Krige udkæmpes med soldater og våben, men også med løgne, bedrag og vildledning.
Tænk på fortællingen om den trojanske hest, hvor sagnhelten Odysseus efter at have belejret byen Troja i 10 år snyder sig selv og sine bedste soldater ind i byen ved at gemme sig i en stor, hul hestefigur, som trojanerne godtroende tager imod som gave.
Eksemplet er fiktion taget fra Homers episke digt Iliaden, men ikke desto mindre tegner det et godt billede af, hvordan snuhed og snyd kan bruges til at vinde en krig.
Det er også den trojanske hest, krigsforsker Gorm Harste tager udgangspunkt i, da Videnskab.dk spørger ham, hvordan man har brugt desinformation i krigsførsel gennem verdenshistorien.
»Den trojanske hest var vel den første berømte form for desinformation i historien om krig,« siger Gorm Harste, der har en doktorgrad i statskundskab og er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus universitet.
Desinformation er, når man spreder information, som, man godt ved, er falsk, med henblik på at nå et bestemt mål.
\ Russisk desinformation gik forud for invasion
Spredningen af vildledende informationer kan for eksempel tjene det formål at legitimere en invasion. I Rusland begyndte desinformation om Ukraine at sprede sig længe inden selve invasionen.
Faktisk har statsstyrede russiske medier, Putin og hans støtter i årevis spredt falske historier om, at Ukraine begår folkemord og er en nazistisk marionetdukke. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Militært angreb på Ukraine kommer efter et bombardement af russiske løgne‘.
For tiden tales der meget om russisk desinformation i forbindelse med krigen i Ukraine og om, hvordan løgne om folkedrab og nynazistiske grupper i Ukraine er blevet brugt til at legitimere invasionen af landet.
»Krig er én stor vildledning«
Desinformation er et begreb, der er beslægtet med propaganda og fake news.
Spredningen af falsk information har flere formål. Det kan for eksempel være:
- at legitimere, at man invaderer et andet land
- at styrke fjendebilledet af modstanderen
- at afskrække modstanderen ved at tegne et overvurderet billede af egne evner på slagmarken
- at vinde folkelig opbakning til sin krig ved at overdrive – eller måske helt opfinde – succeser
Ifølge Gorm Harste er historien fuld af eksempler på, at man har vildledt bevidst – fra antikken og til i dag.
\ Fandt Stalin på ‘Dezinformatsiya’?
Fænomenet desinformation er en gammel praksis. Men ordet for det er relativt nyt.
Det engelske ord ‘disinformation’ dukker først op i ordbøger i 1980’erne. Det er baseret på det russiske ord ‘dezinformatsiya’, der stammer fra 1950’erne.
»Ifølge en afhopper fra det rumænske hemmelige politi, Ion Mihai Pacepa, konstruerede Joseph Stalin efter Anden Verdenskrig ordet – defineret i Great Soviet Encyclopaedia i 1952 som ‘formidling (i pressen, i radioen osv.) af falske rapporter, der har til formål at vildlede den offentlige mening’ – og antydede, at Sovjetunionen var målet for sådanne taktikker fra Vesten,« skriver Aske Kammer og hans to forskerkolleger i bogen Power, Communication, and Politics in the Nordic Countries.
»Der er ingen grænser for, hvor meget desinformation, bedrag og skuespil har været brugt i krig. Tænk på propaganda, skjulte angreb og på løgne om, hvor mange soldater man havde i sin styrke, og hvor de befandt sig på slagmarken,« siger Gorm Harste, hvis egen forskning fokuserer på samfundsteori og -filosofi om krig.
»Hele konceptet omkring krig er én stor vildledning. For overhovedet at føre krig skal nogen være villige til at kæmpe, og det er nemmere at skaffe soldater, hvis du fortæller dem, at de kommer hjem som helte, når nogle af dem i virkeligheden vender hjem med PTSD i stedet, og andre slet ikke vender hjem« siger han.
Et udspring for den lokkende fortælling om, at du bliver en helt, hvis du drager i krig, ser man eksempelvis i middelalderens korstog. De, der tog på krigstogt som kristne soldater, kunne vende hjem som korsriddere.
»De fik pludselig blåt blod og adelig ære, og det blev brugt til at rekruttere,« siger Gorm Harste.
Hekse, havmonstre og gudernes vrede
Historien om spredning af falsk information hænger uløseligt sammen med udviklingen af medier. Et afgørende historisk nedslag er Johann Gutenbergs opfindelse af trykpressen i 1439.
Trykpressen gjorde det muligt at trykke og distribuere tekst, eksempelvis nyheder, så rigtig mange mennesker kunne modtage den samme information samtidig.
Det skabte med det samme et behov for at kunne skelne mellem, hvilke nyheder der passede, og hvilke der ikke gjorde.
»Efterhånden som trykningen blev udvidet, flød det også over med falske nyheder – fra spektakulære historier om havmonstre og hekse til påstande om, at syndere var ansvarlige for naturkatastrofer,« skriver den amerikanske historieprofessor Jacob Soll, fra University of South California, i Politico.
