Sort-hvid tænkning: Fejlslutningen, der fører til klimabenægtelse

Kuldeperioder får ofte klimabenægterne til tasterne på de sociale medier med hashtags som #ClimateHoax og #ClimateScam, og tidligere præsident Donald Trump giver tit sit besyv med.

Han har gentagne gange hævdet, at hvert isdøgn modbeviser eksistensen af global opvarmning.

Fra et videnskabeligt synspunkt er påstandene om modbeviser absurde. Udsving i vejret gendriver ikke klare, langsigtede klimatendenser.

Alligevel tror mange på disse påstande, hvilket har resulteret i mindsket politisk vilje til at handle for at afbøde klimaforandringerne.

Men hvorfor er så mange modtagelige for denne type misinformation?

Det kan psykologien, som er mit felt, hjælpe med at forklare – og hjælpe folk til at undgå at blive vildledt.

Tillokkende sort-hvid tænkning

Et nærmere kig på klimabenægternes argumenter afslører, at det er den samme tankemæssige fejlslutning, der sker igen og igen.

Denne kognitive fejlslutning kaldes sort-hvid-tænkning, også kendt som en dikotomi eller alt-eller-intet-tænkning.

Som jeg forklarer i min bog 'Finding Goldilocks' er sort-hvid tænkning en kilde til dysfunktion i mental sundhed, parforhold - og politik.

Folk er ofte modtagelige over for det, fordi dikotomi-tænkning på mange områder gør livet lidt lettere: Det forenkler verden. En binær inddeling i to (modsatrettede) kategorier er nem at håndtere, fordi der kun er to muligheder at tage højde for.

Når vi står over for et spektrum af muligheder og nuancer, er vi nødt til at anstrenge os mere mentalt. Men når et spektrum polariseres til par, der gensidigt udelukker hinanden, er valget klart og dramatisk.

Afviser forskning på trods af overvældende evidens

Denne mentale arbejdsbesparende tankegang er praktisk i mange hverdagssituationer, men den er et dårligt redskab, hvis vi skal forstå komplicerede realiteter – og klima er kompliceret.

Til tider opdeler folk spektret på asymmetriske måder, hvor den ene side er langt større end den anden. For eksempel kategoriserer perfektionister ofte deres arbejde som enten 'perfekt' eller 'utilfredsstillende', så selv gode og meget gode resultater ofte bliver slået i hartkorn med dårlige i kategorien 'utilfredsstillende'.

I dikotomi-tænkning kan en enkelt undtagelse tippe en persons syn i én bestemt retning. Det er ligesom et bestået/ikke-bestået karaktersystem, hvor 100 procent er 'bestået', og alt andet er 'ikke bestået'.

Med et karaktersystem som dette er det ikke overraskende, at modstandere af klimahandling har fundet måder at afvise forskning i global opvarmning på trods af den overvældende evidensmængde.

Så lad os se nærmere på, hvordan de gør det:

Alt-eller-intet-problemet

Klimabenægterne forenkler spektret af mulig videnskabelig konsensus til to kategorier: 100 procent enighed eller slet ingen konsensus.

Hvis det ikke er det ene, er det det andet.

En gennemgang fra 2021 af tusindvis af klimavidenskabelige artikler og protokoller fra konferenceforhandlinger konkluderer, at mere end 99 procent af studierne har fundet, at afbrænding af fossile brændstoffer opvarmer kloden.

Det er imidlertid ikke godt nok for en del skeptikere. Hvis de finder en forsker et sted, der mener noget andet, kategoriserer de idéen om menneskeskabt global opvarmning som kontroversiel og konkluderer, at der ikke er videnskabeligt grundlag for at gribe ind og gøre noget.

Stærke økonomiske interesser er på spil her: Den fossile brændstofindustri har i årevis finansieret misinformationskampagner for at skabe denne form for tvivl om klimaforandringerne, på trods af at de ved, at deres produkter er skyld i opvarmningen og konsekvenserne heraf.

Medlemmer af USA's Kongres, den lovgivende gren af USA's føderale regering, har brugt denne misinformation til at blokere eller svække føderale politikker og tiltag, der kan bremse klimaforandringerne.

Forventer en lige linje i en foranderlig verden

I et andet eksempel på sort-hvid-tænkning hævder klimabenægtere, at der ikke er noget, der hedder global opvarmning, hvis de globale temperaturer ikke stiger ensartet og konsekvent over tid.

Men komplekse variabler ændrer sig aldrig på en ensartet måde; de slår ud i begge retninger på kort sigt, selv når der samtidig kan påvises langsigtede tendenser. Det gør de fleste økonomiske data, som omsætning, overskud og aktiekurser, også,

At anse en kuldeperiode som modbevis på klimaforandringerne er som at tro, at en dårlig måned for Apple-aktier er et bevis på, at Apple ikke er en god langsigtet investering. Det skyldes, at man går ind på et lille udsnit af grafen og ignorerer resten.

Ser ikke gråzonen

Klimabenægterne peger også fejlagtigt på korrelationer under 100 procent som et modbevis på menneskeskabt global opvarmning.

De påpeger triumferende, at solpletter og vulkanudbrud også påvirker klimaet, selvom den videnskabelige evidens påviser, at begge har meget lille effekt på langsigtede temperaturstigninger i forhold til udledningen af drivhusgas.

I bund og grund hævder klimabenægterne, at afbrændingen af fossilt brændstof er ligegyldig, hvis afbrændingen ikke er altafgørende.

Men hér overser de gråzonen: Drivhusgasser er faktisk kun én af de faktorer, der opvarmer kloden, men de er den vigtigste og den faktor, vi har indflydelse på.

'Klimaet har altid været i forandring' - men ikke sådan her

I takt med at stigninger i de globale temperaturer er blevet tydelige, er en del klimaskeptikere er gået fra at benægte dem til at frame dem anderledes.

Deres ofte gentagne udsagn: »Klimaet har altid været i forandring« - typisk leveret med en mine af tålmodig visdom - er baseret på en slående mangel på viden om klimaforskningens evidensmængde. Deres ræsonnement er nemlig baseret på en logisk ugyldig fejlslutning, der i sig selv er et resultat af sort-hvid tænkning: Enten ændrer klimaet sig, eller også gør det ikke. Og da det altid har ændret sig, er der intet nyt under solen og ingen grund til bekymring.

Men på nuværende tidspunkt er den globale opvarmning på et hidtil uset niveau, og intense opvarmningshændelser i en fjern fortid var altødelæggende katastrofer, der forårsagede massive udryddelser, hvilket vi ikke ønsker gentager sig.

Menneskeheden står over for en udfordring med global opvarmning, så vi er nødt til at bruge alle vores kognitive ressourcer.

At erkende den logiske fejlslutning, der ligger til grund for benægtelsen af klimaforandringerne, kan afvæbne indvendinger mod klimaforskning og gøre forskning og videnskab til grundlaget for vores bestræbelser på at bevare et livsunderstøttende miljø i fremtiden.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.