»Jamen hallo, Storbritannien. Hvor dejligt endelig at få din fulde opmærksomhed.«
Sådan opsummerede Deborah Orr, skribent for avisen The Guardian, stemningen i Skotland 5. september.
To dage senere kom så den første meningsmåling, der pegede på et flertal for løsrivelse. Det rystede det britiske politiske system i en sådan grad, at vi, uanset udfaldet af den skotske folkeafstemning, kan forvente en radikal ændring i den måde, man tænker og taler politik på i Storbritannien.
Om at tage det rigtige parti
Siden meningsmålingen 7. september har det kun handlet om én ting i Westminsters kontorer:
Hvordan får vi overbevist skotske vælgere om, at de skal forblive en del af Storbritannien? Allerede samme dag lovede finansminister George Osmond på TV, at de tre ’Nej’-partier – De Konservative, Labour og Liberaldemokraterne – inden for de næste dage ville præsentere en detaljeret plan for udvidet selvstyre.
En sådan tanke har været nævnt flere gange i valgkampen, men 7. september var den nogenlunde lige så diffus som nationalisternes plan for økonomien i det selvstændige Skotland.
LÆS OGSÅ: Nationalisterne i Skotland vinder valget – uanset udfaldet
Det handler om at vise flaget
En række begivenheder understreger, at udsigten til skotsk løsrivelse blev vurderet til at være en politisk krise i kategori A for de tre partiledere David Cameron (Kons.), Ed Milliband (Labour) og Nick Clegg (Lib.Dem.).
Først opfordrede Ed Milliband til, at det skotske flag blev hejst over offentlige bygninger i Storbritannien for at minde skotterne om, at en skotsk løsrivelse også har betydning for folk i England, Wales og Nordirland.
Millibands opfordring blev blandt andet imødekommet i Downing Street, hvor det skotske flag ellers kun vajer på St. Andrew’s dag. Det understreger, hvor alvorlig den skotske krise nu bliver opfattet i Westminster.
10. september rejste samme tre partiledere så nordpå for at indlede en charmeoffensiv over for skotterne. For at finde tid til denne kampagne valgte Cameron at sende en vikar, udenrigsminister William Hague, til premierministerens spørgetime i Westminister Parlamentet, hvilket er højst usædvanligt.
De tre partiledere var imidlertid enige om, at det vigtigste nu var at være til stede i Skotland.
Hvordan kunne det ske?
Hvordan kunne det komme dertil? Det er der flere årsager til:
For det første har de partier, der står bag ’Better Together’-kampagnen i lang tid kunnet læne sig op ad meningsmålinger, der pegede mod et solidt flertal for ’Nej’.
Det er derfor sandsynligt, at Westminster-partierne har forventet, at folkeafstemningen lige var noget, der skulle overstås, så man kunne bruge tiden på noget fornuftigt igen.
Derfor valgte Cameron også at gøre folkeafstemningen til et simpelt ja/nej-spørgsmål frem for at acceptere en tredje mulighed, udvidet selvstyre, som flertallet af skotter sandsynligvis ville have foretrukket.
En anden forklaring er, at partierne bag ’Nej’-kampagnen i meget høj grad har ført en skræmmekampagne, der gik ud på at overbevise skotterne om tre ting:
1) I har ikke råd til løsrivelse.
2) Jeres velfærd bliver betalt af tilskud fra resten af Storbritannien.
3) Jeres fremtid i valutaunion og i EU er alt andet end sikker.
Formålet var at vække en usikkerhed hos skotske vælgere, så de ville stemme for den model, de allerede kender. Kampagnen gav dog bagslag, for eksempel da en kampagnevideo med en ’bekymret mor’ overbeviste kvindelige vælgere om, at nej-partierne er præget af et gammeldags syn på kvinder.
Et ’Ja’-stemmigt håb forude
Til sammenligning tegnede partierne bag ’Ja’ et positivt billede af et Skotland, der både var rigere og grønnere. Hvor budskabet hos ’nej’ igen og igen var ’I kan ikke’, fortalte ja-siden, at Skotland har ressourcer og vilje til at bygge et bedre samfund.
Ja-kampagnen er blevet beskyldt for at fremstille det selvstændige Skotland som et nirvana betalt af olie. Men, som George Monbiot skrev i The Guardian 9. september, de har givet skotske vælgere det farligste af alt:
Håbet.
’Ja’-kampagnen er af flere blevet beskrevet som en græsrodsbevægelse. Nok er bevægelsens ’ansigter’ politiske ledere som Alex Salmond fra De Skotske Nationalister, Patrick Harvie fra De Grønne og Tommy Sheridan fra Det skotske Socialistparti, men budskabet spredes i lige så høj grad af almindelige skotter ved hjælp af flashmobs, fællessang og sociale medier.
