Var det britiske valg et ja til skotsk uafhængighed?

Det britiske valg blev en gyser, hvor meningsmålinger meldte om dødt løb mellem Konservative og Labour. Fredag den 8. maj kunne De Konservative, med Cameron i spidsen, glæde sig over at have opnået absolut flertal i Westminster. Liberaldemokraterne var styrtdykket fra 57 mandater til 8 og havde betalt dyrt for fem års koalition med De Konservative. For Labour var det sket, hvad ingen havde troet muligt: partiet havde tabt Skotland.

Valgets store sejrherre er de skotske nationalister. Efter at have vundet 56 ud af 59 mulige valgkredse har partiet et klart mandat fra de skotske vælgere.

Men betyder det så, at skotske stemmer har rykket sig siden folkeafstemningen sidste september, og et flertal slutter op om nationalisternes ønske om løsrivelse? En ting er i hvert fald sikker: det politiske landskab i Skotland er forandret.

Skotsk Labour i frit fald

Et tegn på forandring er Labour partiets tilbagegang fra 41 skotske mandater til bare et enkelt. Indtil 2015 kunne Labour altid regne med skotske stemmer. Tilslutningen var faktisk så stor i visse skotske valgkredse, at man talte om, at Labour kunne stille op med en abe og alligevel få partiets kandidat valgt. Måske er det derfor, partiet overså en række faresignaler?

Det første kom i september, 2014, da resultatet af den skotske folkeafstemning forelå. I langt det meste af Skotland havde vælgerne fulgt Labours anbefaling og stemt nej til selvstændighed. Undtagelsen var de store industribyer Glasgow og Dundee, som ellers altid har været Labour domæne. Noget kunne tyde på, at Labours ”sikre” vælgere ikke længere var parate til ukritisk at følge partilinjen.

Mindre end en måned efter trak lederen af det skotske Labour parti, Johann Lamont, sig tilbage. Hun begrundede beslutningen med centralisering inden for partiet. Det understregede den voksende afstand, som skotske Labour folk oplevede imellem deres egen position og Ed Millibands britiske moderparti. Derfor sendte det også et uheldigt signal, at den nye leder for skotsk Labour, Jim Murphy, var medlem af det britiske, men ikke det skotske parlament.

Siden januar har meningsmålinger vist, at Labour ville få problemer i Skotland. Partiet har forsøgt at løse det ved at angribe SNP på spørgsmålet om selvstændighed. Den strategi gav dog bagslag, da Ed Milliband afviste nationalistleder Nicola Sturgeons tilbud om et samarbejde baseret på klassisk socialdemokratisk politik. For ved at afvise SNP lederen lagde Milliband samtidigt afstand til gamle Labour kerneværdier som social lighed og velfærd. Det har uden tvivl efterladt nogle skotske vælgere med et indtryk af, at SNP er det eneste parti tilbage på den skotske venstrefløj.

SNP på fremmarch

Den store vinder i Skotland er nationalistpartiet SNP, som har øget sin andel af Westminster mandater fra 6 i 2010 til 56. På grund af Liberaldemokraternes kollaps betyder det, at SNP nu er det tredjestørste parti i Westminster. Det giver et øget fokus på partiets budskab i såvel britisk som skotsk politik. Der er ingen tvivl om, at SNP har rystet det politiske system. Det blev tydeligt på valgnatten, da den garvede Labour politiker Douglas Alexander tabte til den 20-årige SNP udfordrer Mhairi Black. Men nogen overraskelse er det ikke.

For det første har SNP de seneste år rykket ind på den ideologiske hylde, der tidligere var forbeholdt skotsk Labour. Der blev en plads ledig, da Tony Blair valgte at rykke det britiske Labour mod højre, og det har givet nationalisterne mulighed for at positionere sig som fortalere for social lighed og velfærd. Siden 2007, hvor partiet første gang kunne danne regering i Skotland, har SNP sat handling bag ordene og investeret i blandt andet sundhedsvæsen og uddannelse. Partiets mål er en socialdemokratisk model inspireret af Skandinavien, hvilket har tiltrukket vælgere på venstrefløjen, der ellers tidligere ville have stemt Labour.

Den anden forklaring på SNPs succes hænger sammen med folkeafstemningen i september 2014. Dengang opstod en Ja-alliance bestående af SNP, De Grønne, Det skotske Socialistparti, repræsentanter for de kreative miljøer, samt forskellige græsrodsorganisationer. Efter folkeafstemningen samlede disse aktivister sig bag SNP. Det har betydet, at SNP har fået god hjælp fra skotske kunstnere og designere, så de har kunnet føre en overbevisende kampagne på de sociale medier. Aktivister har også været ude og stemme dørklokker, og det kan forklare, at Skotland med en valgdeltagelse på 71,1 % ligger 5 % over landsgennemsnittet.

Sidste forklaring er ”Nicola effekten”. Siden efteråret 2014 hvor Nicola Sturgeon overtog posten som SNP leder fra Alex Salmond, har hun markeret som en stærk politisk leder. Helt tydeligt blev det i partilederrunderne, hvor Sturgeon fremstod som en populær kontrast til både Milliband og Cameron. Det er der flere årsager. Sturgeon kommer selv fra den skotske arbejderklasse og kan henvende sig direkte til denne gruppe af vælgere. I britisk politik er hun et relativt ubeskrevet blad, og det har betydet, at aviser som The Sun har haft svært ved at finde negative historier om SNP lederen. Endelig har hun bevidst nedprioriteret det kontroversielle budskab om løsrivelse og i stedet præsenteret SNP som et progressivt parti, der støtter op om socialdemokratiske reformer i Westminster.

