Skotxit: Skotterne vil gerne være uafhængige, men får de lov?

Har det skotske parlament mandat til at afholde en folkeafstemning om løsrivelse?

Det spørgsmål har dommere fra den britiske højesteret overvejet siden 11. oktober. Onsdag 23. november klokken 10.45 dansk tid kommer så afgørelsen.

Med sagen i Højesteret udfordrer den skotske nationalistregering den unionsaftale, som i 1707 etablerede Det Forenede Kongerige.

Med 1707-Unionen blev den politisk magt placeret hos et fælles ’britisk’ parlament i Westminster.

Princippet om ét overordnet parlament blev opretholdt med selvstyreaftalen i 1998, der etablerede nationale forsamlinger i Skotland, Wales og Nordirland.

Det betyder, at Det Skotske Parlament ikke har mandat til at lave beslutninger, der påvirker de forfatningsmæssige relationer mellem Skotland og resten af Det Forenede Kongerige (England, Wales og Nordirland).

Ikke desto mindre er det præcis, hvad den skotske regering, med nationalistleder Nicola Sturgeon i spidsen, har arbejdet på siden 28. juni.

Målet er at, de skotske vælgere igen skal have mulighed for at stemme om Skotlands fremtid i eller uden for Det Forenede Kongerige.

Som forsker i skotsk kultur og historie har jeg fulgt udviklingen i Skotland siden 1994. I artiklen her vil jeg skitsere, hvad det er for forfatningsmæssige og politiske begivenheder, der har ført til høringen i Højesteret.

En omstridt union

Unionsaftalen mellem Skotland og England har været omstridt, lige siden den blev underskrevet i 1707.

Grundlæggende kan aftalen fortolkes på én måde af tilhængere af et Forenet Kongerige (de såkaldt ’unionister’) og en anden af dem, der ønsker selvstyre for Skotland, Wales og Nordirland.

Politologen Michael Keating taler i State and Union (2021) om en ’fractured union’, svækket af ideologiske skel.

På den ene side har vi unionspartier som De Konservative og Labour, som betragter 1707 Unionen som en aftale, der endegyldigt etablerer Westminster som magtens centrum i Det Forenede Kongerige.

På den anden side fortolker mange skotter unionsaftalen som en kontrakt, der blev indgået i 1707 mellem to ligeværdige partnere, og som derfor kan ophæves, hvis en af de to partnere ønsker det.

Fra selvstyre til en folkeafstemning

1998-aftalen om skotsk selvstyre var et forsøg fra Tony Blairs regering på at dæmme op for skotsk utilfredshed med et Westminster-parlament domineret af engelske medlemmer.

I aftalen blev magten fordelt på en sådan måde, at de nationale forsamlinger fik mulighed for at lovgive på indenrigspolitiske områder som for uddannelse, sundhed, velfærd og erhvervspolitik.

Samtidigt blev det understreget, at det, der ikke specifikt blev nævnt i aftalen, var ’reserveret’ Westminster. Det gælder udenrigspolitik, forsvar og alle forfatningsmæssige spørgsmål (herunder EU).

Blair-regeringens formål med 1998-aftalen var at lukke ’det skotske spørgsmål’. Men i stedet gav man nationalistpartiet SNP mulighed for at samle kræfterne om det endelige mål: Løsrivelse.

I 2011 kunne SNP for første gang danne flertalsregering i Det Skotske Parlament.

Det blev fortolket som et mandat til at afholde en folkeafstemning om selvstændighed.

Denne afholdtes 19. septempter 2014, efter aftale med premierminister David Cameron, med resultatet 45 procent for og 55 procent imod løsrivelse.

Brexit og et stærkt skotsk mandat

Det skotske nej til løsrivelse forklares til dels med, at skotske vælgere blev stillet i udsigt, at et selvstændigt Skotland ikke kunne bevare EU-medlemskab.

Så i 2016, hvor et lille flertal af vælgere i England og Wales stemte for Brexit, reagerede SNP-leder, Nicola Sturgeon, prompte: Brexit har ændret grundlæggende ved den aftale, der blev truffet i 2014.

Derfor er det rimeligt, at skotterne igen får mulighed for at stemme om løsrivelse, lyder rationalet.