Nyhedskilderne var dengang alt fra officielle publikationer, skrevet af politiske og religiøse myndigheder, til øjenvidneberetninger fra sømænd og købmænd, skriver professoren og påpeger, at mens der var masser af kilder, var der mangel på både journalistisk etik og objektivitet.
\ Læs mere
Internettet er et ureguleret hav
I dag breder internettet sig som et ureguleret hav af information. Her er kilderne til desinformation nærmest uendelige.
Sociale medier er også en relativt ny opfindelse, der er kendetegnet ved et minimum af redaktionel substans, forklarer medieforsker Aske Kammer.
»Der er ikke noget faktatjek, før information bliver delt, og ingen journalistiske idealer at skulle leve op til. Medmindre noget er injurierende eller overtræder straffeloven, er der ingen, der holder dig tilbage fra at dele noget på de sociale medier, og det kan så blive cirkuleret ukritisk,« siger han.
Vildledning med en ond intention
Når vi taler om spredning af falsk information, bliver flere forskellige begreber nogle gange brugt i flæng: Desinformation, misinformation, propaganda og fake news.
Men de betyder alle noget forskelligt.
\ Des- og misinformation, fake news og propaganda
Sammen med to forskerkolleger har Aske Kammer skrevet et kapitel om desinformation, misinformation og fake news til bogen ‘Power, Communication, and Politics in the Nordic Countries’.
Med henvisning til forskningslitteraturen definerer de forskellige former for vildledende information således:
Desinformation: Falsk, unøjagtig eller vildlendende information, som er designet til at forårsage skade eller fortjeneste ved spredning.
Misinformation: Falsk, unøjagtig eller vildlendende information, som bliver spredt af mennesker, der tror, at den information, de spreder, er sand.
Fake News: Artikler, baseret på falsk information, der er fremstillet, så de ligner ægte nyheder. Vildledning af læseren sker for at opnå økonomisk eller ideologisk gevinst.
Propaganda: Bevidste og systematiske forsøg på at forme, manipulere og styre folks opfattelse i en retning, der fremmer propagandistens formål.
»Det er vigtigt for den demokratiske samtale, at vi er bevidste om forskellene. Upræcis sprogbrug kan være med til at grave nogle dybere grøfter, for hvis man anklager nogen for at sprede desinformation, så siger man også, at de gør det med vilje og med intentionen om at vildlede. Men måske gik det bare lidt for hurtigt, da man trykkede ‘del’ på de sociale medier,« siger Aske Kammer.
Kilde: Scandinavian political journalism in a time of fake news and disinformation
»Den afgørende skelnen finder vi blandt andet i den intention, der ligger bag, at man deler information,« siger medieforsker Aske Kammer, der er docent og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles afdeling for forskning og udvikling.
I delingen af desinformation er der en indbygget ond hensigt, forklarer han. Den, der deler, ved, at der er tale om falsk information, og formålet er at vildlede. Man deler for at gavne sin egen sag eller for at skade andres.
Misinformation bliver derimod delt af mennesker i god tro. De ved ikke, at det, de deler, ikke er sandt.
Begge dele kan have konsekvenser, men en tilsigtet vildledning, der skal skade andre, kan have endog meget voldsomme konsekvenser.
Desinformation var brænde på bålet
Et af verdenshistoriens uhyggelige eksempler på, hvad systematisk fabrikation af falsk information kan gøre, er folkemordet i Rwanda i 1994.
I optakten til folkemordet var der blevet ført en massiv hadekampagne mod den gruppe i befolkningen, der kaldes tutsier. Hadefuld tale og propaganda, der fremstillede tutsierne som ikke-mennesker, spillede en anden gruppe, hutuerne, ud imod dem.
Budskaberne nåede især udbredelse via radioen, der for mange på det tidspunkt var den eneste kilde til nyheder.
»Grib jeres spyd, køller, geværer, sværd, sten, alting – hak dem ihjel, disse fjender, disse kakerlakker, disse fjender af demokratiet,« lød det i en radioudsendelse, ifølge sitet folkedrab.dk, hvor der findes undervisningsmateriale om folkedrab, udviklet med afsæt i forskning fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
I løbet af tre måneder slog ekstremister fra gruppen af hutuer omkring 800.000 tutsier ihjel, og 2 millioner blev drevet på flugt.
Børn lærte at hade
Under Anden Verdenskrig så historien et andet eksempel på konsekvenserne af propaganda og hadekampagner fulde af desinformation.
Holocaust, nazisternes folkedrab på Europas jøder, fandt sted mellem 1941 og 1945, og kom i kølvandet på mange års diskrimination og forfølgelse af jøder.
I Nazi-Tyskland forsynede propaganda-materiale befolkningen med en meget sort/hvid forestilling om kampen mellem racer.
Den jødiske befolkning blev konsekvent fremstillet som en laverestående menneskerace.
Allerede i skolerne lærte de tyske børn i antisemitiske lærebøger, at de skulle hade jøder, fordi de havde en kriminel natur og var parasitter i samfundet.
Holocaust endte med at koste seks millioner jøder livet.