Hvor meget betyder det skotske resultat?

Efter valget står vi så tilbage med spørgsmålet om, hvor meget vi skal ligge i den skotske SNP sejr? På trods af at selvstændighed er et kardinalpunkt for nationalistpartiet, tyder meget på, at de mange SNP mandater ikke er det samme som vælgeropbakning til skotsk løsrivelse. SNP gik til valg på et program, der handler om velfærd og offentlige investeringer. Sturgeon har bevidst undgået at tale om selvstændighed på trods af utallige udfordringer fra Milliband og de britiske medier. Så det er sandsynligt, at det handler om ideologi, SNPs løfte om en socialdemokratisk velfærdsstat, når skotske vælgere har stemt på nationalisterne.

En anden faktor, der taler imod separatisme, er, at SNPs succes også i meget høj er et resultat af det britiske valgsystem, hvor kun de stemmer, der gives til valgkredsens absolutte vinder, tæller med. SNP kan derfor vinde 56 pladser i Westminster med bare 50 % af de skotske stemmer. Men der er stadig 24,3 % der stemmer Labour, 14,9 %, der stemmer Konservativt, og 7,5%, der støtter Liberaldemokraterne. Man kan på ingen måde tale, om at Skotland er blevet et et-parti system. Det ses meget klart i det skotske parlament, hvor et andet valgsystem betyder, at mandater fordeles på en måde, der i højere grad afspejler den reelle fordeling af stemmer.

Endelig må vi forvente, at andre partier, Skotsk Labour, Liberaldemokraterne og De skotske Konservative, vil forholde sig til den nye situation. Allerede før valget meddelte lederen af De skotske Konservative, Ruth Davidson, at hun så en fordel i at etablere et skotsk konservativt parti, der var uafhængigt af det britiske moderparti. Udviklingen i Skotsk Labour vil sikkert også få nogle til at spørge, om ikke en selvstændig skotsk organisation vil være bedre end et parløb med britisk Labour? Så måske bliver de første, der løsriver sig, de skotske underafdelinger af de store ”unionist” partier, Labour og Konservative?

På vej mod løsrivelse?

Omvendt er der flere ting, der taler for, at Skotland er på vej væk fra Storbritannien. SNPs succes og Labours tilbagegang er knyttet tæt sammen med begivenhederne under og efter sidste års folkeafstemning. SNP fremstod som det parti, der formåede at præsentere en positiv vision for et bedre samfund. I en tid med politikerlede vil det naturligvis tiltrække vælgere. Omvendt efterlod valgkampen et indtryk af, at Skotsk Labour alene gjorde, hvad de fik besked på fra Westminster. Det har skabt et mistillidsforhold mellem Labour og de skotske vælgere, og der er ingen tvivl om at den britiske valgkamp har øget denne afstand. Som en skotsk vælger udtrykte det under valgkampen: ”Jeg har ikke forladt Labour. Det var dem, der forlod mig.”

Oplevelsen af afstand imellem Skotland og Westminster bliver afgørende for, om SNP kan bruge deres mandater i kampen for skotsk uafhængighed. Under valgkampen blev særligt De Konservative beskyldt for at føre en anti-skotsk kampagne, og det har bekræftet skotske fordomme om, at De Konservative er et elitært, engelsk parti. Cameron har efterfølgende talt om at ”samle landet”, men det bliver svært, når hans parti har afgivet et løfte om at pleje Englands interesser. I Westminster kommer Cameron til at stå overfor 56 SNP medlemmer, som vil udnytte deres nye magtposition til at understrege forskelle mellem England og Skotland, Konservativ og SNP politik. Det vil nok overbevise nogle vælgere om, at skotterne er bedst tjent med ”at blive herre i eget hus”.

Endelig er der to kommende valg, som bliver afgørende for, i hvilken retning skotterne går. Allerede næste år er der valg til det skotske selvstyreparlament, hvor det vil vise sig, om SNP kan forsvare deres politiske førertrøje. Samtidigt bliver det interessant at se, hvor vidt Skotsk Labour er i stand til at genvinde noget af det tabte terræn.

I 2017 har David Cameron lovet en britisk folkeafstemning om EU. Det er et spørgsmål, der er vigtigt for euroskeptiske engelske vælgere, men vil irritere mange skotter, som generelt er mere venligt indstillede over for det europæiske samarbejde. Under valgkampen har Nicola Sturgeon meddelt, at Storbritanniens ”øvrige” nationer, Skotland, Wales og Nordirland, ikke skal trækkes ud af EU på grundlag af engelske stemmer alene. Bliver det et engelsk nej til EU i 2017, kan vi derfor forvente, at SNP vil forlange en ny skotsk folkeafstemning om løsrivelse.

Det kan meget vel blive EU spørgsmålet, der kommer til at splitte Det Forenede Kongedømme. Ironisk nok kan det således ende med, at det bliver Cameron, og De Konservative, der ødelægger den ”Union”, som de i september 2014 kæmpede så hårdt for at bevare. For skotterne er der to unioner – Storbritannien og EU – og tvinger man dem til at vælge, er det ikke usandsynligt, at mange skotske vælgere vil foretrække den europæiske.