Det sjove medie Snapchat er ikke længere kun til brugere, der ønsker at sende hyggelige billeder og videoer til hinanden. Mediets diskrete kommunikation har vist sig at være nyttig for mennesker, der bedriver ulovlig handel med blandt andet narko.
Brugere af Snapchat, der normalt ikke kommunikerer med narkohandlere på det sociale medie, kan nemlig opleve at få anbefalet profiler, der sælger narkotika, ifølge en DR-artikel.
Forskere fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet har undersøgt fænomenet i et nyt studie, der dog ikke er fagfællebedømt endnu.
\ Hvad betyder ikke fagfællebedømt?
Flere og flere videnskabelige studier udgives via såkaldte ‘preprint-servere’. Det vil sige, at studier udgives, inden de er blevet peer reviewed, også kaldet ‘fagfællebedømt’ – altså, blåstemplet af andre forskere, der har set studiet igennem med kritiske briller og godkendt det.
Det er der intet fordækt i, og udgivelser på preprint-servere kan være en fordel i forhold til hurtig vidensdeling, da det giver andre forskere mulighed for at kommentere, inden studiet udgives.
Men vær ekstra opmærksom på, at et preprint-studie ikke er kvalitetssikret af uafhængige forskere. Læs derfor preprint-studier med ekstra forbehold.
I studiet har forskerne lavet 40 forskellige profiler på platformen. Hver profil skulle tilføje en ny bruger hver dag. Nogle af de 40 profiler, som forskerne lavede, måtte for eksempel kun tilføje sælgere af e-cigaretter.
»Vi satte profilerne til at bevæge sig i en gråzone, der kunne få algoritmen til at tolke dem som i en risikogruppe. Men der var ikke nødvendigvis nogen lovlige eller moralske problemer i deres adfærd,« siger Kristoffer Aagesen, der er ph.d.-stipendiat og en af forskerne bag studiet, til DR.
Profilerne, der tilføjede sælgere af e-cigaretter, fik efter fire dage anbefalet narko-profiler i helt op til 90 procent af tilfældene. Det vil sige, at ud af alle de anbefalede profiler, en bruger modtog, var kun 10 procent af disse ikke sælgere af narkotika.
I studiet skriver forskerne selv om fundet:
»Vores resultater viser, hvordan algoritmer til udvidelse af netværk på sociale medier ubevidst kan skubbe kriminelt indhold ud til brugerne og hjælpe forhandlere med at finde og komme i kontakt med nye kundegrupper.«
































