Nationalisterne i Skotland vinder valget – uanset udfaldet

Den skotske valgkamp blev indledt allerede i oktober 2012, da lederen af selvstyret i Edinburgh, SNPs førsteminister Alex Salmond, og den britiske premierminister, den Konservative David Cameron, underskrev en aftale om at afholde en folkeafstemning om skotsk løsrivelse fra Det Forenede Kongedømme Storbritannien og Nordirland.

Her i opløbet til septembers afstemning er mudderkastningen taget til mellem Nej-sigernes ’Better Together’-kampagne og Ja-sigernes ’Yes Scotland’.

Nej-siden består af de britiske partier Labour, De Konservative og Liberaldemokraterne, mens ja-siden udelukkende er repræsenteret af Skotlands nationalistparti SNP.

Nøgletemaer er blandt andet den skotske økonomi, velfærdspolitik, en mulig valutaunion med England samt EU-medlemskab.

Meget tyder på, at SNP, med sin særligt skotske blanding af socialdemokratiske værdier og pragmatisk nationalisme, kommer styrket ud af afstemningen den 18. september uanset udfaldet.

Hvordan det kan lade sig gøre, vil vi dykke ned i her.

SNP's pragmatiske nationalisme

Når SNPs skotske selvstyreregering den 18. september beder vælgerne om at tage stilling til, om ’Skotland skal være et selvstændigt land’, viser det, at partiet har fået magt, som det altid har haft agt.

Det er fristende at sammenligne med Krim og Veneto i Norditalien, hvor små samfund også kræver deres ret til national selvbestemmelse og et enkelt tilfælde, Sydsudan, hvor man faktisk har opnået den.

Scenariet med et selvstændigt Skotland i en nær fremtid er da heller ikke længere blot utopi og understreger endnu engang, at globaliseringen på ingen måde har gjort nationerne overflødige.

Imidlertid er det vigtigt at være opmærksom på, at begrebet ’nationalisme’ dækker over mange motiver og bevægelser.

LÆS OGSÅ: Skotsk folkeafstemning: Skal Orkney og Shetland hjem til Skandinavien?

I tilfældet Skotland er der tale om en meget pragmatisk en af slagsen.

Skotsk nationalisme er pragmatisk, fordi SNP siden 2. Verdenskrig har lagt afstand til ideen om en etnisk-kulturel kerne, som de fleste nationalismer ellers bygger på.

Henvisninger til skotsk kulturarv og sprog finder vi langt inde i SNPs partiprogram, og det italesættes i øvrigt ikke som noget, der kræver særlig beskyttelse.

Til gengæld lægges der vægt på økonomiske og demokratiske argumenter á la: ’Skotland vil kunne klare sig bedre økonomisk og have en bedre socialsektor – hvis bare vi får lov til at bestemme selv!’

Pragmatismen understreges af, at SNP i tilfælde af et ’ja’ fortsat ønsker et fællesskab med resten af Storbritannien i form af en møntunion samt bevarelse af monarkiet.

Samtidig skal det selvstændige Skotland være fuldt medlem af EU og åbent over for indvandring.

Den ideologiske grænse

Særligt på det økonomiske område vælger de skotske nationalister at understrege den ideologiske forskel mellem det, der af SNP præsenteres som den skotske model og så et Storbritannien domineret af England.

Historisk set har skotterne altid været mere tilbøjelige til at stræbe mod social lighed og stemme socialdemokratisk, end englændere syd for Manchester har.

Sammen med Nordengland og Wales har Skotland derfor udgjort Labours højborg.

Den ideologiske kontrast mellem skotske og engelske værdier kom voldsomst til udtryk under Margaret Thatchers styre fra 1979 til 1990. Skiftende konservative regeringer arbejdede på at skifte efterkrigstidens velfærdsmodel ud med en doktrin baseret på et frit marked styret af udbud og efterspørgsel.

