlig mod en gipsbuste af Frederik 5. En gruppe, der underskrev sig Anonyme Billedkunstnere, rev ham løs af piedestalen og slæbte ham ved højlys dag ud af Kunstakademiets festsal.

Derpå blev han dumpet, pladask, i Københavns Havn og symbolsk druknet, fordi han ud over at være akademiets stifter også fremmede Danmarks position som kolonimagt i en tid, hvor omkring 100.000 slavegjorte mennesker blev påført store fysiske og psykiske lidelser.

Happeningen var et forsøg på at synliggøre en del af historien, som ifølge aktivisterne spiller en alt for lille rolle i folkeskolens lærebøger og i den offentlige debat.

En omformet gipskopi

Under stor bevågenhed blev kongen fisket op igen som en hvid uformelig masse, og myndigheder, medier og menigmand brugte enorme ressourcer på at dække, opklare og bedømme dåden eller udåden, alt efter perspektivet.

Den omformede kongebuste var oprindelig formgivet af den berømte franskfødte billedhugger Jacques-François-Joseph Saly. Derfor var den af væsentlig værdi for samfundet, og at forulempe den var et brud på dets love.

Gerningspersonerne bag dæknavnet viste sig at være en institutleder og en flok studerende.

Lederen blev øjeblikkeligt fyret og forsynet med en klækkelig bøde, mens befolkningen fik kendskab til en buste, som kun de færreste anede eksisterede, og som mange pludselig havde en holdning til.

Lad så ligge, at den senere viste sig blot at være en gipskopi af Salys mere værdifulde original.

Busten, der røg i vandet, er blot et nyere eksempel på, hvordan man gennem historien har ødelagt og omformet historiske mindesmærker i et forsøg på at ændre vores fælles historie.