Sofavælgere, som ellers havde meldt sig ud, er blevet tiltrukket af en meget energisk Ja-kampagne, og derfor forventer nationalistleder Salmond også, at en høj valgdeltagelse vil være til fordel for Ja-siden.
Skotland er for altid forandret…
Uanset udfaldet af afstemningen i dag, er det tydeligt, at der er sket historiske, varige forandringer af både det skotske og det britiske samfund. Nogle af disse forandringer er blevet illustreret af ’Ja’- og Nej’-kampagnerne, andre er direkte foranlediget af dem.
Politikerne har fået det, de altid efterlyser: Engagerede vælgere. De sidste måneder har skotter i de små hjem, på tankstationen, i supermarkedet, på arbejdspladsen og ikke mindst på de sociale medier talt politik, økonomi og identitet med en intensivitet som aldrig før.
Det udlægger mange som en sejr i sig selv for den demokratiske debat, som til tider har haft trange kår blandt politisk desillusionerede eller blot ligeglade skotter (og briter generelt).
LÆS OGSÅ: Skotsk folkeafstemning: Skal Orkney og Shetland hjem til Skandinavien?
Unge og politik på de sociale medier
En af flere grunde til denne politiske opvågnen synes at være, at unge fra 16 år og op har fået mulighed for at stemme og har brugt de ’nye’ medier meget aktivt til at søge inspiration og dele meninger på.
Som kommentator Iain Macwhirter skrev i den skotske avis The Herald for nylig, er såkaldte ’mainstream’-medier ikke længere hovedkanalerne for information og debat. Facebook, Twitter og diverse blogs er den nye mainstream.
’Yes Scotland’-kampagnen er lykkedes med at bruge disse medier og komme igennem med budskabet om et selvstændigt Skotland til de yngre generationer især, og det er i sig selv en anden stor forandring: Det skotske nationalparti, SNPs separatistiske kerneprojekt opfattes ikke længere blandt de fleste skotter som en rosenrød drøm, en ligegyldig utopi, som følger med den socialdemokratiske ’pakke’, som partiet ellers tilbyder. Nu er national frihed for mange flere en integreret del af ønsket om lighed og velstand.
Splittelse og identitetsmæssige tømmermænd
For en lige så stor del af skotterne er løsrivelse dog stadig et mareridt, snarere end en drøm. Når skotterne vågner op efter sejrsfesten og gravøllet i morgen, 19. september, vil det være med nogle gevaldige identitetsmæssige tømmermænd.
I en til tider barsk kampagne er landet blevet splittet mellem de forsigtige og de forandringssøgende. Det er en opdeling, som især går langs generationskløften, men også mellem de socialt og økonomisk velstillede, som har nydt godt af unionen, og de dårligere stillede, som ønsker sig et skotsk samfund med mere ligeligt fordelt velstand.
Det bliver en svær opgave at klinke skårene og igen skabe en national forestilling om, at skotterne har fælles identitet og fælles drømme for deres land.
I 2014, præcis 700 år efter det berømte ’Battle of Bannockburn’ forandrede den skotske virkelighed så radikalt, er Skotland således endnu engang for altid en forandret nation.
… og Storbritannien bliver heller ikke det samme
Resten af Storbritannien vågner også til en anden virkelighed efter afstemningen. Vigtigst er, alle de tre store partier, de Konservative, Labour og Liberaldemokraterne, nu har lovet et kraftigt udvidet selvstyre til Skotland, hvis skotterne stemmer nej.
Dette ’maximum devolution’-system vil overlade kontrollen med stort set alle skatter og al lovgivning til det skotske parlament, bortset fra områderne udenrigspolitik og forsvarspolitik.
Disse indrømmelser fra Westminster betyder, at devolutionister i Nordirland, Wales og England har fået appetit på noget lignende.
Argumentet er, at hvis Skotland får den slags magt, vil det skabe en asymmetri i den britiske stat, som kun yderligere decentralisering af regeringsmagten kan rette op på. Der er med andre ord lagt op til en stor forfatningsmæssig diskussion, der meget vel kan føre til at Storbritannien (eller det, der måtte være tilbage af landet efter eventuel skotsk selvstændighed) bliver en føderal stat – på linje med de gamle dominions Canada og Australien.
Røgen vil inden længe blæse af slagmarken efter folkeafstemningen, men den vil afsløre et på mange måder forandret britisk landskab.
