I mange år har byrådet i Bristol i det sydvestlige England nølet med at træffe en beslutning om, hvad der skulle ske med en omstridt statue af den fremtrædende slavehandler Edward Colston.
Søndag 7. juni 2020 blev beslutningen truffet for dem.
En gruppe demonstranter væltede statuen af Edward Colston, der ganske vist har skænket Bristol meget, men hvis formue blev bygget på ryggen af slaver fra Afrika.
Efter demonstranterne væltede statuen, blev den smidt i en flod.
I videoen herunder kan du se, hvordan scenariet udspillede sig.
Britisk indenrigsminister forstår ikke, hvad der er sket
Storbritanniens konservative indenrigsminister, Priti Patel, har forlangt en efterforskning af, hvad hun beskriver som 'en skammelig' handling og 'ren og skær vandalisme og optøjer'.
Men Priti Patel er ikke ekspert i offentlige statuer; hun forstår ikke, hvad der rent faktisk er sket.
Jeg har brugt de seneste 10 år på at forske i de offentlige statuer, som blev rejst i Edward Colstons navn og i løbet af hans levetid. Jeg bakker op om handlingen.
Ikke blot, fordi der var behov for at omskrive statuens betydning.
Men også, fordi alle, der mener, at offentlige statuer har betydning, bør glæde sig over handlinger, der vækker værkerne til live - handlinger, der belyser deres fortsatte relevans.
Politisk reaktion er naturlig
Demonstranterne væltede Edward Colstons statue og poserede med et knæ på halsen af statuen.
Gennem denne handling, der efterligner George Floyds død, blev statuen bragt til live. Handlingen talte - klart, højt og tydeligt - til os.
Endelig er betydningen af Edward Colstons statue blevet omskrevet, og energien bag protesterne indvarsler det næste stadie i statuens liv.
Offentlige statuer bliver ofte bestilt og udført af politiske årsager. Derfor er det også kun naturligt, at de tilskynder til politisk respons.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Statue talte for den almindelige romer
Det indså man i Rom - der har en overflod af offentlige monumenter - gennem Pasquino, som var det navn, romerne i det 16. århundrede gav til en statue, hvis sokkel nærmest er en groft tilhugget marmorklump.
Indbyggerne i Rom begyndte at hænge anonyme smædeskrifter på soklen, som var en svidende kritik af myndighederne; både stat og kirke.
Statuen blev det sted, hvor Roms indbyggere protesterede. Statuen talte for den almindelige romer.
Statue bør tage fuldt ansvar
Man kunne selvfølgelig have valgt en anden 'skæbne' for Edward Colston-statuen.
Eksempelvis i et museum, hvor den kunne fortælle historien om sandheden bag magten: Den kunne i al offentlighed tage fuldt ansvar for, at Bristols formue bygger på slavehandel.
Eller måske kunne en sort kunstner forholde sig til statuen og opføre en statue, der står ansigt til ansigt med - eller i stedet for - Edward Colston.
Det er begge muligheder, der kræver, at det lokale byråd greb ind i tide.
På tværs af Storbritannien bør de lokale myndigheder agte, hvad der skete i Bristol, så de kan sikre sig, at de er mere proaktive, når tiderne kalder på forandringer.
Stå til ansvar for historien
Det, der skete i Bristol, er et skelsættende øjeblik i Edwards Colston-statuens liv.
Jeg håber, at statuen bliver fisket op af vandet, og at den ender på et museum, så vi ikke glemmer det, der skete.
For Edward Colston er ikke en person, vi bør glemme. Vi bør ikke lade som om, han ikke eksisterede i det kæmpestore omskolingsprojekt, som Storbritannien så åbenlyst har behov for.
Forsvaret af statuerne fokuserer ofte på de filantropiske og velgørende handlinger, som den person, som statuen afbilleder, foretog sig.
Forsvaret lyder, at de gode handlinger på en måde opvejer de onde.
Lavpunktet for Storbritanniens jagt på global dominans
Men slavehandel og slaveri er så absolut lavpunktet for Storbritanniens jagt på global dominans, og vi skal ikke lade, som om de mennesker, der tjente på slavehandelen, ikke var bevidste om menneskehandlens rene og skære brutalitet.
Edward Colston var uden tvivl kun alt for bevidst om politikken bag de offentlige statuer.
Han levede i en tid, der så Storbritanniens byer og datidens forkærlighed for skulpturer på offentlige pladser vokse sig kæmpestore.
Statuerne var lige fra starten genstand for politisk respons - både i trykpressen eller gennem fysiske handlinger.
Fra statue til kirkeklokker
Et eksempel er den enorme statue af den nykronede James den 2. højt til hest, gennem hvilken borgere i Newcastle-upon-Tyne i 1686 forsøgte at vise deres loyalitet til kongen.
Statuen kostede, hvad i dag svarer til en lille million kroner.
To år senere blev James den 2. tvunget i landflygtighed under den såkaldte 'Glorious Revolution' (den glorværdige revolution, red.) som var resultatet af og kulminationen på en årelang magtkamp mellem kongen og parlamentet i England.
Bronzestatuen blev væltet, og James den 2. og hans stenhest blev smidt i floden. Statuen blev senere hevet op på land og smeltet om til de kirkeklokker, der hænger i den nærliggende All Saints Church.
Det, der skete for nylig i Bristol, er én enkelt handling, som på ingen måde gør op med det store problem, der omgiver symbolerne rundt omkring i Storbritannien i dag.
Der er trods alt mange Edward Colston-lignede figurer rundt omkring i de britiske gader og stræder i dag.
Det er straks lettere at lade, som om det slet ikke er sandt, men Storbritannien har længe værdsat visse mennesker mere end andre:
Mænd mere end kvinder, velhavere mere end fattige, kristne mere end jøder, hvide mere end sorte.
Edward Colston-statuens gennemgår måske sin vigtigste fase
Forskningen viser gang på gang og på alle fronter - social, videnskabelig og kulturel - at vi ikke har opnået ligeværdighed, ligeret eller ligeberettigelse på nogen af disse fronter.
Man bør spørge sig selv, hvor længe det egentlig er rimeligt, at det tager, før vi alle er lige?
Vi bør ikke bekymre os om Edward Colston-statuens skæbne: Det er blot endnu en del af statuens liv - måske endda det mest afgørende stadie:
En protest mod racisme og hvidt privilegium, hvilket gør statuen vigtigere end nogensinde.
Vi kan håbe, at statuen i fremtiden bliver studeret for den historiske rolle, den spillede i omskrivningen af Storbritanniens forhold til racisme og nationens fortid.
Claudine van Hensbergen modtager støtte fra Arts and Humanities Research Council. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