Denne politik kostede dyrt på uddannelse og social velfærd, ligesom privatiseringen af store industrier førte til massiv arbejdsløshed.

Derfor var det også en politik, som både Glasgows arbejderklasse og Edinburghs middelklasse fandt uacceptabel.

Samtidig oplevede skotterne, at interessen for skotske forhold svandt eksponentielt med afstanden fra London.

En sådan tendens blev forstærket af et demokratisk underskud: Uanset hvor meget skotterne stemte imod de Konservative, blev de ved med at være styret af en konservativ regering.

SNP som alternativ til Labour

I 2007 kunne SNP for første gang danne lokalregering (fra 2011 med absolut flertal) og fra den position levere socialdemokratisk lovgivning på områder som uddannelse og sundhed.

I tilgift kom der gang i de økonomiske hjul.

Hvor det efterindustrielle Skotland i 1980’erne ikke blev spået mange chancer for helbredelse, er kun få i dag i tvivl om, at også økonomisk uafhængighed er en reel mulighed, forudsat at Skotland kan bevare medlemskab af EU og få tilført ressourcer fra nordsøolien.

Nationalisterne sejrer - selvom de taber...

Nationalisterne har præsteret at samle flertallet af skotter bag sig og ovenikøbet vist sig duelige i ansvarlig og populær regeringsførelse.

Støtten til SNP modsvares dog ikke af en lignende tilslutning til partiets kerneprojekt: Skotsk uafhængighed.

I meningsmålingerne er opbakningen til selvstændighed stædigt forblevet under eller omkring 40 procent.

Derfor rystede mange også på hovedet, da SNP-leder Alex Salmond lovede en folkeafstemning i 2014; de så SNP-regeringen styre direkte mod et selvopsøgt nederlag, som uvægerligt ville sætte det nationale projekt og partiet år tilbage.

Fire uger før valget tyder meget imidlertid på, at nationalisterne ender med en sejr, uanset hvor skotterne sætter deres kryds i september.

I tilfælde af et ’Ja’, vil det ultimative mål være nået, men også et ’Nej’ kan udlægges som sejr til nationalisterne.

De skotske nationalister er, ironisk nok, blevet godt hjulpet af ’Nej’-partiernes ’Better Together’ kampagne, der med sin til tider truende, til tider bønfaldende, facon har understreget for mange skotter, at England og Storbritannien behøver Skotland mere end omvendt.

Da Kate Moss til Brit Awards 2014 leverede David Bowies budskab ’Scotland, stay with us’, gav det intet udsving i meningsmålingerne.

Derimod registrerede målinger øget tilslutning til ’Ja’-siden efter finansminister George Osborne meddelte, at et uafhængigt Skotland ikke skulle regne med at kunne forblive i møntunion med resten af Storbritannien.

Indrømmelser svækker 'Ja'-siden yderligere

For nylig har en bred koalition af britiske partiledere fra De Konservative, Liberale og Labour så underskrevet en deklaration, hvori de forpligter sig til at indføre øget selvstyre på områderne finanser og social sikkerhed, hvis skotterne bare vil stemme nej i september.

Det kan ses som et kløgtigt træk i spillet om de vælgere, som stadig vakler.

Omvendt er det en indrømmelse, som tillader nationalisterne at hævde, at de har sejret, selvom ’flagskibet ikke kommer i havn’.

Argumentet lader sig let gøre: Havde nationalisterne ikke gennem folkeafstemningen tvunget den britiske regering og opposition til at agere, havde skotterne intet fået.

Med indrømmelser, som giver det skotske parlament bedre mulighed for at udvikle velfærdsområdet, hvor skotske vælgeres præferencer tydeligvis er anderledes, træder landet et stort skridt nærmere de pragmatiske nationalisters mål om selvstændighed.

Som resultat af de sidste måneders valgkamp er skotske politiske værdier endnu engang blevet styrket og sat i skarp kontrast til især engelske værdier.