\ Læs mere
Der er regler for, hvordan man må føre krig
Det var da også på baggrund af forbrydelserne mod uskyldige under Anden Verdenskrig, at man lavede den fjerde Genève-konvention, der handler om beskyttelse af civile i krig.
De i alt fire Genève-konventioner er del af den humanitære folkeret, der blandt andet indeholder retningslinjer for, hvordan man må føre krig.
Hovedreglen er, at civilbefolkningen eller enkelte civile ikke må udsættes for direkte angreb.
\ Krigens regler står i den humanitære folkeret
Den humanitære folkeret består primært af to regelsæt:
- Genève-konventionerne, der indeholder regler om beskyttelse af krigens ofre. De fire konventioner blev vedtaget i Genève i 1949 og er skabt på baggrund af erfaringerne fra Anden Verdenskrig.
- Haag-konventionerne, der er mere end 100 år gamle og forklarer, hvilke våben og metoder det er tilladt at bruge under en væbnet konflikt.
Hvis de krigsførende parter ikke overholder reglerne, skal de stilles for en domstol, der så skal vurdere, om der er begået krigsforbrydelser.
Men det ligger netop i desinformations natur, at den rammer civilbefolkningen, lyder det fra Internationalt Røde Kors i rapporten ‘Liar’s war: Protecting civilians from disinformation during armed conflict’.
Og der er ikke som sådan regler imod desinformation, selvom det kan have alvorlige konsekvenser for den civile befolkning at blive udsat for spredning af desinformation.
I rapporten fra Internationalt Røde Kors nævner man:
- risikoen for at bestemte grupper udsættes for gengældelsesvold, hvis de uberettiget bliver beskyldt for ting, de ikke har gjort.
- forvrængning af information, der gør det sværere for befolkningen at få hjælp. Et eksempel kunne være falske historier om, at nødhjælpsorganisationer i virkeligheden er kriminelle, der handler med mennesker, så folk bliver bange for at opsøge dem.
- alvorlig mental lidelse.
\ Læs mere
Snyd og bedrag er tilladt i krig
I den humanitære folkeret finder man også et afsnit om de såkaldte ‘ruses of war’. Det kan med lidt god vilje oversættes til ‘krigslist’ og er reglerne for, hvordan man må snyde og bedrage i krig.
Afsnittet findes i artikel 57 i Tillægsprotokol 1 til de fire Genève-konventioner fra 1949.
Man må, står der, ‘vildlede sin modstander eller tilskynde modstanderen til selv at handle dumdristigt eller ufordelagtigt’, for eksempel ved brug af:
\ Krigslist: Hvad man må og ikke må
Man må for eksempel:
- udsende falske radiosignaler
- lokke sin modstander i bagholdsangreb
- spionere
Der er til gengæld forbud mod perfidi. Perfidi er at bedrage modstanderen ved at love, at man handler i god tro for så at bryde det løfte. For eksempel ved at love våbenhvile og angribe alligevel.
»Det er forbudt at påtage sig en beskyttet status med det formål at dræbe, såre eller tage fjenden til fange, for eksempel hvis en soldat klæder sig ud som civil med det formål at kunne komme tættere på fjenden for at dræbe vedkommende. Det er omvendt ikke forbudt at klæde sig ud som civil, hvis formålet er undgå tilfangetagelse af fjenden,« siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Man må heller ikke flage med falsk flag, udgive sig for at være en anden nationalitet, end man er, eller udgive sig for at være såret.
- camouflage,
- lokkemidler,
- falske operationer
- og misinformation.
‘Desinformation’ ville være et mere præcist ord end ‘misinformation’ i denne sammenhæng, ifølge rapporten fra Internationalt Røde Kors, der efterlyser en opdateret juridisk ramme for at bruge desinformation i krig.
Reglerne for folkedrab
Militærforsker Kenneth Øhlenschlæger Buhl er enig i, at der ikke som sådan findes regler imod desinformation i krig i konventionerne.
»Men der er regler knyttet til folkedrab. Når man dæmoniserer en befolkningsgruppe og dermed gør gruppen til mål for folkedrab, så bliver man medskyldig, også selvom man ikke deltager direkte i folkedrabet,« siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er ph.d. og cand. jur. ved Institut for Strategi og Krigsstudier og specialiseret i humanitær folkeret.
»Hvis du på en eller anden måde opildner til folkedrab med falsk information – for eksempel kalder en befolkningsgruppe for kakerlakker og opfordrer til, at man udrydder dem, som det var tilfældet i Rwanda – så vil du også blive skyldig i folkedrab, alene på grund af tilskyndelsen,« forklarer han.
Spredningen af desinformation, vurderer han, kunne måske sættes ind i den kontekst af regler, der beskytter sårbare eller fremmedgjorte befolkningsgrupper.
»Men ellers har parterne ganske rigtigt frit slag i bolledejen til at lave propaganda og til at sige, at ‘vi har slået så og så mange ihjel, skudt så mange fly ned og sprængt så mange kampvogne i luften’,« siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
»Det er en del af krigsførsel.«
