Specialundervisning giver sårede elever

Udelukket fra fællesskabet.

Det er den følelse, mange elever har siddet med, når de er blevet trukket ud af deres klasse for at modtage specialundervisning. Og ofte har det været aldeles uklart for dem, hvorfor de skulle undervises sammen med andre elever og af andre lærere.

»Den følelse de havde, da de blev sendt ud af klassen, sidder stadig i kroppen på mange af dem, jeg har talt med. De har ikke oplevet det som meningsfuldt, og de ser tilbage på det som en væsentlig forklaring på, hvorfor de senere i livet har følt sig udenfor og måske har haft svært ved at få uddannelse og arbejde,« fortæller ph.d.-stipendiat Christian Quvang.

Han er netop blevet færdig med sin ph.d.-afhandling ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier på Syddansk Universitet, og han er desuden uddannet både lærer og psykolog.

Som den første danske forsker har han systematisk opsøgt mennesker, som på et tidspunkt i deres liv har modtaget specialundervisning, for at høre deres fortælling om, hvordan de oplevede det, og hvordan det har påvirket deres liv, hvad angår arbejde, identitet, selvværd og flere andre ting.

Giver stemme til gruppe med problemer

Hidtil har forskningen i forbindelse med specialundervisning handlet om antallet af elever, varighed, omkostninger og på det seneste også om effekten af undervisningen.

»Jeg synes, at det er vigtigt at give stemme til de her mennesker, fordi der er tale om en gruppe, som måske nok får snakket om deres oplevelser over kaffen derhjemme, men ikke når de taler med behandlere, lærere og socialrådgivere. Derfor vil jeg gerne være formidler af deres erfaringer,« siger Christian Quvang.

Han har interviewet i alt 33 personer mellem 17 og 45 år, og det er bestemt ikke et skønmaleri, der tegner sig.

Den sikre vej til mobning

Problemerne ligger dog ikke så meget i selve specialundervisningen, som mange af dem giver udtryk for, at de har haft udbytte af.

Problemerne ligger rundt om specialundervisningen: Måden de blev henvist på, dårlige oplevelser med lærerne, pendlingen frem og tilbage mellem almen- og specialundervisningen og som det mest dominerende tema: mobningen.

32 af de 33 personer fortæller om, hvordan de er blevet groft mobbet og har følt sig ladt alene med det, fordi de voksne ikke så det eller forstod omfanget af det. I nogle tilfælde har lærerne sågar taget aktiv del i mobningen.

»De føler sig som ofre og som stående uden for fællesskabet. De har måttet kæmpe med at bevise over for sig selv, at de havde en værdi, for hverken kammerater, forældre eller lærere har været gode til at give dem anerkendelse,« siger Christian Quvang.

Eleven skal inddrages mere

Han anerkender, at der er sket fremskridt hen over de sidste 40 år, når det gælder kampen mod mobning, men han mener, at der i høj grad stadig er brug for, at lærere og forældre tager mere ansvar.

Der er også brug for, at processen i forbindelse med at blive henvist til specialundervisning bliver ændret, mener han. Eleven skal inddrages langt mere, og lærerne skal tættere på det enkelte barn, så man har et helhedsbillede af hans situation.

Foruden et lærerteam og eleven selv skal der også være folk fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), ledelsen eller eksterne konsulenter med til at træffe en beslutning.

Utraditionel forskning

Christian Quvang har døbt sin afhandling med et citat fra en af de tidligere elever, som han har interviewet: ‘Jeg ville hellere have været i den anden båd’, og titlen er langt fra det eneste felt, hvor han bryder med de akademiske konventioner. Også hans arbejde med dybt personlige beretninger og hans inddragelse af sig selv og sine egne erfaringer er ikke hverdagskost i en ph.d.-afhandling.

Med en fortid som lærer gennem otte år og psykolog gennem 11 år har han nemlig selv ofte mødt elever, som havde svært ved at klare sig i den almindelige undervisning.

»Undervejs i processen med at skrive min ph.d.-afhandling blev jeg bevidst om, at et af de vigtige motiver for at vælge det her emne var skyldfølelsen i forhold til elever, som jeg har stået over for, hvor jeg ikke har været god nok til at lytte til dem, men i stedet har været for optaget af at komme frem til en diagnose eller en foranstaltning. Derfor måtte jeg se på deres biografier gennem mit eget perspektiv og have det med i min tolkning,« fortæller Christian Quvang.

Lavet i samarbejde med Magasinet Ny Viden, Syddansk Universitet