Modsat unionspartierne Labour og Konservative har SNP et stærkt skotsk mandat i Det Skotske og Det Britiske parlament.

Ved 2021-valget til Det Skotske Parlament opnåede den såkaldte ’Yes’-alliance mellem SNP og De Grønne således 72 ud af 129 pladser.

Alliancen var enig om en ting: Der skulle afholdes en ny folkeafstemning om selvstændighed.

I juni 2022 fremlagde den skotske regering et forslag til lovgivning omkring afholdelse af en folkeafstemning.

Premierminister Boris Johnson afviste, at den skotske regering har mandat til den slags.

Herefter anmodede SNP-regeringen Højesteret om at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt man kan afholde folkeafstemningen uden en aftale med den britiske regering.

En juridisk twist

Spørgsmålet om en folkeafstemning er juridisk i en gråzone af to årsager:

For det første har Det Forende Kongerige ikke en forfatning, der præciserer, hvordan relationerne skal være imellem det britiske og de tre nationale parlamenter.

Der findes altså ikke et dokument, der kan fungere som referencepunkt i denne type sager (modsat USA, hvor relationer mellem stat og føderalmagt er defineret i forfatningen).

For det andet åbner 1998-aftalen for forskellige fortolkninger på grund af princippet om, at alt, der ikke specifikt nævnes, er ’reserveret’ Westminster.

Derfor er det vanskeligt at forudse, hvad Højesteret når frem til.

Argumentet fra den skotske regerings side er, at en folkeafstemning alene handler om at høre den skotske befolknings holdning til spørgsmålet om løsrivelse.

I og med Det Skotske Parlament ikke har mandat til at lovgive omkring forfatningsmæssige spørgsmål, vil et eventuelt ja til løsrivelse ikke automatisk medføre en ændring i relationen mellem Skotland og resten af Det Forenede Kongedømme.

En aftale om selvstændighed kan alene komme i stand igennem forhandlinger med Westminster.

Omvendt vurderer den britiske regering, at SNP med planen om en folkeafstemning bevæger sig ind på et område, som er ’reserveret’ Westminster.

Derfor kan en folkeafstemning alene komme på tale, hvis der træffes en aftale imellem den skotske og britiske regering. Det har den konservative regering indtil videre sag nej til.

Meningsmålinger blandt skotterne peger lige nu på et ja til løsrivelse, med en opbakning på 52 procent i september 2022.

Tre mulige scenarier

Hvis Højesteret giver den skotske regering medhold i, at man har mandat til at udskrive en folkeafstemning, kommer skotterne til at stemme om selvstændighed 19. oktober, 2023.

Sammen med De Grønne har SNP flertal i Det Skotske Parlament og kan få vedtaget den nødvendige lovgivning uden om Labour og De Konservative.

Hvis Højesteret siger nej, har Nicola Sturgeon meldt ud, at hun vil betragte næste valg til Westminster som en de facto afstemning om løsrivelse. I 2019 vandt SNP 48 ud af 59 mulige skotske pladser i det britiske parlament.

På grund af skotsk modstand mod den politik, der føres af den konservative regering, er det sandsynligt, at SNP kan opnå et lignende resultat ved næste parlamentsvalg.

En sidste mulighed er, at Højesteret melder ud, at dommerne er ’undecided’, hvilket betyder, at man er ude af stand til at træffe en afgørelse.

Lige nu er det nok det bedste resultat, den britiske regering kan håbe på, da det sætter den skotske regering skakmat.

Men en sådan dom understreger samtidigt, at spørgsmålet om Skotland og Unionen befinder sig i en gråzone. Hvilket kan åbne for nye sagsanlæg.

Så ligegyldigt hvad Højesteret beslutter, får det afgørende betydning for forholdet mellem Skotland og Det Forenede Kongerige.

Den britiske union kunne i 2007 fejre 300 år. Spørgsmålet er, om aftalen fortsat er gangbar i det 21. århundrede?

Efter denne artikels publicering har den britiske højesteret fastslået, at skotterne ikke må stemme om løsrivelse, medmindre den britiske regering støtter en sådan afstemning. Læs afgørelsen her.

\ Læs mere

Brexit: Vil Skotland løsrive sig fra UK?

\ Læs mere

Storbritannien sendt til tælling af skotsk afstemning